Logo

Øbjerggaard

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Øbjerggaard

 

Indtil 1774 var de jorder, som Øbjerggaard blev oprettet af, krongods og indgik således en periode i Kronens ryttergods.

Øbjerggaard var mellem 1774 og 1804 ejet af den driftige forretningsmand Niels Ryberg.

Øbjerggaard består af to gårde, Gammel Øbjerggaard og Ny Øbjerggaard, hvoraf sidstnævnte er den egentlige hovedbygning.

Den nuværende bygning består af et trefløjet, hvidkalket anlæg i én etage.

 

Øbjerggaard

Øbjerggårds Allé 20, Køng

4750 Lundby

Øbjerggaard Bed & Breakfast ved Bruno Luigi.

Tlf. 50 10 60 20

objerggaard@objerggaard.com

www.objerggaard.com

Region Sjælland - Vordingborg kommune

Offentlig adgang: Kan ses fra vej

Ejer: Peter Oxholm Tillisch

Hovedgård: 306 ha

Funktion: Ingen oplysninger

Forbindelser: Rosenfeldt   

Øbjerggård er en del af Rosenfeldt Gods, der bl.a. også omfatter hovedgården Rosenfeldt og har et samlet areal på 2315 ha

 


Øbjerggaard 

 

Øbjerggaard 


Øbjerggaard 

Gammel Øbjerggaard i Køng, hvor der nu er museum. 

 

Hovedbygning

Øbjerggaard består af to gårde. Gammel Øbjerggaard, hvortil der hører en lille parcel, og Ny Øbjerggaard, som udgør den egentlige gård.  

Gammel Øbjerggaard ligger i Køng by og er opført fra 1780. Bygningen blev opført af Niels Ryberg og består af en gulkalket fløj i to etager. Den nuværende bygning består af en hovedfløj med to sidefløje. Den er i en etage og hvidkalket. I 1892 blev bygningen ombygget, og i 1933 lod arkitekterne Svend Risom og C.F. Tillisch den restaurere. De opførte også trappetårnet ud mod gården.

Fra Gammel Øbjerggaard fører en lindeallé ud til Ny Øbjerggaard. Denne blev også opført af Niels Ryberg, men bygningen brændte i 1846.

Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er udpeget som bevaringsværdig med høj bevaringsværdi.

 

Øbjerggaard 


Øbjerggaard 

 

Andre bygninger

Til Ny Øbjerggaard ligger avlsbygningerne, hvor de fleste stammer fra 1777 og er opført i grundmur og træ.

Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er udpeget som bevaringsværdige med høj og middel bevaringsværdi.

 

Omgivelser

I Øbjerggaards have ligger et cirkulært voldsted omgivet af grave kaldet Lille-Gurre. I 1895 fandt man her rester fra et fundament til en et firkantet tårn.

Køng Fabrik blev anlagt af Niels Ryberg som en spinderiskole. Fabrikken voksede hurtigt, og i 1783 blev der anlagt et linnedvæveri samme sted. Fabrikken viser tydeligt periodens overgang fra husindustri til fabriksvirksomhed. Fabrikken blev drevet af Johan Ryberg, indtil finanskrisen i begyndelsen af 1800-tallet satte en stopper for den. Staten overtog den frem til 1836, hvor den sammen med Øbjerggaard blev solgt.

 

Ejerhistorie

Øbjerggaard var en af de tolv herregårde, som lå under Vordingborg rytterdistrikt. Rytterdistriktet var blevet oprettet mellem 1715 og 1717, hvor Frederik IV (1671-1730) havde samlet sit krongods i tolv rytterdistrikter. Ryttergodset skulle forsørge hærens rytterregimenter. Ryttergodset blev dog solgt fra mellem 1760 og 1780, og der blev oprettet nye herregårde heraf over hele landet. En af disse var Øbjerggaard, hvis første egentlige ejer blev Niels Ryberg.

Niels Ryberg havde hele sit liv arbejdet sig frem i verden. Han var født som bondesøn, men kom ved en slægtnings hjælp i handelslære i Aalborg. Som 25-årig rejste han til København, hvor han startede sit eget handelsfirma. Han arbejdede sig til tops og blev en af periodens mest fremtrædende købmænd. Ved siden af sit arbejde sad han tungt på ledende poster i Asiatisk Kompagnis direktion.

 

Som godsejer var Niels Ryberg særlig for sin tid. Med sin baggrund i en bondefamilie kendte han til bøndernes levevilkår, og han ønskede derfor at hjælpe bønderne på Øbjerggaard. Han gik således varmt ind for landboreformerne og allerede mellem 1779 og 1780 ophævede han dyrkningsfællesskabet i landsbyen og flyttede bøndernes gårde til selvstændige parceller. Desuden satte han mange af fæstebønderne i stand til at købe deres egen gård, da han afløste hoveriet med en pengeafgift. Hoveriet var fæstebondens pligtarbejde for herremanden.

 

Niels Ryberg var desuden stærkt optaget af velgørenhedsarbejde. Ligesom mange andre i sin samtid ønskede han at højne de fattiges kår. Derfor oprettede han i 1778 han en spindeskole, hvor piger fra fireårs alderen kunne lære at spinde hør. I forlængelse af spindeskolen han i 1783 et linnedvæveri på Øbjerggaard, der hurtigt udviklede sig til en blomstrende forretning med kontakter til kongehuset.

 

Niels Rybergs initiativer skabte beskæftigelse for alle arbejdsduelige på Øbjerggaard, og for dem, der ikke var i stand til at klare sig selv, anlagde han i 1793 et hospital som en stiftelse for ti fattige på godset. Hans foretagsomhed kom også kirken til gode, da den blev ombygget i 1792.

I 1804 døde Niels Ryberg, hvorefter Øbjerggaard gik til sønnen Johan Christian Ryberg, der desværre ikke havde samme held til at drive gården. Krigen i begyndelsen af århundredet skabte en landbrugskrise. Samtidig satte statsbankerotten ind i 1813, og i 1820 måtte staten overtage Øbjerggaard efter, at Johan Christian Rybergs handelsfirma var gået fallit.

 

Ved en auktion i 1836 blev Øbjerggaard solgt til Ludvig Klingberg, hvis enke i 1889 solgte godset til Frederik von Buchwald. Øbjerggaard skiftede i den følgende tid hyppigt ejer. I 1896 blev der købt en del fæstegårde til Øbjerggaard, og i 1925 begyndte man at udstykke jorden.

Øbjerggaard er i 2014 ejet af Oscar Peter Oxholm Tillisch og er en del af Rosenfeldt Gods. Der drives moderne landbrug på gården.

 

Ejerrække

(1774-1774) Kronen

(1774-1774) Ditlev Staal

(1774-1804) Niels Ryberg

(1804-1820) Johan Christian Ryberg

(1820-1836) Staten

(1836-1840) Christian Ludvig Klingenberg

(1840-1845) Augusta, gift Klingenberg

(1845-1854) Frederik Buchwald

(1854-1887) Carl Valdemar Buchwald

(1887-1889) Enkefru Buchwald

(1889-1913) J.W.C. Krieger

(1913-1918) Aage Faye

(1918-1920) Knud Hansen

(1918-1920) Valentin Hansen

(1920-1925) J. Brabæk

(1925-1926) Udstykningsforeningen

(1926-1931) W. Kjær

(1931-1933) J.E. Nielsen

(1933- ) H.C. Sonne

(1995- ) Oscar Peter Oxholm Tillisch

 

Øbjerggaards historie

Da Bruno Luigi overtog lejemålet af Øbjerggaard i efteråret 2015 og begyndte driften af Øbjerggaard Bed & Breakfast, var det en herregård med en lang og omskiftelig historie, han fik ansvaret for. På denne side gives et omrids af de tider og personer, der på hver deres måde har formet godset og gjort det til det, det er, fra Valdemar Atterdag i 1300-tallet til Niels Ryberg i 1700-tallet og familien Tillisch i det 20. århundrede.

 

En række skiftende ejere

Da Henrik Wilhelm Tillisch, efter siden 1936 at have forpagtet godset, i 1956 købte Øbjerggaard af sin svoger, den New York-baserede bankier Hans Christian Sonne, blev der for første gang siden 1889 etableret et længerevarende, stabilt ejerskab af herregården.

 

De foregående 67 år havde budt på en række skiftende ejere, alle af mindre permanent varighed. Årene inden H. C. Sonnes overtagelse ser eksempelvis så brogede ud: 1889-1913, J. W. C. Krieger, 1913-18, Aage Faye, 1918-20, Knud og Valentin Hansen, 1920-25, J. Brabæk, 1925-26, Udstykningsforeningen for Sjællands og Fyns Stifter (der ikke nåede at udstykke noget), 1926-31, W. Kjær, 1931-33, Johs. Emil Nielsen.

 

Først med Sonne og hans besvogrede familie Tillischerne faldt der atter ro over Øbjerggaard. Nu tres år senere er godset stadig i familien Tillischs eje, efter i 1974 at være overgået til H. W. Tillischs sønner, Holger og Erik, og i 1995 til Erik Tillischs søn, Peter, der i dag driver landbruget og skovdriften fra Rosenfeldt Gods ved Vordingborg.

 

Tillisch-slægten er en til Danmark i 1700-tallet indvandret schlesisk adelsslægt, der siden 1872 har været anerkendt som dansk adel.

 

På samme måde som familien Tillisch i det 20. århundrede har formet godset, formede familien Buchwald, en slesvig-holstensk adelsslægt med rødder tilbage i 1200-tallet, det i det 19. århundrede, hvor det i 44 år var i slægtens eje, fra 1845 til 1889, hvor Carl Valdemar von Buchwalds enke solgte det til J. W. C. Krieger for den nette sum af 430.000 kroner.

 

Hofjægermester Carl Valdemar von Buchwald havde i 1854 overtaget godset efter sin far, kaptajn Frederik von Buchwald til Anneberg. Det er ikke helt urimeligt at sige, at det er disse to, der skaber Øbjerggaard, som vi kender det i dag.


Øbjerggaard 

Den dansk-amerikanske bankier H. C. Sonne ejede Øbjerggaard 1933-56.


Øbjerggaard 

Postkort af Øbjerggaard ca. 1900. Billedet findes i Køng Sognearkiv.

 

Gl. Øbjerggaard og Ny Øbjerggaard

Det gods, som Buchwald-familien efterlod i 1889, ville have været næsten ukendeligt for Augusta Klingberg, som solgte dem det i 1845, efter i fem år at have drevet gården efter sin mand Christian Ludvig Klingbergs død, blot fire år efter han købte den af staten.

 

Indtil 1846 fandtes der kun en række avlsbygninger, hvor den nuværende herregård ligger. Den daværende hovedbygning til godset var Gl. Øbjerggaard, den gule gård i den modsatte ende af alléen, hvor Køng Museum nu har til huse.

 

Men i 1846 hærgede en brand gården, og Frederik von Buchwald besluttede fra sin daglige residens på Anneberg, at tiden var inde til at opføre en større og mere anseelig hovedbygning og lod bygge den nuværende charmerende, hvide ejendom. Den var grundmuret, 17 fag lang og 16 alen bred, og havde to skorstene og fuld kælder sat med kampesten.

 

Senere, i 1864, kom en trappebygning med skifertag til, opført af Carl Valdemar von Buchwald, og da J. W. C. Krieger i 1892-93 lod denne forhøje til et tårn havde bygningen i al væsentligt fået det præg, der den dag i dag karakteriserer den.

 

Krieger kom aldrig selv til at få den store glæde af sit arbejde, da han blev syg og flyttede til Italien. Hans kone blev dog boende på godset til 1913.

 

Efter den driftige H. C. Sonne overtog godset, fik hovedbygningen den foreløbig sidste større ombygning, da han i 1933 lod den lokale tømrermester H. P. Nielsen føje et ekstra stokværk til bygningen. Dette arbejde udførtes ved langsomt at hæve taget, mens byggeriet fandt sted.

Som godset fremstod i 1933, fremstår det i dag. Senere tiders renovationer er sket med nænsom hånd og med respekt for godsets sjæl. Såvel i det ydre som i det indre afspejler Øbjerggaard det 19. århundrede, hvor bygningen blev til.

 

På hver sin side af gårdspladsen findes dog spor af det endnu ældre Øbjerggaard, to bindingsværksbygninger fra Niels Rybergs berømte fabrik. Disse bindingsværksbygninger stammer fra 1770'erne og fortæller historien om det industrielle mirakel, Køng i denne tid var ramme for, og som satte landsbysognet på danmarkskortet.

 

Niels Ryberg

Niels Berthelsen blev født i 1725 i landsbyen Ryberg i Salling som søn af en fæstebonde ved navn Bertel Christensen og dennes kone Vibeke Nieldatter. Ved en slægtnings mellemkomst kom Niels i handelslære i Aalborg og rejste som 25-årig til København, hvor han startede sit eget handelskompagni. I løbet af de næste år blev han en af landets mest fremtrædende købmænd, godt hjulpet på vej af en ledende position i Asiatisk Kompagnis direktion.

 

I 1765 blev Niels, som kaldte sig Ryberg efter sin fødeby, gift med Margareta Dorothea Otte (1749-67). Hun var datter af storkøbmanden Frederik Wilhelm Otte, borgmester i Eckernförde.

 

Frederik Wilhelm Otte ejede en linnedfabrik i Slesvig. Ryberg stiftede således allerede i 1760'erne bekendtskab med denne spirende industri, som senere skulle blive hans livsværk. Sammen med sin svigerfar købte han desuden i 1765 Frederiksgave (det nuværende Hagenskov) på Fyn, som han fra 1772 og resten af sit liv var eneejer af.

Niels Ryberg var en visionær og fremsynet mand, en mand rundet af oplysningstiden og den kommercielle og industrielle revolution, der fulgte i kølvandet på denne. Da det vordingborgske ryttergods i 1774 skulle sælges fra, sprang han derfor til med det samme.


Øbjerggaard 

Niels Ryberg. Udsnit af det Rybergske Familiebillede af Jens Juel, 1797.


Øbjerggaard 

Gammel Øbjerggaard i Køng, hvor der nu er museum. 

 

Ryttergods bliver til fabrik

Vordingborg Rytterdistrikt blev oprettet i forbindelse med Frederik IVs reorganisering af rytteriet i det danske militær på Den kongelige Vildtbane i Vordingborg Amt imellem 1715 og 1717 som et af rigets i alt 12 rytterdistrikter med det formål at forsørge hærens rytterregimenter.

 

I løbet af 1700-tallet blev disse distrikter i stigende grad forældede, og kronen begyndte en afvikling af dem. I 1774 var turen kommet til det sydsjællandske distrikt, som opdeltes i 12 hovedgårdsparceller, godser, som på en auktion på Vordingborg Slot d. 27. september blev frasolgt. Øebierregaard på 283 tønder hartkorn var nummer 4 på auktionslisten. Med i købet fulgte også Køng Kirke.

 

Budgiver var købmand og hofagent Ditlev Staal (1739-98), og prisen var 30.050 rigsdaler, en pris, der i samtiden blev anset for at ligge i den høje ende af skalaen, eftersom der ingen bygninger var på den nye hovedgård.

 

I maj 1775 fik Staal skøde på godset, men den 31. december 1778 kom det frem, at han havde købt det som stråmand for den kendte københavnske købmand Niels Ryberg, og fire måneder senere blev skødet omgjort i Rybergs navn. Allerede i løbet af 1778 overtog Ryberg dog driften af godset.

 

Om Niels Ryberg allerede i 1774 ved auktionen havde planer om industri på Øbjerggaard, vides ikke, men netop dette år blev han en del af direktionen for det statsfinansierede væveri med 30 vævere og en blegemølle, der etableredes i Lyngby.

 

Tankerne, der lå til grund for denne industri, bliver præsenteret i en betænkning, Ryberg den 3. januar 1776 udarbejdede for Christian VII om udviklingen af fabriksvæsenet i Danmark: Der kunne spares mange penge, hvis man fremmede den hjemlige produktion af hør og hamp. Det var varer, der blev importeret i store mængder.

 

Lyngby-væveriet var et skridt på vejen mod større selvforsyningsgrad, men vejen var fuld af knaster. Senere på året 1776 trak staten sig ud, og fabriksvirksomheden blev urentabel, gælden voksede dag for dag, og til sidst blev produktionen helt indstillet.

Det er sandsynligvis Lyngby-væveriets problemer i 1776, der får Ryberg til at vende blikket mod syd og Øbjerggaard, og idéen om et sydsjællandsk væveri opstår.

 

Da han i løbet af 1778 begynder driften af godset, ansætter han derfor Christian Gottfried Voelker (1746-1819) fra Thüringen som godsinspektør. Voelker havde drevet et spinderi i Husum 1773-77 og var udset til at lede det storstilede projekt.

 

Første fase af dette industrielle nybrud kom i 1778, da inspektør Voelker plantede godsets brakmarker til med hør. Herefter indledtes en hektisk byggefase, hvor Øbjerggaard opføres som et symmetrisk anlæg af bindingsværksbygninger omkring en sekskantet gårdsplads. Anlægget bestod af landbrugsbygninger (mejeri, lade, stalde, bryggerhus og så videre) samt en smedje, et skovfogedhus (det endnu eksisterende hus lidt nord for godset).

 

Der var ikke nogen hovedbygning på godset. Inspektør Voelker boede i en fløj af Gl. Øbjerggaard i den anden ende af alléen. Anlægget er præget af en streng symmetri langs den nord-sydgående akse og viser de rationelle oplysningstidsidealer, Rybergs fabriksbyggeri blev planlagt ud fra. Denne symmetri og rationalitet genfindes i Gl. Øbjerggaards klassicistiske arkitektur.

 

I 1781-83 er Ryberg og Voelker klar til at gå ind i den næste fase af Kjøng Fabriks historie. 1781 indkøbes hegler fra Skotland, og hørforarbejdningen igangsættes. Omtrent samtidig bygges to grundmurede vævehuse ved Gl. Øbjerggaard, som hver især indrettes med væve (hhv. 14 og 8), og ansættes en vævemester, Ivar Christian Thorning.

Produktionen af linned på fabrikken på Øbjerggaard begynder i løbet af 1783, og hermed er et stykke dansk industrihistorie undervejs.

 

En succesfuld fabrik

Rybergs væveri på Øbjerggaard fik hurtigt stor succes. Der blev vævet lærred, drejl og (fra 1784) damask, og igennem flere år bliver der konstant udvidet. Så stor var succesen, at den hør, der blev dyrket på Øbjerggaard (31 tønder land), til sidst slet ikke slog til, så Ryberg fra 1785 måtte importere mindst lige så meget fra England og Tyskland.

 

Succesen medfører også, at Kjøng Fabrik får et dattervæveri i Dragør, hvortil en del af lærredsvævningen forlægges, samt et nyt vævehus på Gl. Øbjerggaard med 24 væve, altså dobbeltstørrelse af det største af husene fra 1781. Der opføres også nye huse til arbejderne.

I 1786 er produktionen fra spinderierne på svimlende 16.000 pund, 8 tons, mens væverierne producerer 27.660 alen lærred, drejl og damask, til sammen 10.000 pund eller 5 tons. Fabrikken beskæftiger 25 vævere, 9 heglere, 14 spolere og 3 andre arbejdere foruden fabriksinspektør Voelker. Hertil kommer 370 spindekoner rundt om i Køng og omegn.

 

Niels Ryberg har til og med 1786 investeret i alt 20.000 rigsdaler i industrieventyrer i Køng. Derudover får han i 1786 et lån på 40.000 rigsdaler fra staten af den kapitel, der var stillet til rådighed for fabriksvæsenets udbredelse på landet, samt 30.000 rigsdaler til bl.a. opførelsen af et handelsblegeri i Vintersbølle øst for Vordingborg.

 

I disse år kultiverer Ryberg i det hele taget sine forbindelser til Kronprins 


Øbjerggaard 

Sideløbende med sit job som fabriksinspektør drev C. G. Voelker en indbringende handel med det berømte Køngs Plaster, en begagtig masse (tilbredt ved kogning af mønje og olivenolie tilsat kamfer) fremstillet efter opskrifter fra hans hjemstavn i Tyskland. Dette plaster blev produceret på fabrikken i Køng som en sideproduktion og var langt op i det 20. århundrede fast vare på danske apoteker.

 

Frederiks regime i København og bliver efterhånden hovedleverandør af dækketøj og sengelinned til hoffet på Christiansborg. Selvom eksport af varer til udlandet får en stadig stigende betydning, og linned fra Øbjerggaard nu sælges så langt væk som Vestindien og Amerika, er handlen med staten fabrikkens vigtigste indtægtskilde, og grundlaget for Rybergs velstand og succes.

 

Op igennem 1780'erne og 90'erne skabte Niels Ryberg, fæstebondens søn, en industrivirksomhed, der næppe havde sin lige noget sted i Danmark på den tid. Fra brakmarker og fæstegårde opstod en fabrik af internationalt snit. Øbjerggaard var centrum for det tidlige stadie af den industrielle epoke, der endte med at ændre danmarkshistorien.

 

Niels Ryberg døde næsten firs år gammel i 1804, og hans søn, etatsråd Johan Christian Ryberg (1767-1832) overtog sin fars livsværk. Men inden længe skulle internationale politiske begivenheder stikke en alvorlig kæp i hjulet på fabrikken på Øbjerggaard.


Øbjerggaard 

Efter Niels Rybergs død blev der rejst en mindestøtte over ham. Den står i dag foran Gl. Øbjerggaard.

 

Fabrikken efter Niels Rybergs død

En lille korsikansk korporal ved navn Napoleon Bonaparte blev indirekte skyld i fabrikkens nedtur, og J.C. Rybergs personlige fald.

 

Da Napoleon kastede Europa ud i de krige, der senere fik navn efter ham, blev Danmark modvilligt inddraget. Dette fik drastiske konsekvenser og førte til to krige mod England 1801 og 1807, en statsbankerot og afståelsen af Norge til Sverige.

 

Den engelske blokade 1807-14 var den første alvorlige trussel mod Køng-fabrikken. Den medførte, at importen af hør fra udlandet blev standset. Og da produktionen af hjemligt hør samtidig faldt drastisk pga. de mange bønder, der blev indkaldt til militærtjeneste, ramte det Øbjerggaard og væveriet særdeles hårdt.

 

Netop mens fabrikken kæmpede med disse udfordringer, gik staten i 1813 bankerot. Det betød svære tab for det Rybergske handelshus, der havde lånt store summer til staten, som nu ikke ville blive indfriet. Det danske pengevæsen brød sammen, og handelshuset tabte store likvide midler og måtte i 1819 optage statslån med pant bl.a. i Øbjerggaard og fabrikken.

 

Fabrikken kæmpede for livet, men den oversøiske handel var så svækket på grund af Englands blokade, at det ikke lykkedes at redde den. Statslånet kunne ikke indfries, og det Rybergske handelshus gik derfor fallit i 1820.

 

Staten overtog nu fabrikken, som videreføres 1820-36 under navnet Det kongelige Linnedsmanufaktur paa Kiøng (de første fire år under ledelse af J.C. Ryberg).

 

Staten ønskede fortsat at satse på dansk frem for importeret hør, så i de første år blev der investeret en del penge i fabrikken. I 1821 er 100 personer stadig beskæftiget på fabrikken. Kvaliteten af varerne var god, men prisen var dyr, og i takt med, at man i udlandet i stigende grad mekaniserer vævningen, bliver fabrikken mere og mere urentabel.

 

I 1836 beslutter staten at trække sig ud af fabrikken, og den sælges til Christian Ludvig Klingberg, der bortforpagter den til Ole Ferdinand Olsen, mens han selv driver Øbjerggaard. Da Klingberg døde i 1840, købte Olsen fabrikken, som nu for første gang skiltes fra godset.

 

Men tiden var løbet fra fabrikken i Køng, og allerede 1852 flyttede virksomheden til blegeriet i Vintersbølle (med navnet Ny Kjøng Fabrik). Hér kunne man med vandkraft drive fabrikkens maskiner mere effektivt end med hestekraft som i Køng samt spare transporten mellem væveri og blegeri. Der var dog ikke mere end omkring 40 arbejdere nu.

 

Vintersbølle-fabrikken eksisterede frem til 1906, hvor driften ophørte.

På Øbjerggaard ses endnu sporene af Niels Ryberg og hans industrielle nybrud. Som tidligere nævnt stammer bygningerne, der flankerer godsets gårdsplads, samt ruinen af kampestensladen og skovfogedhuset i udkanten af skoven fra fabrikkens tid.

 

Derudover findes der i Køng tre bygninger fra fabrikken, nemlig Hospitalet (opført 1793), Gl. Øbjerggaard, hvor der i dag er indrettet museum, og Spindeskolen.

 

H.C. Bunkeflod

Til Spindeskolen på Øbjerggaard knytter sig navnet H. C. Bunkeflod, en i vore dage ret ukendt digter, men i sin samtid vidt berømt som "Almuens Sanger".

 

Som en del af Niels Rybergs strategi for fabrikken grundlagdes i 1778 en skole i Køng (beregnet for 36 piger i alderen 4-10 år), hvor eleverne kunne lære at spinde. Dette havde to formål: For det første lærte det pigerne et håndværk, de senere kunne ernære sig ved, for det andet opfyldte det fabrikkens konstante behov for garn. I fabrikkens storhedstid var der konstant mere end 400 spindekoner rundt om i Køng og omegn, der spandt for den.

 

Spindeskolerne (der kom senere en til i Ring og en i Vintersbølle) var en kombination af almueskole, manufakturvirksomhed og opdragelsesanstalt. Det var i denne sidste funktion, H. C. Bunkeflod gav sit bidrag til Øbjerggaards historie.

 

Hans Christian Bunkeflod blev født 1761 i Odense, hvor hans far Hans var hører ved skolen. Efter at være dimitteret i Odense i 1778 flyttede han til København, hvor ved sin ven og skolekammerat, den berømte Rasmus Nyerups mellemkomst blev amanuensis ved Det kgl. Bibliotek.

 

Det var også Nyerup, der introducerede Bunkeflod for Niels Ryberg. Fra 1781 blev Bunkeflod medlem af det Rybergske Øvelsesselskab, hvis medlemmer skrev taler og afhandlinger og gensidig kritiserede og kommenterede disse. Selskabet samledes i Niels Rybergs gård på Østergade og talte bl.a. sine mest dedikerede medlemmer Rasmus Nyerup.

 

Via forbindelsen til Niels Ryberg, der levende interesserede sig for almuens oplysning og få år forinden havde grundlagt sin spindeskole på Øbjerggaard, fik Bunkeflod tilskyndelse til at skrive sine "Viser for Spindeskolerne", en samling moralske og patriotisk opbyggelige sange, hvis 1. oplag (1783) blev trykt på Rybergs bekostning og uddelt på Øbjerggaard.


Øbjerggaard

I 2013 lod Køng Museum 1801-udgaven af H. C. Bunkeflods spindeviser genoptrykke.

 

De tyve viser blev lynhurtigt populære og vandt enorm udbredelse (de blev udgivet i oplag 1784, 1786, 1801 og 1811), og Bunkeflod grundlagde sit ry som almuens sanger, folkets sanger, og placerede Øbjerggaard i den danske musik- og kulturhistorie.

 

Ud over hans spindeviser opnåede han dog aldrig den store popularitet. Hans øvrige litterære forsøg i disse år mislykkedes, og han vendte derfor tilbage til sin teologiske eksamen, og i 1787 blev han residerende kapellan i Ærøskøbing og i 1790 i Skt. Hans kirke i Odense. 1799 forfremmedes han til sognepræst ved samme kirke, men han led af dårligt helbred ("en unaturlig Fedme medførte Asthma og anden Svagelighed"), og kun 43 år gammel døde han i 1805.

 

I huset hos hans enke, Marie født Petersen, datter af maleren Josias Petersen i København, kom en anden digter med navnet Hans Christian (og efternavnet Andersen) meget som barn og nød stor venlighed. Hér, fortæller den store eventyrforfatter, hørte han første gang ordet "Digter" blive udtalt og nævnt med højagtelse som noget helligt.

 

Som eksempel på H. C. Bunkeflods opbyggelige tekstunivers kan fremføres Et fornøjet Sind, sunget på melodien Er mit Kammer rent og net.

 

1. Ingen Hunger plager mig,

Tørst jeg ikke lider,

Og for Helbred, Gud, jeg dig

Takker Alletider,

Klæder har jeg til min Krop,

Ny jeg faar, naar de gaar op,

Jeg er munter, jeg er glad,

Jeg er glad og munter.

 

2. Læse kan jeg skikkelig,

Ellers var det ilde,

Og min Traad den gaar for mig,

Som den flyve ville,

Og min Fader har mig kær,

Og min Moder kærlig er,

Jeg er munter, jeg er glad,

Jeg er glad og munter.

 

3. Arbejd vel behager mig

Midt i Sommerhede,

Den er jo ulykkelig,

Som kan aldrig svede,

Naar jeg er af Arbejd træt,

Sover jeg saa sødt med eet,

Jeg er munter, jeg er glad,

Jeg er glad og munter.

 

4. Har end Andre mere Stads,

Mange rare Sager,

Mangt et kostbart Takkelas,

Som de paa sig tage!

Hvis jeg saadan pynter mig,

Folk udlo mig hjertelig,

Jeg er munter, jeg er glad,

Jeg er glad og munter.

 

5. De som har i Staden tjent,

Sige, store Fruer

Sove Dagen excellent

Hen i smukke Stuer.

Natten vaage de igen

Mellem Kort og Sygdom hen,

Jeg er munter, jeg er glad,

Jeg er glad og munter.

 

6. Arbejd Sundheds Moder er,

Arbejd gir os Penge,

Føde, Klæder og hvad mer

Hvortil alle trænge,

Trods for al slags Lediggang

Jeg mit Arbejd gør med Sang,

Jeg er munter, jeg er glad,

Jeg er glad og munter.

 

7. Landet er et herligt Sted,

Arbejd er min Glæde,

Jeg vil ikke bytte med

Folk paa Herresæde,

Jeg er mæt saavel som de!

Og en smule sundere!

Jeg er munter, jeg er glad,

Jeg er glad og munter.

 

Langt op i 1800-tallet og endda i begyndelsen af det 20. århundrede blev H. C. Bunkeflods spindeviser stadig sunget blandt almuen på landet og levede således videre som minder om tiden på Øbjerggaard, da Niels Ryberg skabte sin fabrik.


Øbjerggaard 

Øbjerggaard, som godset ser ud i dag (minus den sydvestlige, store lade, som er revet ned. Nordvest for parken ses Øbjerg, som har givet navn til stedet.

 

Øbjerggaard før Øbjerggaard

Hvad var det for et sted, Niels Ryberg overtog, da han købte hovedgårdsparcel nr. 4 på auktionen i Vordingborg i 1774? Købte han en brakmark uden for lands lov og ret? Eller har Øbjerggaard en historie før Øbjerggaard?

 

Indtil Ryberg i 1778 lod opføre det store godskompleks, der hørte til fabrikken, fandtes ingen bygninger på det areal, hvor hovedbygningen og de tilbageværende avlsbygninger ligger nu. På det sted fandtes intet andet end mark. Det ældgamle navn på denne mark finder man i markbogen og græsningsbogen fra 1682: Øebiergs aggere, Oebierg Mark.

 

Denne mark tilhørte en ganske lille bosættelse nord for Køng på bare tre gårde, kaldet Kiøng Gaarde. De tre gårde var krongods, og på den ene af dem boede i 1682 herredsfogeden for Hammer Herred Jacob Gad. De tre gårde lå dér, hvor der senere blev svinesti og køkkenhave på godset, lige på grænsen af det nuværende Øbjerggaards have.

 

Da den af nyopståede hovedgård skal navngives, dykker man ned i traditionen og giver den navn efter stedet, hvor den blev opført, Øbjerggaard.

 

Dette Øbjerg, som mark og gård opkaldes efter, er en bakke (14 meter over havets overflade) små 200 meter nordvest for godset, der, som navnet antyder, rager op i det ellers særdeles flade landskab som en lille ø.

 

Omkring Øbjerget er der fundet spor af grave fra jernalderen, og marknavne med gravhøjskonnotationer som Jættehave (øst for det nuværende gods), Loddenhøj (nordvest for godset) og Tumelom stÿkker (nordøst for godset; sandsynligvis en afledning af latinsk tumulus, gravhøj) peger alle i retning af et ældgammelt oldtidskulturlandskab.

 

Også andetsteds i Køng er der fundet jernalderspor, bl.a. ved Vængesbjerggård.

Men vi skal helt op til 1320'erne, før navnet Køng optræder på skrift. Det er omtrent samtidig med, at Valdemar Atterdag kaster sin kærlighed på stedet.

 

Fra Valdemar i 1300-tallet og frem til 1600-tallet er vores viden om Øbjerg Agre og Køng Gaarde praktisk taget ikke-eksisterende. Tågerne letter først i tiden omkring 1660. Hér dukker Øbjerg-området op igen, og vi får et glimt af et af de mørkeste stykker danmarkshistorie og en af de mest myteomspundne skikkelser i historiebøgerne, Svend Poulsen Gønge.

 

Gøngehøvdingen og svenskekrigene

1650'erne var et dystert tiår for Sydsjælland. Først ramte pesten landet.

"Af alle de smitsomme og pestagtige Sygdomme, som, siden den sorte Død have hiemsøgt, har maaskee ingen været mere ødelæggende, end den Pest, som i 1654 drog igiennem endeel af Landets Egne."

 

Fra kirkebøger og andre samtidige kilder kan vi følge epidemien. Køng slap ikke.

"I Kiøng Sogn i Hammer Herred, døde fra April, da, som Sognepræsten har anført, en Møllerdatter der kom syg hiem til sine Forældre, og var den Første, som i Sognet døde af Pest, og indtil Aarets Slutning 202 Mennesker."

 

Hvor stor en decimering af sognets indbyggertal, der var tale om, vides ikke, men i folketællingen 1787 var der 975 beboere i sognet, og det er vel et tal i den størrelsesorden, man skal regne med. Altså en femtedel af alle indbyggere.

 

Netop som pesten havde sluppet, kom næste ulykke væltende ind over landet, da krigen brød løs i 1658. De svenske tropper anført af Carl X Gustav gik over de frosne bælter og sunde, og i løbet af kort tid erobrede de riget og tvang den danske konge, Frederik III, til at afstå Skåne, Halland og Blekinge i en ydmygende fredsaftale, Freden i Roskilde februar 1658.

 

Allerede i løbet af sommeren blussede fjendtlighederne dog op igen, og de næste to år hærgedes landet af krigen. Først i maj 1660 sluttedes der endegyldigt fred.

 

En af hovedaktørerne i krigen 1658-60 var Svend Poulsen fra Gønge Herred i det nordlige Skåne. Sammen med en lille hær af partisaner drog han til Sydsjælland, hvor han udkæmpede en blodig og skånselsløs guerillakrig mod svenskerne.

 

Under disse bataljer og gentagne uroligheder blev Køng hårdt ramt. Carit Etlar lader i sin roman Gøngehøvdingen Svend Poulsens trofaste væbner Ib sige:

"Østerpaa ligger nu Kjøng og Snertinge Gaarde forladt, i Nørre Mehrn ligger seks Gaarde og i Ørsløv syv Gaarde plyndrede, men i Almbæk er hele byen afbrændt og ødelagt. Saaledes ser det ud i Jungshoved Len."

 

At kampene ramte området ved Øbjerg, fremgår af jordebogen over Vordingborg Slots len af 10. november 1660. Den fortæller, at i Sydsjælland lå 194 gårde og 58 huse øde efter krigen.

De byer, som havde lidt mest, var "Stueby, hvori 3 Gaarde laae øde, Lundbytorp og Kiønggaard laae

ganske øde; i Ring 5 Gaarde, i Snertinge 9 Gaarde; i Kiøng Bye 7 Gaarde, i Sallerup 7 Gaarde …"


Øbjerggaard 

William Pio (1850-1909) i rollen som Gøngehøvdingen ca. 1880.


De tre gårde på det senere Øbjerggaard, her opfattet som én helhed, Kiønggaard, lå forladte hen og blev først senere genfolket.

 

Fra en rapport, Svend Gønge skrev til Frederik III i 1658 om snaphanernes virksomhed i Sydsjælland i 1658, får vi et glimt af en af de træfninger, der fandt sted i Køng.

"Saa fik vi Kundskab, at der var en ganske Hob [svenskere] til Præstens i Sværdborg, hvorfor vi droge straks did om Morgenen tidligt og kringsatte Gaarden, hvor vi fik 4 Kvartermestre, 2 Korporaler og 18 Ryttere, som vi tog med os og gjorde kaput med i Skoven [dvs. slog ihjel]. Og hvor vi kom, saa tog jeg alt an, saa at jeg bekom 56 Karle. Drog vi saa til Snesere Præstegaard. Der skød vi en Regimentskvartermester og en anden Kvartermester og 6 Ryttere. Og Provianten, som de havde og skulde til Lejren med, kom vi Bønderne til at drage hjem med igen. I Køng skød vi en Kvartermester og 3 Ryttere, og i Torp skød vi 8 Ryttere ihjel. Saa fik vi Kundskab, at der kom et Parti 100 Mand stærkt, hvorfor vi gjorde os rede til at tage imod dem, hvor de straks fægtede med Hælene. 46 gjorde vi kaput af Rytterne, en Løjtnant, en Kvartermester og 2 Korporaler."

 

Der er langt fra disse grumme realiteter, der fandt sted omkring Øbjerggaard, til Søren Pilmark og Per Pallesen i festlige teaterkostumer.


Øbjerggaard 

Udsnit af kort over Køng Sogn ca. 1816. Her ses (rød streg) tydeligt grænsen mellem de to gamle ejerlav, Køng By og Køng Gaarde.

 

Køng Gaarde før 1600-tallet

Som antydet ovenfor havde Køng Gaarde en særstatus i forhold til resten af Køng. Det var her, herredsfogeden for Hammer Herred boede, og de tre gårde udgjorde deres eget ejerlav, der strakte sig over det nuværende Øbjerggaards område. Helt op til Rybergs tid bevarede gårdene deres selvstændige identitet i forhold til Køng by få hundrede meter mod syd.

 

Denne særstatus fortæller sandsynligvis en historie om Øbjerggaards fjerne fortid, dengang Valdemar Atterdag regerede.

 

De specielle forhold omkring Køng Gaarde forklares nemlig bedst ved at antage, at de er vokset frem af et jordtilliggende, som i middelalderen har tilhørt en større, fri gård, en hovedgård eller en lille borg, som engang i 1400-1500-tallet har mistet sin betydning og er blevet delt op i tre parceller og overladt til fæstebønder.

 

I dag er stednavneforskerne generelt enige om at tolke navnet Køng (nævnt 1321-23 om Kinge, 1327 som Køynge, 1376 som Kyngæ) som sammensat af Ky 'smal vej, kvægfold' og appellativet -inge, med en betydning 'stedet ved kvægfolden' eller 'stedet ved den smalle vej'. Men helt op i moderne tid har man tolket navnet helt anderledes.

 

Navnet blev nemlig opfattet som 'Kongs ø' og sat i forbindelse med en middelalderlig kongelig tilstedeværelse på stedet. Ved Køng Gaarde lå nemlig i en lille sø et ældgammelt voldsted. Det var nærliggende at se dette som de tre gårdes stamfader, forklaringen på deres hævdvundne særstatus.

Dette voldsted hedder Lille Gurre, og med det bevæger vi os tilbage til 1300-tallet og dybt ind i grænselandet mellem sagn og virkelighed.

 

Lille Gurre

Navnet Gurre kommer af gammeldansk gorugh eller gorwe, som betyder sump eller dynd. Landskabet omkring Køng har alle dage været præget af store moseområder.

 

Voldstedet eksisterer stadig den dag i dag. I den sydøstlige del af haven, der omgiver Øbjerggaard, ligger det i et temmelig fugtigt terræn ude midt i en lille sø. Det er ganske lille, ikke meget mere end 10 meter i diameter, og næsten cirkulært.

 

Anlægget er ikke særlig godt undersøgt. Der har aldrig været foretaget udgravning på stedet. Den hidtil eneste reelle undersøgelse fandt sted i 1895, hvor Nationalmuseet besigtigede stedet og fandt fundamentet af et firkantet tårn.

 

I en gammel optegnelse fra 1753 (Ny kgl. Saml. 394 b Folio) om Lille Gurre hedder det således: "Ved Enden af Køng By ligger en liden Holm omgiven med Vand. Paa Holmens yderste Kant ses endnu Grunden af Slottets Mur, som bestaar af lutter maadelige Kampestene sammenføjede med Kalk og tættede i Aabningerne med Stumper (af) Mursten"; 26 år tidligere, fortælles det, havde befolkningen "afbrækket Slottets Murstene og brugt dem til Skorstensovne."

 

Lidt mere ærbødigt behandledes voldstedet på Niels Rybergs og inspektør Voelkers tid, hvor der ikke blev 'afbrækket' noget, men derimod anlagt en bro og bygget et lysthus på den. Men på den tid var den nationale vækkelse også ved at skylle over landet, og reverensen for fædrelandske heroer på vej mod de højder, der nåedes i starten af 1800-tallet.

 

En sådan fædrelandsk hero var Valdemar Atterdag, og det er denne store danske konge fra 1300-tallet, sagnene fra Lille Gurre, som i det følgende skal omtales, knytter sig til.

 

Øbjerggaard

Udsnit af kort over Køng Sogn 1771. Her ser man Køng Gaarde og voldstedet. Det nuværende gods ligger nord for søen, hvor der på denne tid ikke fandtes andet end mark og skov.

 

Øbjerggaard

Valdemar Atterdag, konge af Danmark 1340-75. Kalkmaleri i Skt. Peders Kirke i Næstved.

 

Sagnene om kong Valdemar og amuletten

Den i hele Skandinavien meget udbredte folkevise om Valdemar og Tove (Danmarks gamle Folkeviser nr. 121) fortæller, hvordan kong Valdemars dronning af skinsyge spærrer kongens frille Tove inde i en badstue og steger hende levende.

Oprindelig handlede denne vise om Valdemar den Store (konge1157-82), men i løbet af 1500-1600-tallet blev sagnet overført til Valdemar Atterdag (1340-75), og visen fik i sin C-version (fra Christence Juels og Anna Krabbes håndskrifter) tilføjet en række vers, der ikke kendes fra andre versioner, om Toves død:

 

29. Han bar hende i Urtegaard,

Alt var hun død, før Hanen gal.

 

30. Kongen han var det Lig saa huld,

Han lod hendes Kiste beslaa med Guld.

 

31. Den Kiste monne den Konning i Løndom følge,

Dog det var ikke med alle deres Vilje.

 

32. Der dristede sig til en velbyrdig Mand,

Han slog den Kiste op for sand.

 

33. Han fandt under hendes arm saa prud

Noget underligt, var svøbt i en Klud.

 

34. Han stak det udi sin Taske,

Han monne deraf ikke meget braske.

 

35. Kong Valdemar fik siden den Ædelmand saa kær,

Thi maatte han altid hos hannem være.

 

36. Aarene var mange, og Dagene var flere,

Udaf den Konges Tjeneste saa blev han led.

 

37. Det Tøj han tog, han skar det i to,

Han kastede det i den sorte Jord.

 

38. Det ene ved Vordingborg, det andet ved Gurre,

Deraf saa ganges der mange Ord.

 

39. Kong Valdemar fik de Steder saa kær,

Begærede af Gud, han maatte der evig være.

 

Disse vers tilhører en sagnkreds, der centrerer omkring Valdemar Atterdag og den guddommelige straf, der ramte ham for hans bespottelige ytring om at kunne undvære Himmerige til gengæld for at kunne være på Vordingborg og Gurre for evigt.

Vi kan lade Peder Syv genfortælle sagnet i sine noter til visen om Valdemar og Tove fra hans folkeviseudgivelse Danske Viser fra 1695:

 

"Kong Valdemar IV. elskede denne Tove (hvilket Navn er endnu brugeligt her), som var af Ryland; og siges, at hendes Moder havde bundet noget paa hende som et Kierligheds Tynder; Hvorfor og Kongen elskede hende saa højt, at hand endog efter hendes død førde hendes Ljg om med sig; Hvorved Tienerne kieddes, som skulde bære Kisten med Liget ud og ind, og derudofver, der Kongen var ej tilstæde, oplod een af dem Kisten, at see hvad i var, og der hand saae Liget og et baand om Halsen med noget Tøj udi, tog hand det og stak hos sig. Strax elskede Kongen hannem og skiøtte intet om Kisten, saa hand stedse maatte være hos Kongen, hvor hand var, som og gav ham mange og store Foræringer. Omsider, der hand heller vilde være i Rolighed end i slig daglig Opvartning, tog hand det tingest og bandt paa enden af et Spyd og stak ned i Gure Morats. Derpaa lod Kongen ham fare og fik usigelig Lyst til dette sted, som er vel bevist, og som Meursius skriver, at hand elskte det sted Gure, ja endog meere, end hannem burde. Dend Iislandske Autor in Hist. Geniorum Msc. taler ogsaa om det samme og legger til, hvorledis hand skulde komme did efter sin Død med mange sorte Medfølgere, o.s.v."

 

Her får vi et resumé af historien: Valdemar elsker sin frille Tove så højt (selv efter hendes død), fordi hendes mor har bundet et fortryllet klæde om hendes hals. Denne finder en af kongens tjenere og opnår straks kongens kærlighed og "mange store foræringer". Til sidst bliver han dog træt af kongens opmærksomhed og stikker amuletten i moradset ved Gurre. Og så er det pludselig dette morads, der bliver målet for kongens kærlighed.

 

Mette Gøye (1599-1664) fortæller sagnet således i sin slægtebog fra 1663:

"Der nu denne Toue var død og qualt, som forskreven staaer, da kunde Kong Waldemar ingen Roe have, mens hvor han reiste og hvor han var, da skulde hendes Liigkiste følge med, og staae for Kongens Sæng alle Nætter. En Dag, som Kongen ikke var tilstede, fordristede hans Kammerjunker sig til og aabnede hendes Liigkiste, og oversøgte hendes Liig, og fandt under hendes eene Arm en liden Seddel indstukket imellem Hud og Kiød; Denne Seddel tog han og beholdt hos sig. Der Kongen kom hiem, lod han Liiget begrave, og Kongen fik saadan Ville til denne Kammerjunker, at han skulle være hos hannem altid: Men som Kammerjunkeren vel tænkte, at denne Kierlighed kom formedelst denne Seddel han bar hos sig, hvorfor han tog samme Seddel, og kaste den i et bondløs Morads. Til dette Morads fik Kongen lige saadan Ville, som han tilforn havde til Kammerjunkeren, og deraf kommer det der siges, at Kong Waldemar gav Gud sin Part i Himmerig for der kunde blive hart Jord, og saa byggede han paa samme Sted Wordingborg Slot, som der siges, han endnu stundum skal lade sig see …"

 

Her er det altså en lille seddel, der fortryller kongen. I andre versioner er det en ring, hofmanden kaster i moradset ved Gurre.

 

En Optegnelse fra Tiden o. 1586 ved Præsten Christiern Brun i Nyborg (Universitetsbibl. i Uppsala) udgivet af Holger Fr. Rørdam i Samlinger til Fyns Historie VII (1878) S. 237. Imellem Notitser om Begivenheder i 1585 og i 1587 giver Christiern Brun en udførlig Gengivelse af Tovesagnet under Overskriften: Origo arcis in Sælandia que vocatur Gorre, hec est ut mihi relatum est. Han fortæller det samme sagn som ovenfor og slutter:

"Kongen yndede Gurre i den Grad, og sagde da han skulde dø, at "vilde Gud i Himlen lade ham ha' Vordingborg og Gurre, da vilde han lade ham ha' Himlen og den Part og Del, han skulde ha' deri." Deraf kommer det, at Kongen efter sin Død løber igen "og blæs' mangen Gang om Nattetid i et Horn, som han vilde jage efter Dyr". En Bondemand, som i Aaret 1579 var paa Vej mellem de to Slotte mødte Kongen, der red paa en sort Hest "med en sort Mynde i et Baand"..."

 

Christiern Brun henfører sagnet til borgen Gurre i Nordsjælland, som mange i dag mener, er det oprindelige Gurre i legenderne om Valdemar. I bund og grund er det umuligt at vide, hvilket af de to Gurrer, der er tale om i historierne. Men som den store historiker P. F. Suhm (1728-98) fremhæver, er sagnene enige om, at Kong Valdemar efter sin død som straf for sin bespottelse til evig tid jager med sine sorte hunde på vejen mellem Borre og Gorre (Vordingborg og Gurre). Dette indikerer iflg. Suhm, at der er tale om et Gurre noget tættere på Vordingborg end det nordsjællandske.

Byfoged i Vordinborg Knud Daliin omtaler sagnet om Valdemar i en indberetning 1743:

"Og omendskønt det af gamle Folk fortælles, at Valdemar den 1ste [!] skulde have opbygt baade Gurre [altså det i Køng], og et Slot ved Esrom Kloster ved saadan Lejlighed [altså det nordsjællandske Gurre], at han havde haft en Konkubine, navnlig Taabe [!], der havde ved Hexeri stærkt forbunden ham til Kærlighed imod sig, og da hun var død, blev ført med ham, hvor han kom. Da skulde en hans Domestikker bleven fortørnet derover, og da han en Gang fandt et Stykke Hexeri under Klæderne paa hendes Bryst, beholdt den samme det, indtil Kongen engang kom til et Morads ved Køng, hvor det blev udkast den halve Part deraf, da Kongens Kærlighed til den døde strax forsvandt, men fik Lyst til at bygge et kostbart Palæ, hvor Hexeriet blev indkast, som og skulde være sket, og derefter blev kaldet Gorrøe. Og ligeledes skal være sket med det andet Stykke af Hexeriet paa et andet Sted som menes at være ved Esrom Kloster, hvor ligeledes et Palæ skal være bygget."

 

Den ene del af amuletten blev altså henkastet i moradset ved Esrom og den anden del i moradset ved Køng. På den måde nåedes et sagnhistorisk kompromis, hvor de to stridende borge i hver deres ende af Sjælland fik hver deres hæder.

Daliin meddeler også, at "gamle Folk beretter, at Søen har gaaet sønden om Byen ud til Knudsby og til Køng, og at Kong Valdemar har funden Behag udi at betjene sig af dette Vand til at sejle igennem efter et gammelt Ordsprog fra Borre til Gorre, som skal være ved Køng".

 

Den vilde Jagt

Sagnene om Valdemar og den fortryllede amulet fører videre til sagnene om Kong Valdemars Jagt, Kong Volmers Ridt, Den vilde Jagt.

 

Just Mathias Thiele fortæller i Bind II af Danmarks Folkesagn (1843):

"Til Straf fordi Kong Valdemar, medens han levede her paa Jorden, pleiede at sige, at Vorherre maatte for ham gierne beholde sit Himmerige, naar han blot maatte jage ved Gurre, er han nu fordømt til hver Nat at jage fra "Burre til Gurre". Han kommer da sædvanligst farende med sit Jagttog giennem Luften. Først hører man, naar han nærmer sig, en Huien, Støien og Pidskeskrald; strax efter kommer Toget; foran fare de kulsorte Hunde, som løbe hist og her tilside, snuse mod Jorden, og lange gloende Tunger hænge dem ud af Halsen. Derefter kommer "Volmer" ansættende paa sin hvide Hest, og undertiden holder han sit eget Hoved under venstre Arm. Møder han Nogen, især hvis det er gamle Folk,befaler han dem, at holde et Par af Hans Hunde og lader dem da enten staae saaledes med Hundene i flere Timer, eller ogsaa løsner han strax efter et Skud, og naar Hundene da høre dette,briste alle Baand og Lænker, og de jage afsted efter Toget. Naar Kong Volmer saaledes jager frem, hører man ham at slaae Ledene i efter sig, og hvor han vil igiennem Gaarde, der springe alle Laase op for ham, naar han kommer. Derfor siges det om adskillige Gaarde, giennem hvilke han har sin Jagtvei ind igiennem den ene Port og ud igiennem den anden, at man lader Portene aabne paa den Tid, han pleier at komme. […] Paa andre Steder gaaer hans Jagtvei ovenover Husene, og ved Herlufsholm skal der have været et Tag, som paa Midten var stærkt nedsiunket, fordi han saa ofte kiørte derover. […] Undertiden udhviler Kong Volmer sig i Vordingborg, enten i Valdemars Taarnet, eller i Ruinerne af hans Slot; derfor seer man ofte Jomfruer og Svende fra hans Tid af at gaae der og rede Senge."


Øbjerggaard 

Den vilde Jagt, Aasgaardreien, i den norske historiske maler Nicolai Peter Arbos (1831-92) helt uforlignelige fortolkning fra 1872. 

 

Det er uvist, hvorfor historien om Den vilde Jagt er blevet associeret med Valdemar Atterdag. I virkeligheden er den meget ældre og af mytologisk karakter. Denne myte har været udbredt over hele Nord-, Vest- og Centraleuropa. I det germanske kulturområde har den sandsynligvis oprindelig handlet om Odin, i hvert fald kaldes hovedpersonen i mange af sagnene ikke for Valdemar, men Oden (Sverige), Wojens og Uons (Jylland), Wuodan (Sydtyskland), Wuotis Heer (Schweiz), alle former af navnet Odin.

 

I nyere tid afhænger jægerens identitet ofte af lokale traditioner, fx om historiske, "fortabte" sjæle og legendariske figurer som Valdemar Atterdag i Danmark, Diderik af Bern i Tyskland, Karl den Store i Frankrig, grev Arnau i Katalonien, Kong Arthur og Sir Francis Drake i England. Andre steder er det rent mytologiske væsener som Nøkken (Norge), Manannán mac Lir (havgud; Irland), Arawn (underverdensgud; Wales).

 

De vilde jægere jagtede overnaturlige væsener, trolde, havfruer, jættekvinder, ellekoner og lignende. Jagten kom til udtryk ved en voldsom larm, uden at der var noget synligt at se, og blev opfattet som et ondt varsel om sygdom, krig eller snarlig død.

 

Salmonsens Konversationsleksikon (1915-30) fortæller dette om Den vilde Jæger:

"I Tyskland Benævnelse paa det natlige jagende spøgelseagtige Væsen, ogsaa kendt under Navne som "Wohljäger", "Weiinjäger" (af Woden = Odin, s. d.), "Hackelbeer" (Kappebærer) m. m.; i Jylland som "Un" (Odin), "Unsjæger"; i Sverige med Skaane "Oden" (Noen e. l.); hist og her under moderne eller stedlige Navne: "Fynshovedmanden" (Hindsholm), "Nattejægeren" (Vestsjælland), "Kong Volmer" (Nordsjælland og Sydsjælland), "Ellekongen eller Underjordskongen" (Stevns og Bornholm), "Jøn Opsal" (Møen), "Goen" (Østlaaland og Falster). Trods de mange Navne (som vidner om, hvor hjemlig Skikkelsen er paa de enkelte Egne) er Forestillingerne om den v. J. overalt i Hovedsagen de samme: den pludselige Larm i den stille Nat, de gøende Hunde, der ses jage langs Jorden (Folkets Opfattelse af Trækfugletoget), Jagt efter Skovkvinderne (han kommer tilbage med Liget af en eller et Par af dem kastet over Hesten), i nogle Egne hans Forsøg paa at trænge ind i Husene, og sammenhængende dermed Troen paa, at han bortfører de Døendes Sjæle; særlig fremtrædende er Troen paa hans Komme i Julen, og der ofres ham da Brød, Juleøl, Kvæg eller det sidste Kornneg."

 

Inden man anlagde den nuværende vej vest om Køng, gik vejen i en bue langs Kostræde Banker (nuværende Bankevej). Hvis man fra Næstvedsiden drejer til højre ad Bankevej, kommer man over den lille Vejlebro, hvor denne krydser den lille grøft, som tidligere var Køng Å. I tidligere tider gik Dybsø Fjord i en vig op i denne lavning mod Øbjerggaard.

 

Til dette sted (ca. 1,5 km fra Øbjerggaard) knytter sig et af sagnene om Kong Volmer og hans vilde ridt. En efterårsnat havde en karl, der tjente Vester Egesborg, besøgt sin kæreste i Køng. Da han på vejen hjem nærmede sig Vejlebro, hørte han noget, der kom pustende og stønnende. Midt på broen mødte han væsenet og så, at det var en gjøemor (en trold). Hun gispede: "Havde jeg haft tid, skulle jeg sluge dig!" og så fortsatte hun i vild fart. Karlen åndede lettet op og fortsatte nordpå. Lidt senere mødte han tre hunde med øjne af ild og tungerne hængende ud af halsen, og bagefter dem kom Kong Vollermand galopperende. 


Han holdt hesten an og spurgte karlen, om han havde mødt noget underligt på vejen. Karlen forklarede, at han havde mødt en gjøemor, hvortil Kong Vollermand sagde: "Det er den sidste af den art, der er her i Danmark." Han måtte nemlig udrydde alt troldtøjet her, fordi han havde ønsket sig til evig tid at blive på jorden. Herefter red kongen videre, og lidt efter hørte karlen tre skingrende råb gjalde ude i Kostræde Banker og straks derefter et skud. Han blev nu alligevel nysgerrig og gik i retning af stedet, hvorfra skuddet lød. Da han kom ud i bakkerne, så han, at Kong Vollermand var ved at læsse den dræbte trold på sin hest. Kongen bad karlen om hjælp og gav ham tre slurke af en flaske, så han fik tolv mands styrke og ubesværet kunne løfte liget op på hesten. Siden den tid bevarede karlen sin enorme styrke.

 

I Vejlø Kirke (ca. 10 minutter i bil fra Øbjerggaard) findes en figur af en temmelig langbrystet og grum trold. Den bærer prædikestolen og er udskåret ca. 1670. Sandsynligvis har den en tilknytning til adelsslægten Trolle, der ejede kirken dengang, men i folkets bevidsthed var det en gjøemor, og man satte den i forbindelse med Den vilde Jagt.

 


 

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 0,0 (0 stemmer)
Siden er blevet set 167 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• OremandsgaardTil Oremandsgaard er både knyttet sagnet om den ulyksalige Oremandsfrue og historien om...
• HøvdingsgaardHøvdingsgaard blev frem til begyndelsen af 1800-tallet også kaldet Høvdingshus. I...
• NordfeldOprindeligt var hele Møn krongods indtil øen i 1769 blev delt op i fem herregårde og...
Afstemning
Hvilket slot er Danmarks flotteste?





Afstemning
Hvilken byggestil synes du bedst om?




Afstemning
Hvilket slot har du set indvendigt?




Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvilken herregård er Danmarks flotteste?







Fortæl dine venner om os