Merringgaard

• Region Midtjylland, Hedensted Kommune

• Merringvej 137, 8723 Løsning. Telefon: 75 65 15 52

• Ejer: Jens-Birger Anders Rahbek, siden 1997

• Areal 130,6 hektar

Merringgaard er en gammel Sædegård. Gården ligger ca. 10 km vest for Horsens i Korning Sogn i Hedensted Kommune. Hovedbygningen er opført i 1855 efter brand i 1847 og tilbygget i 1865.

X 

Dete er vejen til Merringvej 137 og 139 (Rasmus Wilstrup Møller)

• Hovedbygning

I en tekst fra 1789 er hovedbygningen beskrevet som en lang, stråtækt fløj med tre skorstene og en mindre kælder.

Efter en brand i 1847 opførte Oscar Ferdinand de Seréne d'Acqueria den nuværende hovedbygning omkring 1855. Da var Ussinggaard blevet solgt fra, så man ville antageligvis gøre noget mere ud af Merringgaard. Bygningen står som et langstrakt, grundmuret anlæg i én etage. Den fik tilføjet to tårnlignende pavilloner i 1860'erne. Mod alle sider har de pilastre og små trekantsfrontoner, og de er afdækket af et lavt pyramidetag. I midten af hovedfløjen er der også en toetages høj, bred og gennemgående midterrisalit med fronton.

To sidefløje blev revet ned i 1896. Hovedbygningen er ikke fredet.

• Andre bygninger

Avlsfløjen i bindingsværk blev i 1789 beskrevet som værende lidt længere end borggården, også stråtækt og i samme stil. Derudover var der en endnu længere fløj, der blev brugt til vognport, folkekammer, og øksnehus, og som var bygget sammen med laden mod nord. Her lå der også en fløj, der udover også at være øksnehus, var indrettet som mejeri. En sydlig fløj rummede stald, hugge- og tørvehus.

Den store, gamle bindingsværksfløj var det ældste hus på gården, men den brændte ned i 1952.

Avlsbygningerne er ikke fredede.

• Omgivelser

Merringgaard er beliggende ca. ti kilometer vest for Horsens. Der har tidligere været gisninger om, at Merringgaard var den samme som Broksgård i Merring, der i 1476 tilhørte Aarhus bispestol, men det er ikke rigtigt.

• Ejerhistorie

I begyndelsen af 1500-tallet var Merringgaard ejet af adelsslægten Limbek, men senere i samme århundrede kom gården en kort overgang under Kronen.

Efter sigende var Limbek'erne dog ikke gode til at tage vare på gården. Ifølge Lisbeth Bryske, der selv var en del af del lokale adel, var sønnen Claus Limbek sindssyg, mens det skal have været den blinde enke Mette Podebusk selv, der satte ild til en af familiens gårde, Nebbegaard. De solgte det meste af deres jordegods, måske fordi den værge, der var blevet tilknyttet, udnyttede sin situation til at købe Nebbegaard og gods. Han var dog ikke den eneste, der forsøgte at vriste gårdene fra Limbek'erne, og netop salget af Merringgaard resulterede i en retssag.

Det var rigshofmesteren og godsejeren Mogens Gøye, der rejste sagen ti år efter, han havde købt Merringgaard af Mette Podebusk og hendes søn, Claus Limbek. Mogens Gøye havde været indforstået med, at datteren Christine Limbek forlenede gården, men senere viste det sig, at enken også havde solgt gården til Niels Skeel. Han havde familie, der stammede fra Nebbegaard og havde derfor på grund af datidens arveregler forkøbsret til godset. Niels Skeel endte da også med at eje Merringgaard fra 1543, da handlen med Mogens Gøye gik tilbage sammen med en erstatning. Niels Skeel skulle af uforklarlige grunde klarlægge arveforholdene med endnu en mand, Henning Volstrup. Han har muligvis været gift ind i Limbek-familien og dermed været arveberettiget, men denne historie er uklar.

Niels Skeels historie er anderledes kendt. Han var en af de rigeste mænd i Ribe stift, men spillede ellers ikke nogen stor rolle i datidens statsliv. Han havde kun et par enkelte forleninger, og han kunne derfor koncentrere sig om sine egne godsinteresser. Niels Skeels enke, Karen Krabbe, fik efter sin mands død malet et berømt maleri af familien, som hun hængte op i Vinderslev kirke, hvor han blev begravet. Hun byttede i 1578 Merringgaard bort i en handel med Frederik II (1534-1588). Det var en stor byttehandel, der betød, at Karen Krabbes, Ingeborg Skeels og Otte Banners store besiddelser i Sydøstjylland overgik til Kronen. Det var et led i kongens plan om at overtage al jordegods mellem Kolding og Vejle. Men eftersom Merringgaard lå udenfor det kongelige jagtdistrikt, kunne gården alligevel ikke bruges, og den blev derfor byttet væk allerede året efter.

Den nye ejer, Søren Mund, kom fra samme område som Niels Skeel, men var ikke af nær så fornem slægt. Hans fader, Peder Mund, var muligvis den første i familien, der førte et såkaldt adeligt mærke. Han kom ud i en strid med en Poul Sørensen om gods, der førte til, at Poul Sørensens kone myrdede Peder Munds enke. Søren Mund forsøgte at rede trådene ud og få mordersken dømt, men det endte i et hævndrama. Snart sad Søren Mund selv i fængsel som en lovløs mand, fordi han i stedet havde myrdet hendes broder. Hvordan han reddede sig ud af den historie, er uvist, men han beholdt sit len på Serridslevgaard og sin titel som høvedsmand.

Broderen Iver Mund og hans søn, Peder Mund, arvede Merringgaard, men det gik heller ikke bedre for dem, end at de måtte sælge i 1660. Handlen var dog af en eller anden grund ikke gået rigtigt igennem, for snart efter sad Peder Munds svigersøn, Oluf Munk Lange, på Merringgaard. Inden parret for alvor overtog gården i 1679, boede dog en anden forpagter her. Overdragelsen var nemlig igen en smule rodet.

Familien Munk var ikke ligefrem velhavende, og den næste generation af Munk-slægten kunne ikke opretholde adelstitlen. Sønnen Frederik blev eksempelvis gift med en kvinde, der ikke var adelig, og hans børn endte i tjeneste hos andre bønder.

Før år 1700 hørte der ikke særlig meget jord til Merringgaard. Tværtimod havde den som mange andre gårde lidt under svenskekrigene i 1600-tallet, men da Niels Jensen overtog den, fik han en indtægtskilde, som de efterfølgende ejere tog til sig - Brokornet. En del af egnens bønder skulle give Merringgaard-ejeren en afgift i form af korn til gengæld for vedligeholdelsen af Ølsted bro. Niels Jensen overtog bevillingen fra sin svoger i 1709, og byggede en helt ny bro. Hans søn arvede bevillingen, men gav den videre til den nye ejer af Merringgaard, Gerdt Hansen de Lichtenberg.

I Niels Jensens tid kom der også en del fæstegårde under Merringgaard, men ikke nok til at gården kunne blive regnet for en såkaldt fri hovedgård. Dette krævede 200 tønder hartkorn, hvilket var kravet til, at herregården kunne kaldes 'fri', bl.a. med skattefrihed for hovedgårdsjorden. Det var derimod Gerdt Hansen de Lichtenberg, der gjorde gården komplet. Fra 1684 gik Merringgaard ret ofte fra ejer til ejer, nogle gange sammen med Ussinggaard. I 1745 købte Gerdt Hansen de Lichtenberg så begge gårde, og de blev sammen gennem næsten 100 år.

Selv om Merringgaard efterhånden var blevet en fri hovedgård, og Ussinggaard blot var en avlsgård, blev Ussinggaard dog opfattet som hovedsædet. Det var her, ejerne boede, når de opholdt sig på godset. I 1761 købte svigersønnen Jochum de Lichtenhielm begge gårde og gods på hele 339 tønder hartkorn, men få år efter svandt godset ind igen. Ret tidligt, nemlig i begyndelsen af 1770'erne, udskiftede han landsbyerne af landbrugsfællesskabet og erstattede dem med selvstændige bøndergårde med egen jord. Udskiftningen var dog ikke altid lige gennemtænkt, og det tog mange år, før det var på plads.

Jochum de Lichtenhielms enke, Bodil de Lichtenberg, giftede sig senere med Christian Christoffer Gersdorff, der i højere grad forbedrede driften på Merringgaard og gjorde udskiftningen bedre. I 1783 anlagde han også et nyt mejeri. Heden blev desuden merglet og taget i brug som landbrugsjord. Han var endvidere en reformvenlig mand og fik i 1803 tilladelse til at sælge fæstegårdene fra, således fæstebønderne blev selvejere, uden han mistede sin skattefrihed for hovedgårdsjorden. I 1850 lå der kun tre gårde og fire huse under Merringgaard.

Svigersønnen Joseph Louis Bruno David de Seréne d'Acqueria overtog gården i 1805. Fæstegårdene var på dette tidspunkt allerede solgt fra, og i 1829 solgte han også Ussinggaard. Familien beholdt Merringgaard til 1895, hvorefter den nok engang blev solgt med jævne mellemrum, bl.a. til et konsortium og Jysk Landhypotekforening.

Merringgaard er i 2018 ejet af Jens-Birger Anders Rahbek, som driver moderne landbrug på gården.

• Ejere af Merringgaard

(1500-1520) Hartvig Hennekesen Limbek

(1520-1543) Henning Volstrup

(1543-1561) Niels Skeel

(1561-1565) Hans Nielsen Skeel

(1565-1578) Karen Krabbe gift Skeel

(1578-1579) Frederik II

(1579-1590) Søren Pedersen Mund

(1590-1630) Iver Pedersen Mund

(1630-1660) Peder Iversen Mund

(1660-1679) Joachim Christiopher Rachow

(1679-1684) Oluf Munk Lange

(1684-1685) Mourids Hansen Høyer

(1685-1687) Niels Jensen Ussing

(1687-1700) Jørgen Ibsen Hjerrild

(1700-1716) Niels Jensen Ussing

(1716-1729) Clemens Nielsen Ussing

(1729-1745) Andreas Schiernbech

(1745-1761) Gerhard Hansen de Lichtenberg

(1761-1777) Joachim de Lichtenhielm

(1777-1805) Christian Christoffer von Gersdorff

(1805-1853) Joseph Louis Bruno David De Serène D`Acqueria

(1853-1880) Oscar Ferdinand De Serène D`Acqueria

(1880-1895) Cathrine Elisabeth Rosenørn gift De Serène D`Acqueria

(1895-1911) Frederik Glud

(1911-1918) Robert Ric-Hansen

(1918-1926) Erik Henningsen

(1926-1930) Konsortium

(1930-1930) Knud Carlsen

(1930-1930) Karup

(1930-1932) Peter Christopher de Neergaard

(1932-1933) Jydsk Landhypoteforening

(1933-1959) O. Hobolt Jensen

(1959-1970) H. Vestergaard Frandsen

(1970-1997) Jens-Birger Anders Rahbek / O. J. Rahbek

(1997-20xx) Jens-Birger Anders Rahbek

Tre generationer af familien Rahbek lever sammen på den 1185 kvm store Merringgård, og de kan kun finde fordele ved arrangementet. Selvom det ikke var planen, at sønnerne ville overtage driften af jorden, så leger de nu med idéen om at gøre det i fællesskab som en slags fritidsbeskæftigelse.

Deres voksne sønner har valgt at flytte "hjem" på gården med deres familier.

Merringgård er på 127 ha, heraf 85 ha mark og resten skov og eng. Hele arealet ligger i et stykke afgrænset af Vestvejen, Merringvej og Gjesager Å.