Logo

Hæstrupgaard

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Hæstrupgaard

 

Hæstrupgaard var en herregård allerede i 1400-tallet. I 1424 tilhørte Hæstrupgaard den ukendte væbner Jens Persen. 

 

Hæstrupgaard

Hæstrupvej 166

9800 Hjørring

Region Nordjylland - Hjørring kommune

Offentlig adgang: Ingen oplysninger

Ejer: Jens Kristian Risager (98 98 61 11), Børge Jensen (98 98 60 24)

Hovedgård: 8.4 ha

Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug

 

 

Hovedbygning

I 1682 bestod borggården af tre huse. En ny hovedbygning blev imidlertid opført i midten af 1700-tallet, og i dag er hovedbygningen et tofløjet anlæg.

Kernen i den endnu eksisterende hovedbygning blev opført af Laurs Thorsen i 1748. Thorsen lod opføre en hovedfløj og nordfløj i grundmur, mens han bevarede en stråtækt sydfløj fra det tidligere anlæg. Thorsens midterfløj eksisterer endnu, men såvel sydfløjen og nordfløjen er i 2012 væk.

Anlægget, der har én etage, er blevet ombygget ad flere omgange bl.a. i 1894, hvor den endnu eksisterende sydfløj blev opført, og i 1936.

 

Hovedbygningerne er i 2012 pudsede og belagt med tegltag. På hver ende af østfløjen, der bruges til beboelse, er der opført fremtrædende og gennemgående kamtakkede frontgavle.

Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.

 

Andre bygninger

Hæstrupgaards gamle avlsanlæg brændte i 1934, hvorefter der blev opført et nyt anlæg. Avlsbygningerne består af to sammenbyggede længer, der er belagt med brunligt skifertag.

Fredningsstatus 2013: Avlsgården er ikke fredet.

 

Omgivelser

Der er anlagt have øst for hovedbygningen.

Til Hæstrupgaard hører også Hæstrup Møllebæk, der danner skellet til Vennebjerg herred. 

 

Ejerhistorie:

Hæstrupgaard blev i 1530 ejet af Vogn Pedersen, der tilhørte adelsslægten Vognsen. Ved Vogn Pedersens død arvede sønnen Jesper Vognsen og datteren Johanne Vognsdatter gården.

Johanne Vognsdatter giftede sig imidlertid med den ikke-adelige Hans Mørk og mistede derved sine adelige rettigheder. Hun måtte derfor overdrage sin andel af gården til broren, idet ikke-adelige ikke måtte eje privilegeret, dvs. skattefrit, adelsgods. Først med enevældens indførelse i 1660 blev denne regel ophævet.

 

Jesper Vognsen overtog Johanne Vognsdatters andel i 1583 og blev dermed eneejer af Hæstrupgaard. Vognsens efterkommere ejede gården frem til 1682, hvor Wulf Unger fra herregården Villerup overtog gården.

 

I 1688 hørte der ikke noget bøndergods under gården, men såvel Wulf Unger og Poul Iversen, der købte gården i 1704, øgede fæstegodset. Dette gods var hovedsageligt placeret tæt på Hæstrupgaard i de tilliggende sogne, hvilket gjorde både administrationen af fæstegodset og bøndernes udøvelse af hoveri på hovedgården lettere. Mens de nordjyske fæstebønder typisk kunne erstatte hoveriet med en pengeafgift, var dette derfor ikke tilfældet på Hæstrupgaard, hvor hovedparten af fæstebønderne var hoveripligtige.

 

Gårdens fæstegods blev yderligere forøget af både Laurs Thorsen og Erik Wilsbech, der begge ejede gården i sidste halvdel af 1700-tallet. I 1812 hørte der til gården 209 tdr. bøndergods - og Hæstrupgaard havde dermed nået de forjættede 200 tdr. hartkorn, der betød, at hovedgårdsjorden kunne opnå skattefrihed.

 

Efter at have opnået skattefrihed for hovedgårdsjorden, blev hovedparten af fæstegodset i tråd med tidens strømninger solgt til selveje mellem 1830 og 1849.

 

I 1906 købte Otto Christian Andersen gården af Niels Christian Nielsen. Otto Christian Andersen udstykkede gården, men kunne alligevel overdrage en hovedparcel af betydelig størrelse til sine to sønner Anders Andersen og Niels Møller Andersen i 1914. Førstnævnte købte sin broder ud og blev eneejer i 1917.

I år 2013 var gården ejet af Jens Kristian Risager og Børge Jensen.

 

Ejerrække

(1424-       ) Jens Persen

(1530-1561) Vogn Pedersen

(1566-1583) Jesper Vognsen og Johanne Vognsdatter

(1583-1610) Jesper Vognsen

(1610-       ) Otte Bildt

(1625-1651) Daniel Bildt

(1626-1670) Jens Bildt

(1670-1682) Karen Jensdatter Høg, gift Bildt

(1682-1695) Wulf Unger

(1695-       ) Vibeke Banner, gift Unger

(       -1704) Fr.Chr. Giedde

(1704-1723) Poul Iversen

(1723-1734) Otte Poulsen

(1736-1738) Frederik Kiærskiold

(1738-1740) Inger Pop, gift Kiærskiold

(1740-1767) Laurs Thorsen

(1767-1769) Anne Christensdatter, gift Thorsen

(1769-1810) Erik Hansen Wilsbech

(1810-1812) Maren Biering

(1812-1813) Jens Bøggild og Michael Aagaard

(1813-1819) Michael Aagaard

(1819-1821) Thomas Bruun

(1821-1830) Peder Biering Wilsbech

(1830-1849) Nicolaj Toft Kabell

(1849-1856) Adolf Christoffer W. Kabell

(1856-1858) Hans Schou

(1858-1869) Peter Michael Stilling

(1869-1885) Christiane Louise Stilling f. Kirchhoff

(1885-1896) Axel Stilling og Peter Rasmus Krag

(1896-1906) Niels Chr. Nielsen

(1906-1914) Otto Chr. Andersen

(1914-1917) Anders Andersen og Niels Møller Andersen

(1917-       ) Anders Andersen

(2011-20xx) Jens Kristian Risager og Børge Jensen

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (4 stemmer)
Siden er blevet set 4.872 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvor tit spiser du oksekød til aftensmad?
Effektiv reklame - klik her