Store Hallegård, proprietærgård Bornholm 1990
En proprietærgård er mindre end et gods (24 tønder hartkorn
eller mere, ca 240 ha ) og større end en bondegård (under 12 tønder hartkorn,
ca 120 ha).
Eksempel på proprietærgård: Kirkebygaard, Struer
Gårdenes udvikling og
udseende
Gode konjunkturer for landbruget i 1800-tallets anden
halvdel gav proprietærerne mulighed for at modernisere bygningerne. I denne
periode fik de det udseende, vi ser i dag. De gamle udbygninger og stuehuset i bindingsværk
blev erstattet af moderne, grundmurede bygninger. De nye gårde bestod af tre-
eller firelængede anlæg med et stort stuehus, som ikke var bygget sammen med de
øvrige længer. I midten af den store gårdsplads var der ofte et træ, et
springvand eller en græsplæne med flagstang. I tilknytning til gården blev der
typisk anlagt en allé og en parklignende have – som var det en herregård.
Særlig vægt lagde man på at give stuehuset et herskabeligt
udseende. Både størrelsen og den ydre og indre stil havde betydning. Det nye
stuehus var både længere, bredere og højere end det gamle bindingsværkshus og
havde typisk en symmetrisk facade. Et karakteristisk træk var de såkaldte frontispicer
– en slags kviste, hvor facadens midterparti blev ført op i første sals højde.
Den blev afsluttet med en trekant eller bue. Hensigten var at skaffe mere plads
og – ikke mindst – at give bygningen et herregårdslignende præg. Omgivelserne
måtte gerne se, at der her boede en velhavende gårdmand.
Eksempel på proprietærgård: Herlevgård, Hillerød
Proprietær
Proprietær, (af fransk propriétaire 'ejer, grundejer', af propriété
'ejendom', latin proprietas, af proprius 'egen, særegen'), stor jordbesidder. Ordet vandt indpas
i 1700-tallet i betydningen godsejer, men fik i 1800-tallet mere betydning af
en ikke-adelig besidder af et større landbrug, oftest på 120-200 tdr. land; i
den officielle statistik var betegnelsen normalt knyttet til landbrug på 12-20
tdr. htk. Betegnelsen, som er gået ud af brug i løbet af 1900-tallet, rummede
en mental-kulturel afstandsmarkering til den egentlige bondestand, og en
proprietær tog normalt ikke del i det fysiske arbejde på gården.
Begrebet proprietær opstod først efter enevældens indførelse
i 1661. Før den tid skelnede man skarpt mellem den skattefrie jord, der blev
drevet af adelen eller kirken, og den skattepligtige jord, der blev drevet af
bønderne. Adelen havde eneret til at købe og arve den skattefrie jord.
Efter 1661 blev det også muligt for velstående borgere fra
byerne at købe og eje den tidligere skattefrie, adelige jord. Senere blev det
samme muligt for velstående studehandlere og andre tidligere bønder. Hermed
opstod der en gruppe borgerlige landmænd, der hverken tilhørte adelen eller
bondestanden. Kongen var ikke interesseret i at ophøje borgerlige landmænd med
mindre end 24 tønder hartkorn i adelstanden. Dermed var begrebet proprietær
opstået.
Sammen med de egentlige godsejere blev proprietærerne
betegnet som landmænd udenfor bondestanden.
Nogle storbønder, der ejede 8-11 tønder hartkorn, forsøgte
at leve som proprietærer. Når deres økonomi ikke kunne bære dette, gik de
fallit. Folkeviddet kaldte den gruppe for knaldproprietærer.