Terracotta (italiensk: brændt jord): Bygningsdele
fremstillet af rent ler, som er hårdt brændt. Anvendes til dekorative friser,
til kaminkakler, krukker, figurer m.m. (Brejninggård i Vestjylland).
Terrakotta er uglaserede lervarer af finslæmmet masse,
brændt ved en lav temperatur. I Grækenland fandtes 5—600 f.Kr. terrakottavaser
med sorte figurer på gullig eller rødlig grund. Senere farvede figurer på sort
grund. Fra samme tid findes vaser med hvid grund, som blev skabt ved en begitning
af pibeler, dekorerede med figurer og ornamentik i farver.
Det 5. århundrede f.Kr. regnes for den græske vasekunsts
kulmination. Foruden vaser, skåle og en mængde forskellige brugsgenstande
skabtes statuetter dekoreret med farve. De stammer hovedsagelig fra Tanagra og Myrina,
hvorefter de har deres navn. Terrakotta anvendtes også i Grækenland til skulpturelle,
arkitektoniske prydelser på templerne.
Fra den første romerske kejsertid kom en mængde terrakotta –
især olielamper. Omkring Kristi fødsel udførtes i Arezzo skåle af en sjælden
kunstnerisk ynde. I renæssancen anvendtes terrakotta meget som arkitektoniske
prydelser, særlig i Norditaliens byer som Bologna og Pistoia.
Terrakotta er et skørt materiale og er ikke meget
efterspurgt, men anvendtes senest til kopier af Thorvaldsens og Bissens
figurer. I moderne kunst har terrakotta fået en opblomstring.