Logo

Møltrup

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Møltrup

 

Møltrup har været ejet af medlemmer fra flere adelsslægter, bl.a. Fasti og Rosenkrantz.

Den nuværende og fredede hovedbygning er opført i 1777.

Siden 1912 har Møltrup fungeret som bosted for hjemløse mænd.

Den store have placerer sig på det gamle voldsted. 

 

Møltrup - Møltrup Optagelseshjem

Møltrupvej 70

7480 Vildbjerg

Region Midtjylland - Herning kommune

Offentlig adgang: Kan kun ses udefra, rundvisning for grupper efter forudgående aftale

Ejer: Møltrup Optagelseshjem

www.moltrup.dk

Telefon 97 13 18 00

Godsets størrelse: 170.4 ha + 13.4 ha

Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug og social- og sundhedsinstitution

 


 

Møltrup

 

Hovedbygning

Hovedbygningen på Møltrup er opført i 1704 af ejeren Christen Linde på et firesidet voldsted, hvis grave man kan ane rester af. Hovedbygningen er opført som en trefløjet bygning i en etage med en lang midterfløj, som på gårdsiden fremstår med en midterrisalit med en høj trekantsfronton, samt to kortere sidefløje.

 

Bygningen er ombygget i grundmur 1777. Bygningen fremstår pudset og med tegltag. I frontonen findes en våbentavle af sandsten med indskrift over Christen Linde og hans hustru samt årstallet 1704.

 

I hovedbygningens indre er der i midterfløjen bevaret en del smukt udført snedkerarbejde, mens sidefløjenes indre er blevet ændret i nyere tid. 

 

Hovedbygningen udgør centrum i et stort bygningsanlæg på Møltrup Optagelseshjem. Fra gårdsiden fremstår bygningen symmetrisk med fire store lindetræer foran hovedindgangen. Syd for hovedbygningen findes en stor have, mens der nord for hovedbygningen findes en gårdsplads samt en trelænget avlsgård.

Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.

 

Møltrup

 

Møltrup

 

Andre bygninger

Nord for hovedbygningen ligger avlsgården. To længer er opført i grundmur 1955. Den østlige længe er forlænget mod nord. I midten af den trelængede avlsgård findes en stor, åben gårdsplads.

Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.

 

Til Møltrup Optagelseshjem hører også adskillige øvrige bygninger, der rummer værksteder og bolig for Møltrups beboere. Bygninger er løbende opført gennem 1900-tallet.  

 

Møltrup

En af beboerne går i/på vandet.

 

Omgivelser

Haven på Møltrup rummer bl.a. alléer i lind og kastanje og er omgivet af jordvolde. Haven placerer sig syd for hovedbygningen. I borggården er der rejst en mindesten for pastor Johannes Munck og hans hustru Marie Munck, der grundlagde Møltrup Optagelseshjem.

I omgivelserne nær Møltrup findes flere fredede oldtidsminder, bl.a. flere høje.

 

Møltrup

 

Ejerhistorie

Møltrup har eksisteret siden 1400-tallet, hvor gården var ejet af den adelige slægt Fasti. I midten af 1500-tallet var Jørgen Pallesen Splid, der var barnebarn til Jørgen Splid Fasti, ejer af Møltrup. Fra Jørgen Pallesen Splid kom gården til hans døtre, Helvig og Mette Splid.

 

Efter en periode med flere hyppige ejerskift i 1600-tallet kom Møltrup i 1685 i Christen Lindes besiddelse. Christen Linde var en rig godsejer, og i hans tid som ejer af Møltrup blev herregården gjort komplet. Dette vil sige, at der under gården hørte over 200 tdr. hartkorn fæstegårde, der alle sammen lå inden for en afstand af 15 km fra herregården. Som kompensation for skatteadministrationen fik godsejerne i 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord, hvis disse var komplette.

 

Ved Christen Lindes død overtog sønnen, Niels Linde, herregården, som herefter forblev i slægtens eje i flere generationer. I slutningen af 1700-tallet, da endnu en Christen Linde sad på gården, blev store dele af fæstegårdene solgt fra, hvilket var et generelt kendetegn for vestjyske herregårde i denne periode.

 

Møltrups landbrugsbedrift bestod herefter af selve hovedgårdsjorden. Enken efter Christen Linde, Ytte D. M. de Grib, solgte ved en auktion i 1813 Møltrup samt Timring kirke til en købmand fra Ringkøbing ved navn J. Christian Juulsgaard. Generelt var Møltrups ejerhistorie igennem stort set hele 1800-tallet præget af hyppige ejerskift, dog med undtagelse af perioden 1840 til 1884, hvor Vincents Lerche forsøgte at forbedre gårdens drift. Efter en tvangsauktion i 1902 blev Møltrup overtaget af Vest- og Sønderjydsk Kreditforening, der samme år solgte gården til A.P. Jensen. Efter ti år solgte han gården videre til pastor Johannes Munck, der ville indrette Møltrup til et optagelseshjem for løsladte fanger.

 

Johannes Munck og hans hustru Marie Munck drev optagelseshjemmet, og efter Johanes Muncks død i 1919 gik hjemmet over til at være en selvejende institution, der blev drevet med tilskud fra Staten, forskellige institutioner og private. Ved hjemmets oprettelse var det tiltænkt løsladte fanger, vagabonder og andre mænd, der på en eller anden måde var kommet på kant med samfundet, hvor opgaven var at få mændene til at blive nyttige medlemmer af samfundet igen ved hjælp af bl.a. værksteds- og husflidsarbejde.

 

Den selvejende institution Møltrup Optagelseshjem fungerer i 2013 som bosted for hjemløse. Det drives for indsamlede midler, offentlige tilskud og indtægter fra landbrug og produktion på stedet.

 

Ejerrække

(1400-       ) Jørgen Splid Fasti

(1568-       ) Jørgen Pallesen Fasti

(       -1638) Mette Splid

(       -1640) Helvig Skade

(1640-1651) Palle Rosenkrantz

(1651-       ) Susanne Krabbe, gift Friis

(       -1657) Arvinger efter Susanne Krabbe

(1657-       ) Ove Blik

(       -1684) Anne Dyre, gift Blik

(1684-1685) Arvingerne efter Claus Christensen

(1685-1706) Christen Linde

(1706-1746) Niels Linde

(1746-1747) Christian Linde

(1747-1773) Rudolph Henrik Linde

(1773-1812) Christen Linde

(1812-1813) Ytte D.M. de Grib, gift Linde

(1813-1825) J. Christian Juulsgaard

(1825-1826) A.M.W. von Haffner

(1826-1829) Peder Aaby Waad

(1829-1929) Arvinger efter Peder Aaby Waad

(1829-1830) C.U. Valentiner

(1830-1834) Povl Aagaard

(1834-       ) Jul. Crone

(       -1840) Brødrene Lassen

(1840-1884) Vincents Lerche

(1884-1890) C.J. Lund

(1890-1894) Vincents Lerche

(1894-1902) Niels Gram

(1902-1902) Vest- og Sønderjydsk Kreditforening

(1902-1912) A.P. Jensen

(1912-1919) Johannes Munck

(1919-20xx) Selvejende institution Møltrup Optagelseshjem

 

Møltrup

Modelby set i haven fra 2017

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 3.491 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Skal Danmark have nye sikre atomkraftværker?
Effektiv reklame - klik her