Hverringe Gods

• Region Syddanmark - Fyn og øer - Kerteminde Kommune

• Hverringevej 206, 5300 Kerteminde. www.hverringegods.dk E-mail: info@hverringe.dk

Telefon: 63 32 31 30 0 26 95 5

• Ejer: Greve Niels Iuel Reventlow

• Kan ses fra vej og omgivelser

• Opført 1785-90

• 1612 ha. Landbrugsdrift/skovbrug - boligudlejning - oplevelsesøkonomi

Hverringe har igennem historien bl.a. tilhørt de to adelige slægter Lykke og Iuel. Slægten Iuel har haft ejerskabet over Hverringe siden 1737.

Den nuværende hovedbygning er opført på en borgbanke af kampestensmur.

Avlsbygningerne er opført i 1890'erne, efter at en større brand tog de gamle bygninger med sig.

Hverringe er en gammel sædegård, som nævnes første gang i 1350. Gården ligger i Viby Sogn, Bjerge Herred, Kerteminde Kommune. Hovedbygningen er opført i 1790.

Hverringe Gods er på 1655 hektar med Broløkke og Bøgebjerg. Hverringe omfatter et velbevaret herregårdslandskab. Oprindelig var Hverringe en skovgård beliggende ved de store skove, som lå ud til kysten. I 1607 købte Hverringes ejer øen Romsø og et stort stykke kystskovbælte af kongen, og derved blev godsets jorder det meget langstrakte kystvendte område.

Ud over landbrug og skovbrug er forretningsområderne i dag boligudlejning og jagt. Desuden driver godset Romsøbåden, der hele sommeren sejler turister fra Kerteminde til Romsø. Desuden er der en 5-stjernet campingplads – Camp Hverringe -i godsets regi. www.camphverringe.dk

Hverringe Gods

Hverringe Gods forside 2012

Hverringe Gods

Hverringe Gods bagside 2012

Hovedbygning

Hverringes nuværende hovedbygning blev opført i 1790 under Hans Rudolf Iuels ejerskab. Den nye bygning afløste en gammel renæssancebygning fra 1500-tallet, der bestod af to sammenbyggede huse, hvis tage blev forenede i en blyrende.

Den nye hovedbygning blev opført efter tidens trend med en hovedfløj og to mindre sidefløje. Den er opført på en borgbanke af kampestensmur, der på alle sider er omgivet af vandfyldte grave, som også havde omsluttet den gamle hovedbygning. Fløjene er alle bygget i én etage over høje kældre og står hvidpudsede med sort mansardtag og glaserede tegl. Hovedfløjen er højere end de to sidefløje.

I 1885 gennemgik hovedbygningen en stor restaurering. Hovedbygningen er fredet.

Andre bygninger

Sydvest for hovedbygningen, på den anden side af voldgravene, ligger de gamle avlsbygninger, der blev opført omkring 1890'erne under Hans Rudolf Iuels eje. De erstattede de gamle avlsbygninger, der nedbrændte i 1879. Avlsbygningerne er opført i grundmur med fast tag. Samtidig opførte Hans Rudolf Iuel også boliger omkring hovedbygningen. Avlsbygningerne er ikke fredede.

Omgivelser

Hverringe ligger ved en østvendt kystlinie ud mod Romsø og Storebælt.

De voldgrave, som igennem flere hundrede år har beskyttet Hverringe på alle fire sider, er stadig fyldt med vand. Over den sydlige grav går der en 5 meter bred, muret bro, der formentlig er noget ældre end den nuværende hovedbygning, da den ikke sigter mod det strengt symmetriske anlægs midterakse. På voldgravens sydlige bred er der også en gammel stensætning.

Hverringe Gods ejer øen Romsø og landsbyen Måle.

De fire voldgrave, den murede bro samt stensætningen på den sydlige bred er fredede

Hverringe Gods

Hverringe er en gammel sædegård, som nævnes første gang i 1350. Gården ligger i Viby Sogn, Bjerge Herred, Kerteminde Kommune. Hovedbygningen er opført i 1790.

Ejerhistorie

Den første velkendte ejer af Hverringe var Claus Limbek, der stammede fra en holstensk slægt. Limbek ejede Hverringe fra omkring 1350. Han var kommet til Danmark sammen med de holstenske grever, og han gjorde i starten tjeneste hos Valdemar Atterdag (1320-1375). Senere blev han dog en af lederne af de mange oprør mod netop Valdemar Atterdag. Limbek døde ca. 1370, fem år før Valdemar Atterdag.

Hverringe oplevede i 1400-tallet en omskiftelig tilværelse, hvor forskellige slægter havde del i gården. Som mange andre herregårde blev Hverringe flere gange delt mellem mange arvinger. I begyndelsen af 1500-tallet er gården sandsynligvis blevet samlet, da Palle Andersen Ulfeldt giftede sig med Regitze Godov.

Senere fik Hverringe en ny ejer, Peder Lykke, hvis slægt skulle få stor betydning for gårdens historie. Slægten Lykke sad herefter på Hverringe i de næste halvandet hundrede år.

Peder Lykke var tæt knyttet til kong Hans (1455-1513) og fik derigennem en plads i rigsrådet. Ved Christian II's (1481-1551) indsættelse blev Lykke slået til ridder, men forholdet til kongen var ikke godt. Lykke tilhørte den del af adelen, der gik hårdt imod den nye konge. Gennem sin plads i rigsrådet var han sammen med primært de andre jyske rigsråder med til at lægge et hårdt pres på Christian II, hvilket i sidste ende også var medvirkende til, at kongen flygtede ud af Danmark i 1523.

Frederik I (1471-1533), der overtog tronen efter Christian II, døde i 1533, hvorefter Peder Lykke blev indsat på Aalborghus. Herfra blev han en af de ledende mænd i Jylland. Han skulle dog også mærke de turbulente år frem mod Reformationen i 1536 på egen krop.

Skipper Clement, der var en af lederne bag det jyske bondeoprør, bedre kendt som Grevens Fejde (1534-1536), erobrede sammen med sin hær i 1534 Aalborghus, hvorfra Lykke måtte flygte. Bønderne ønskede Christian II genindsat. Peder Lykke støttede Christian III (1503-1559) som efterfølger på tronen. Reformationsåret oplevede Lykke dog ikke, da han døde i 1535.

Peder Lykkes datter, Anne Lykke, giftede sig i 1537 med Anders Bille, som herefter overtog ejerskabet over Hverringe. Bille døde i 1555, hvorefter der opstod en stor konflikt i slægten Lykke om ejerskabet over Hverringe. Anne Lykke var kendt som en dame, der var optaget af at samle så meget gods som muligt, men efter en konflikt med kongen måtte hun i 1557 videregive Hverringe til sin bror, Jørgen Lykke.

Jørgen Lykke var også en mægtig mand, der blev medlem af rigsrådet og slået til ridder ved Frederik II's (1534-1588) kroning i 1559. Lykke gjorde karriere ved hoffet, særligt inden for diplomatiet, og tog på mange rejser for kongen til Europas hoffer. Senere deltog han i Den Nordiske Syvårskrig (1563-1570), hvor han var udsendt som en af kongens kommissærer. Lykke var samtidig kendt som en kultiveret mand, der omgav sig med pragt og luksus. Usædvanligt for danske adelsfolk på denne tid spiste han af sølvfade og udsmykkede sig selv og sit hus med guld og sølv. Jørgen Lykke døde i 1583. Hverringe gik sammen med mange af hans andre godser videre til sønnen Henrik Lykke.

Henrik Lykke var en af tidens rigeste mænd. Foruden faderens arv havde han også forøget sin godsrigdom via ægteskabet med Karen Banner. Ved Christian IV's (1577-1648) indsættelse blev Lykke medlem af rigsrådet, hvor han lige som sin far udførte en lang række diplomatiske rejser rundt i Europa.

Henrik Lykke døde dog allerede i 1611. Alle hans rigdomme blev herefter fordelt imellem børnene. Hverringe gik i arv til datteren Anne Lykke, der er bedst kendt i eftertiden for sit forhold til Christian IV's søn, prins Christian.

Da Kaj Lykke i 1655 overtog Hverringe efter sin far Frands Lykke, var herregården blot en lille del af et stort gods. Foruden Hverringe var han nu bl.a. ejer af Gisselfeld, Rantzausholm og Flintholm. Slægten Lykke havde igennem mange år opbygget store rigdomme, men Kaj Lykke skulle dog vise sig at blive den sidste ejer af slægten Lykke på Hverringe.

I 1656, året efter farens død, skrev Kaj Lykke et brev til Sophie Abelsdatter, hvori han beskrev, hvordan dronning Sophie Amalie lå i med sine tjenere. Abelsdatter var på det tidspunkt en af Lykkes elskerinder, men hun blev få år efter gift med Peter Børsting, der var ridefoged på Rantzausholm - et af Lykkes mange godser.

I 1661 afskedigede Lykke Børsting pga. uregelmæssigheder i økonomien. Som hævn oplyste Børsting kongen om Lykkes beskyldninger i brevet mod dronningen. Kaj Lykke vedkendte sig brevet og indgik et forlig, hvor han skulle betale 100.000 rigsdaler. Et kæmpe beløb som ikke engang Lykke kunne betale, og han måtte flygte til Skåne. Han blev herefter erklæret skyldig i majestætsfornærmelse og blev samtidig frataget liv og gods.

Hverringe blev inddraget af Kronen og derefter solgt videre til Dorthe Daa, som i forvejen havde pant i herregården. Kaj Lykke selv fik først lov til at vende tilbage til Danmark efter dronningens død i 1685. Han døde i 1699.

I 1737 døde Louise Charlotte von Schlaberndorff på Hverringe. Hun havde på det tidspunkt siddet som enke på gården i mere end 30 år. Da parret ingen børn fik sammen, havde Krabbe testamenteret Hverringe til sin søsters familie. Da der i 1737 var flere om buddet, blev der trukket lod blandt familiemedlemmerne om ejerskabet. En lodtrækning, som Niels Juel vandt.

For Niels Juel blev tiden på Hverringe dog kort. Han døde allerede i 1739, hvorefter broren Peder Iuel overtog gården. Han satte sammen med sin hustru, Cathrine Levetzau, Hverringe i stand og forøgede dets størrelse. For at sikre at Hverringe skulle blive i slægtens eje, fik de i 1768 oprettet gården til et stamhus, hvilket betød, at Hverringe i fremtiden skulle arves af den ældste søn i slægten.

Efter Peder Juels død i 1779 overtog sønnen Hans Rudolf Juel Hverringe. Under hans ejerskab blev hoveriet på godset afskaffet. Hoveriet bestod af det arbejde, som fæstebønderne skulle yde på herregårdens marker som afgift for at fæste (leje) deres gård. Fra slutningen af 1700-tallet blev hoveriet i stigende grad opfattet som ineffektivt og mange steder erstattet med en pengeafgift. Herregårdens marker blev herefter dyrket ved lønnet arbejdskraft.

Under krigen mod englænderne i 1808 blev Hans Juel chef for et frivilligt fynsk ridende jægerkorps. Englænderne havde i 1809 besat Romsø, som i øvrigt hørte under Juels gods. Under befrielsen af Romsø tog Juel og hans mænd omkring 100 engelske soldater til fange. I mangel af bedre blev de alle indespærret i Kerteminde Kirke. Hans Juel tog sig endvidere af en efterladt spansk soldat, Isodoro Panduro. Han havde brækket benet, og han kunne derfor ikke rejse med spanierne tilbage til Spanien. Han fik arbejde som kammertjener på gården og med Hans Juels velsignelse blev Isodoro Panduro gift med en stuepige på Hverringe og grundlagde herigennem den kendte Panduroslægt.

Hans Rudolf Juel døde i 1857 i en alder af 84 år. Han havde brugt hele sit liv på Hverringe, som han også afleverede til sin søn i imponerende stand og størrelse. Sønnen Hans Juel overtog ikke blot stamhuset Hverringe, men også stamhuset Juelsberg, som Hans Rudolf Juel havde fået tildelt i 1847. De to stamhuse blev delt fra hinanden igen i 1875 efter Hans Iuels død. Her overtog den ældste af sønnerne, Niels Rudolf Iuel, Hverringe, mens den yngre søn, Knud Frederik Iuel, overtog Juelsberg.

De to gårde, Hverringe og Juelsberg, blev dog igen samlet under Hans Rudolf Iuel i 1908, men blev atter delt efter hans død i 1923. I 1924 overgik stamhuset Hverringe til fri ejendom efter bestemmelserne i lensafløsningsloven af 1919. Niels Rudolf Iuel deltog både i det kommunale og landspolitiske liv. Han sad bl.a. i Odense amtsråd i hele tyve år og havde i 1910-18 sæde i landstinget.

Hverringe er i 2013 stadig i slægten Iuels eje. Herregården drives som en sammensat virksomhed med driftsgrene inden for landbrug, skovbrug, boligudlejning, jagt og turisme. Bl.a. hører den femstjernede campingplads Camp Hverringe under godset.

Hverringe Gods