,
● Region Midtjylland - Randers Kommune
● Adresse: Demstrupvej 42A, 8970 Havndal. 86 47 30 71. www.demstrup-hovedgaard.dk/
● Ejer: Demstrup Hovedgaard A/S Kirsten Harbo, kirstenh@mail.dk
● Ikke offentlig
● 487.5 ha ha landbrugsdrift/skovbrug
● Hovedfløjen ombygget i grundmur 1865
Demstrup kendes tilbage til 1404, hvor den blev ejet af Erik
Nielsen Gyldenstierne, der var en betydningsfuld adelsmand under Erik af
Pommern (1396-1459) og Christoffer af Bayern (1440-1448).
Demstrup tilhørte en kort overgang Frederik Christian
lensgreve Danneskjold-Samsøe, Christian V's (1670-1699) oldebarn, der allerede
som tiårig modtog godset i gave fra Christian VI (1730-1746).
Hovedbygning:
I 1625 var der på gården en trefløjet hovedbygning, som dog
ikke var fast beboet af herskabet. Det er usikkert, hvornår den var blevet
opført, men samtidige kilder beskrev den som værende både tarvelig og
forfalden, så den har næppe været af nyere dato.
I 1742 overtog Hans Eilersen Steenfeldt Demstrup, og han
opførte kort efter en ny trelænget hovedbygning i bindingsværk. Den nuværende
hovedbygning er imidlertid opført 1865 af Alfred Hage og består af en hovedfløj
i én etage og to lavere vinkelfløje i røde mursten.
Alle gavle har kamtakker og midt på hovedfløjen er opført en gennemgående
frontspids, der mod gården flankeres af to mindre frontspidser uden kamtakker.
Foran gårdsidens frontspids er der i 1902 opført et ottekantet trappetårn, der
fungerer som entre. Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger:
Store dele af det nuværende avlsanlæg er opført omkring
1900. Det trefløjede anlæg er placeret vest for hovedbygningen. I
avlsbygningens midterste fløj - en stor, meget bred lade - fører en port
smykket med takkede gavle til hovedbygningen.
Avlsanlægget er udbygget omkring 2000. Anlægget er ikke
fredet.
Omgivelser
Der findes endnu spor af gamle lindealléer og
kampestensdiger, der har omgivet markerne.
Demstrup har en klassisk middelalderplacering: I læ for
vestenvind er gården placeret strategisk tæt på såvel agerjord som
engdrag.
Historie
Gården tilhørte slægten Gyldenstierne fra 1404, hvor den
første gang blev nævnt, til 1516, hvor den blev solgt til rigsrådsmedlemmet
Peder Lykke til Hverringe. Peder Lykke var en af Christian II's (1481-1559)
mest indædte modstandere, og han kæmpede derfor i Grevens Fejde, hvor han blev
taget til fange af Skipper Clement.
Ved Peder Lykkes død i 1535 overtog hans enke, Kirsten Høg
Banner, Demstrup, som efter hendes død blev delt mellem ægteparrets fire børn.
Datteren, Anne Lykke, var gift med Anders Bille til Søholm og ægteparret søgte
at samle gården på egne hænder. Deres indsats lykkedes stort set, og
størstedelen af godset Demstrup overgik til rigsadmiral Peder Munk ved Anne
Lykkes død.
I 1625 solgte Munks enke, Sophie Brahe, Demstrup til Gert
Rantzau, der var statholder i hertugdømmerne og en af Christian IV's
(1577-1648) mest betroede mænd. Demstrup forblev i slægten Rantzaus eje i mere
end 100 år, men udgjorde blot en brøkdel af slægtens samlede besiddelser.
I 1663 arvede Ditlev Rantzau Demstrup, og han oprettede i
1674 grevskabet Løvenholm, der omfattede Demstrup, Gjesingholm (det nuværende
Løvenholm), Sødringholm, såvel som Eskjær og Skovgaard ved Kolding. Grevskabet
bestod imidlertid blot frem til 1726. Ditlev Rantzaus ældste søn blev skudt
under en jagt i 1721, og den yngre søn blev i 1726 dømt for mordet, hvorefter
grevskabet hjemfaldt til kronen.
I 1732 genoprettede Christian VI (1699-1746) grevskabet og
skænkede det til den 10-årige Frederik Christian Danneskjold-Samsøe, der var
oldebarn af Christian V (1646-1699). Frederik Christian Danneskjold-Samsøe
havde, trods store jordbesiddelser, en noget betrængt privatøkonomi, og i 1742
fik han derfor tilladelse til at nedlægge grevskabet Løvenholm og sælge såvel
hovedgårde som bøndergods.
Demstrup blev sammen med den nærliggende herregård
Sødringholm solgt til kancelliråd Hans Ejlersen Steenfeldt, og efter at have
tilhørt medlemmer af den absolutte højadel, overgik Demstrup dermed til
borgerlige og hyppigt skiftende hænder. Mellem 1775, hvor Steenfeldt døde, og
1876 havde gården således ikke mindre end 14 forskellige ejere.
Blandt de mest bemærkelsesværdige af Demstrups mange ejere i
det 19. århundrede var den nationalliberale storkøbmand og godsejer Alfred
Hage, der ejede gården fra 1862-1872 og gav den sit nuværende udtryk.
Efter Hages død fulgte endnu en periode med skiftende,
borgerlige ejere. Gården blev i 2013 ejet af Kirsten Harbo, hvis far købte
gården i midten af 1900-tallet.
Ejere af Demstrup
(1400-1409)
Henrik Knudsen Gyldenstierne
(1409-1463) Erik Nielsen Gyldenstierne
(1463-1477) Erik Eriksen Gyldenstierne
(1477-1516) Abraham Eriksen Gyldenstierne
(1516-1535) Peder Lykke
(1535-1542) Kirsten Høg Banner, gift Lykke
(1542-1575) Anne Lykke, gift med 1) Anders
Bille, 2) Otte Krumpen
(1575-1623) Peder Munk
(1623-1625) Sophie Brahe
(1625-1627) Gert Rantzau
(1627-1663) Christian Rantzau
(1663-1697) Ditlev Rantzau
(1697-1721) Christian Ditlev Rantzau
(1721-1726) Wilhelm Adolph Rantzau
(1726-1732) Kronen
(1732-1742) Frederik Christian
Danneskiold-Samsøe
(1742-1775) Hans Ejlersen Steenfeldt
(1775-1790) Matthias Poulsen Secher
(1790-1803) Niels Bach
(1803-1805) Ole Esmarch
(1805-1810) Anders M. Berg
(1810-1826) J.M. Berg
(1826-1830) Stiftsøvrigheden i Aarhus Amt
(1830-1839) R.S. Berg
(1839-1850) G.J.W. Borup
(1850- ) Bertelsen
(1850-1856) C.L. Johansen
(1856-1960)
I.M. Wildau
(1860-1962)
C.L. Johansen
(1862-1872) P.A.A. Hage
(1872-1876) Vilhelmine Faber, gift Hage
(1876-
) E. Olsen
(
-1900) S. Olsen
(1900-
) De Spanjerske Legater
( -1924) A. Hovgaard
(1924-1924) J.L. Meulengracht
(1924-1932) A. Hovgaard
(1932-1947) O. Høegh-Guldberg
(1947-
) Per Hansen
(2012-20xx) Kirsten Harboe