Logo

Charlottendal

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Charlottendal

 

● Region Sjælland - Slagelse Kommune

● Adresse: Charlottedal Allé 4, 4200 Slagelse

● Ejer: Staten - Forsvarskommandoen - Antvorskov Kaserne

● Ikke offentlig

 

Charlottendal har rod i Antvorskov Kloster, der i 1700-tallet blev ophøjet til grevskab af Frederik IV (1671-1730).

Gården blev oprettet af Johan Christian Constantin Bruun i 1799, der opkaldte den nye gård efter datteren Charlotte.

Charlottendals nuværende hovedbygning blev opført, efter Charles Adolph Denis de Neergaard overtog gården i 1850.

 


Hovedbygning

Hovedbygningen består af en fløj i én etage. Bygningen er opført i grundmur og har rødt tegltag. Den har en gennemgående frontspids og rummer en stor lejlighed.  Hovedbygningen er ikke fredet.

 

Andre bygninger

Avlsgården er, ligesom hovedbygningen, opført i grundmur. Avlsbygningerne er ikke fredede. 

 

Omgivelser

Vest for hovedbygningen ligger haven. Til Charlottendal hører desuden større skovarealer, herunder Slagelse Lystskov, Karlsgaard skov, Nykobbel, Kalven og Charlottendal skov. I Charlottendal skov findes søerne Grønsø og Rørsø. Syd for Charlottendal skov har der tidligere ligget en større sø kaldet Ny Sø, hvor der stod en vandmølle. 

 

Charlottendal

Ca 1910

 

Historie

Charlottendals historie kan føres tilbage til det tidligere Antvorskov kloster. Selve klosteret blev nedlagt som følge af Reformationen 1536, men fortsatte som kongeligt len. Antvorskov blev under Frederik IV(1671-1730) ophøjet til grevskab for kongens elskerinde, Elisabeth Helene von Vieregg i 1703. Elisabeth Helene døde dog i barselssengen kort efter, og Frederik IV oprettede i stedet Antvorskov til kongeligt rytterdistrikt, som blev solgt til privat eje i 1774. Antvorskov Rytterdistrikt blev opdelt i 9 parceller, hvoraf den ene videreførte navnet Antvorskov Hovedgaard.

 

 I 1799 blev Antvorskov købt af Johan Christian Constantin Bruun, som delte herregården i fem dele og foruden Antvorskov oprettede fire mindre herregårde; Charlottendal, Augustendal, Idagaard og Karlsgaard - opkaldt efter hans fire børn. 

 

Charlottendal og de andre tre gårde blev solgt til Adam Wilhelm Hauch og Marcus Frederik Voigt i 1806. De nye ejere foretog en gennemgribende opsplitning af det store godskompleks. I perioden mellem 1807 og 1808 blev størstedelen af bøndergodset solgt fra. I 1808 solgte de Charlottendal til Frederik Nielsen Bøgvad, der to år senere videresolgte gården til Hartvig Frisch.

 

I 1815 købte Hartvig Frisch også Augustendal, og de to gårde var således igen samlet. I 1817 blev gårdene arvet af sønnerne Frederik Emil og Constantin Frisch. I 1823 lykkedes det dog for Constantin Frisch at udkøbe sin brors andel af gårdene. Constatin Frisch samlede efterfølgende de to gårde til det nuværende Charlottendal.

 

I 1847 solgte Constantin Frisch Charlottendal til Carl de Neergaard. Efter hans død i 1850, blev gården arvet af nevøen Charles Adolph Denis de Neergaard, der opførte gårdens nuværende hovedbygning. I 1908 overgik gården til sønnen Viggo de Neergaard.

Charlottendal er i 2013 ejet af Forsvarskommandoen og huser Antvorskov Kaserne.

 

Antvorskov Hovedgård i Antvorskov Amt, efter 1793 Sorø Amt, blev oprettet 1774, efter at Antvorskov Slot var blevet sat på auktion.

 

Oprindeligt var stedet et kloster, men kong Frederik 2. omdannede i 1580 klosteret til kongeslot. Han nød at opholde sig der, ikke mindst grundet de glimrende jagtmuligheder, og kongen døde på Antvorskov Slot i 1588. Dernæst blev Antvorskov lensmandsbolig og siden sæde for den stedlige amtmand. Under svenskekrigene i tidsrummet 1640-1720 gik det hårdt ud over bygningerne, og bønderne hentede byggematerialer fra ruinerne.

 

I 1774 blev slottet sat på auktion tillige med hovedgården Pebringe og solgt for 175.523 rigsdaler. Den ny ejer, finansråd Koes, lod kirken nedbryde og opførte af materialet gården Falkensteen i stedet for det nedlagte Pebringe. 1794 solgte han det samlede gods til grev v. Dernath. Desuden havde Morten Qvistgaard på auktionen købt ryttergodset.

 

Antvorskov Hovedgård blev erhvervet af Constantin Brun. Han anlagde alléen ind til Slagelse, og han udstykkede i 1806 nogle mindre gårde uden hovedgårdsstatus og solgte dem for 832.000 rigsdaler: Charlottedal, Augustadal, Idagård og Carlsgård, opkaldt efter hans børn.

Også generalkrigskommissær Haagen Christian Astrup nævnes som ejer af Antvorskov, på hvis grund han anlagde en lervarefabrik.

 

Charlottendal er i dag en del af Antvorskov Kaserne. I en periode var Zakarias Nielsen huslærer på Charlottedal. Idagård er privatejet – en del af jorden er solgt fra. Her ligger bl.a. STOP39 et transportcenter, Bilka osv.

 

I 1812 frasolgte han en haveparcel på 60 tdr. land (33 hektar) til læge Chr. Anker Wilhelm Guldbrandt, som lod gården Liselund opføre, delvist af munkesten fra det gamle slot, der helt forsvandt 1816. I midten af 1800-tallet blev det meste af Liselunds jord afhændet til Idagård, og gården blev et landsted. I 1908 blev Liselund købt af frimenighedspræsten Niels Dael, som grundlagde en menighedsskole på stedet. Liselund er i dag kursuscenter.

Senere kom Hertalund til. Hertalund er privatejet – jorden er solgt fra og bebygget med parcelhuse fra 1970'erne.

 

Charlottendal

 

Ejere af Charlottendal

(1799-1806) Johan Christian Constantin Bruun

(1806-1808) Adam Wilhelm Hauch

(1806-1808) Marcus Frederik Voigt

(1808-1810) Frederik Nielsen Bøgvad

(1810-1817) Hartvig Frisch

(1817-1823) Frederik Emil Frisch

(1817-1847) Constantin Frisch

(1847-1850) Carl de Neergaard

(1850-1903) Charles Adolph Denis de Neergaard

(1908-       ) Viggo de Neergaard

(1969-20xx) Staten (Antvorskov Kaserne) 

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (5 stemmer)
Siden er blevet set 4.271 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Skal Danmark have nye sikre atomkraftværker?
Effektiv reklame - klik her