Logo

Borg

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Borg

Absalons borg

 

Befæstet, forsvarsindrettet anlæg. Borg betyder bakke. I vikingetiden og højmiddelalderen henviser begrebet til et i reglen højtliggende befæstet anlæg, gerne men ikke nødvendigvis af kongelig oprindelse: Aggersborg, Haraldsborg, Pedersborg, Vordingborg, Kalundborg, Sønderborg, Nyborg, osv.

 

Med befæstningen af byerne (jfr. Tyskland og England) bliver betegnelsen efterhånden også overført til de egentlige bynavne. Borgbegrebet finder også anvendelse om kongehusets pragtanlæg fra renæssancetiden: Rosenborg, Frederiksborg og det lidt paradoksale navn Fredensborg.

 

Langt de fleste herregårdsnavne henviser til ejendommenes oprindelige funktion som landbrugsbedrift, -gård, men en række ikke befæstede herregårde har optaget borgbegrebet i deres navn: Holsteinborg, Wedellsborg, Frijsenborg og Schackenborg m.fl.



Borg


Borgen som bygningværk er opstået samtidig med, at behovet for at forsvare sig mod fjender opstod. Forsvarsvolde, først af jord og evt. træpalisader, senere afløst af store murede volde, omkransede en strategisk vigtig bebyggelse, der ofte var beboelse for magthaverne. Voldene udbyggedes med tårne og fæstninger; de var centrum for hære.


En borg adskilte sig fra et slot ved kun at have små udvendige vinduer, det skulle være vanskeligt at skyde ind gennem dem. Porthvælvingen var lang og smal, så det blev sværere at trænge ind. Den var ofte snoet indad, så der heller ikke kunne skydes ind gennem den.


De borge, der stadig benyttedes til forsvar, udviklede sig til fæstninger mellem store volde og grave i stjerneform som Københavns Kastel og Kronborg.


I Vordingborg skal Danmarks Borgcenter indsamle og formidle viden om borge. Adskillige byer har deres navn efter de borge, de er vokset op i ly af. I Danmark Skanderborg, Aalborg, Nyborg, Vordingborg, Svendborg, Sønderborg, Viborg, Nordborg og Kalundborg, i Tyskland Oldenburg, Ratzeburg, Hamburg, Magdeburg osv. og i Frankrig fx Cherbourg og Strassbourg.


Forskellige dele af en borg


Barfred var et hovedborgtårn i en middelalderborg, der blandt andet tjente som tilflugtssted under belejring. Navnet kommer af tysk Bergfried (bjerg-fred); ordet borg er afledt af bjerg med hentydning til dens placering på højder.


Donjon var et centralt borgtårn udviklet fra motte-and-bailey-befæstninger. Ordet er en variant af dungeon, der hentyder til grotterne inden for de tykke ydermure, der var beregnet til at modstå belejringer.


En motte-and-bailey var en befæstning med en eller flere borgbanker, volde – typisk forstærkede naturlige højdepunkter – med et centralt tårn, palisadeværk og en tilknyttet avlsgård. Ofte var banken indrammet af en voldgrav, der kunne være helt eller delvist oversvømmet. Bortset fra fundamenterne var bygningsværkerne af træ.


En motte var en borgtype, der forekom i Danmark fra den tidlige middelalder. Motten bestod af en høj med omkringliggende grav. I udlandet var dens højde 4-15 meter, i Danmark var højden sjældent mere end et par meter. Motten udvikledes hurtigt til en kombination: motte-and-bailey. Volde og grave.



 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (4 stemmer)
Siden er blevet set 2.196 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Har du prøvet Kviz.dk?
Effektiv reklame - klik her