Kaldsret (latin Jus proponendi eller vocandi) er retten til
at besætte et gejstligt embede.
Kaldsret, fra middelalderen den kanoniske rets betegnelse
for retten til at besætte gejstlige embeder, idet man dog sondrede mellem
kaldelse og embedets overdragelse. Ved sognekirker var kaldsretten ofte knyttet
til patronatsretten, som kunne udgøre en del af kongers og adelsmænds
ejendomsret til den pågældende kirke. Ved Reformationen bevaredes kaldsretten
som del af den arvede adelige patronatsret, men i øvrigt overgik kaldsretten i
form af valgret til menigheden, først i form af direkte valg til
præsteembederne, siden i form af valg gennem valgmænd, som efterfulgtes af den
kongelige udnævnelse.
Efter enevældens indførelse forsvandt menighedens
indflydelse, og kaldsretten udøvedes enten af kongen eller af kirkepatronen. I
1809 ændredes adelens og andre privatpatroners kaldsret til en forslagsret til
kongelig udnævnelse, og med Grundloven 1849 (§ 97) bortfaldt også denne ret
sammen med øvrige "til adel, titel og rang" knyttede forrettigheder.
Herefter udøvedes kaldsretten alene af kongen frem til
menighedsrådslovgivningen 1903, hvorefter menighedsrådene efterhånden fik
overdraget en egentlig indstillingsret til folkekirkens præsteembeder.
I de hertugelige dele af Sønderjylland, og fra 1878 i hele
området, bevaredes menighedens valg af præst til efter Genforeningen 1920, men
herefter overgik man til samme praksis som i det øvrige Danmark.