Logo

Gelskov Gods

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Gelskov Gods

 

● Region Syddanmark - Fyn og øer - Faaborg-Midtfyn Kommune

● Adresse: Gelskovvej 10, 5750 Ringe, gelskovgods.com. 20 46 88 43

● Ejer: Arreskov Gods A/S, Erik lensgreve Schaffalitzky de Muckadell, Jacob baron Schaffalitzky de Muckadell.

Gelskov er en del af Muckadell Gods, der også omfatter hovedgårdene Brobygård og Arreskov

● Gårdbutik med antik & kunst; er åben hver søndag eftermiddag, i forbindelse med udstillinger og efter forudgående aftale

● 366 ha landbrugsdrift/skovbrug - oplevelsesøkonomi

● Hovedbygningen er opført 1917

● Har Bed & Breakfast åben efter aftale

 

Gelskov blev første gang nævnt i 1477, hvor den kaldtes Gelskoffware.

Gelskov har siden 1773 tilhørt slægten Schaffalitzky de Muckadell, og gården indgik mellem 1784 og 1925 i grevskabet Muckadell.

Gelskovs hovedbygning er opført i 1917 af arkitekten Viggo Dahl.

Hovedbygningen ligger på et voldsted, der omkranses af Sallinge Å på to sider.

 

 

Gelskov Gods

 

Hovedbygning 

Hovedbygningen består af to sammenbyggede fløje i vinkel og en selvstændig fløj mod øst. Tilsammen tegner bygningerne konturerne af et klassisk trefløjet anlæg. Den vestlige sidefløj af bindingsværk er opført i slutningen af 1500-tallet. Hovedfløjen og den selvstændige østfløj, der spejler vestfløjen, er opført i 1917 af  arkitekten Viggo Dahl for Albrecht Christopher Carl Ludvig Schaffalitzky de Muckadell.

Hovedbygningen har en høj kælder og mansardtegltag.  Bygningen er ikke fredet.

 

Andre bygninger

I 1912 nedbrændte en ældre ladegård opført i slutningen af 1600-tallet af Adolf Hans v. Holsten.

Umiddelbart herefter opførte arkitekt Viggo Dahl en ny avlsgård, som ligger et stykke fra hovedgården, adskilt herfra af en landevej. Den trelængede avlsgård åbnede sig oprindeligt mod vest, og anlæggets nordlænge, der senere er blevet forkortet, afgrænsede avlsgården mod vejen og hovedbygningen. Mod vest er der i midten af det 20. århundrede opført en bred selvstændig længe.

Der hørte tidligere en mølle under Gelskov. Den er i 2013 fjernet, men møllevejen er bevaret. Avlsanlægget er ikke fredet.

 

Gelskov Gods

 

Omgivelser

Gelskov ligger ved Sallinge Å, som er et tilløb til Odense Å. Åen afgrænser på to sider voldstedet, mens de voldgrave, der tidligere skærmede voldstedet mod øst og vest, nu er tilkastede.

Landskabet omkring gården er afvekslende kuperet. Der findes ager, eng, småskov, krat og mose i området. Til gården er der anlagt en have på 1,1 ha.

Gærderne omkring den nærliggende Hestehaveskov er bevaret i 2012. Mellem hovedbygningen og avlsgården er der en stor kastanjeallé omgivet af bække.

 

Historie

Gelskov blev første gang omtalt i det 15. århundrede. Gården blev dengang ejet af Johan Rantzau, som var høvedsmand i Nyborg under Christoffer af Bayern (1416-48). Johan Rantzaus datter, Sophie Rantzau, overtog sammen med sin ægtefælle, Anders Flemming, gården efter sin fars død i 1475.

 

Anne Emmiksen, der var Sophie Rantzau og Anders Flemmings barnebarn, giftede sig med adelsmanden Erik Kaas. To af deres sønner, Emmike og Jørgen Kaas, ejede begge en anpart i Gelskov.

 

De to brødre markerede sig begge som betydningsfulde lensmænd i perioden. Emmike Kaas, der deltog i Syvårskrigen mod svenskerne fra 1563 til 1571, fik overdraget den ærefulde post som lensmand på det netop erobrede Elfsborg i Skåne. Broren Jørgen Kaas var bl.a. lensmand i Norge, hvor han en overgang ejede ærkebispegården i Bergen. Han blev senere lensmand på Københavns Slot.

 

Efter en årrække, hvor Gelskov gik frem og tilbage mellem forskellige slægter, købte Kaj Lykke gården i 1650'erne. Under Karl Gustav-krigene - to krige som fandt sted mellem Danmark og Sverige i 1657-58 og 1658-60 - undergravede Kaj Lykke sin økonomi. Da han efter krigens afslutning blev dømt for majestætsfornærmelse, fordi han hævdede, at dronning Sophie Amalie lå i med sine lakajer, blev Gelskov i 1662 udlagt til hans kreditor Peder Hansen, der var købmand i Hamborg. Han videregav imidlertid sit krav på Gelskov til Kaj Lykkes tidligere ridefoged, Peder Børting.

 

Karl Gustav-krigene havde været hårde ved Gelskovs økonomi. Derfor var det en noget forfalden gård, Peder Børting i 1667 solgte til Adolf Hans v. Holsten, der stammede fra Lübeck. Adolf v. Holsten formåede dog at få Gelskov på fode igen, inden sønnen, Wulf Siegfried v. Holsten, overtog den i 1698. Han døde i en tidlig alder, men nåede dog at deltage på dansk side i Den spanske Arvefølgekrig, som varede fra 1701 til 1714.

 

I 1784 oprettede Albrecht Christopher Schaffalitzky de Muckadell, som havde arvet gården fra sin mor, grevskabet Muckadell, som foruden Gelskov omfattede Brobygaard, Ølstedgaard og Arreskov.

 

Arreskov Gods, som Wulf Siegfried v. Holstens enke havde arvet i 1729, blev hovedbesiddelsen, og herefter kom Gelskov til at spille en mindre betydelig rolle.

 

Gelskov hørte dog indtil 1925 under grevskabet, hvorefter dette overgik til fri ejendom.

Slægten Schaffalitzky de Muckadell ejede i 2013 stadig Gelskov, som fungerer som avlsgård under Arreskov Gods.

 

Ejere af Gelskov

(1440-1475) Johan Rantzau

(1475-1480) Sophie Johansdatter Rantzau, gift Flemming

(1480-1515) Anders Flemming

(1515-1517) Tale Andersdatter Flemming, gift Emmiksen

(1517-1530) Emmike Emmiksen

(1530)         Magdalene Emmikesdatter Emmiksen, gift Viffert

(1530-1550) Albert Viffert

(1550)         Anne Emmikesdatter Emmiksen, gift Kaas

(1550-1570) Erik Kaas

(1570-1584) Emmike Eriksen Kaas og Jørgen Eriksen Kaas

(1584-1594) Hilleborg Hansdatter Lindenov, gift Kaas

(1594-1608) Jørgen Emmiksen Kaas

(1608-1619) Jørgen Eriksen Kaas

(1619-1620) Ellen Marsvin

(1620-1622) Niels Gyldenstierne

(1622-1626) Marqvard Bille

(1626-1630) Mette Ahlefeldt

(1630-1638) Anna Mogensdatter Krabbe, gift Qvistzow

(1630-1647) Lisbet Mogensdatter Krabbe, gift Bille

(1638-1647) Erik Qvistzow

(1638-1647) Rønnow Bille

(1647)         Margrethe Mogensdatter Pax, gift Qvistzow

(1647-1648) Henrik Bille

(1648)         Mogens Henriksen Bille

(1648)         Eiler Henriksen Bille

(1648-1649) Margrethe Jørgensdatter Lunge, gift 1) Bille, 2) Skeel

(1649-1651) Christen Skeel

(1651-1656) Kirsten Munk

(1656-1662) Kaj Lykke

(1662-1664) Peder Hansen

(1664-1667) Peder Børting

(1667-1694) Adolph Hans Clausen von Holsten

(1694-1698) Ide Rathlou, gift von Holsten

(1698-1713) Wulf Siegfried Hansen von Holsten

(1713-1742) Ide Skeel, gift von Holsten

(1742-1772) Erik Skeel von Holsten

(1772-1773) Berthe Kirstine Juel Reedtz, gift 1) von Holsten, 2) chaffalitzky de Muckadell

(1773-1797) Albrecht Christopher Schaffalitzky de Muckadell

(1797-1833) Erik Skeel Schaffalitzky de Muckadell

(1833-1858) Albrecht Christopher Schaffalitzky de Muckadell

(1858-1905) Erik Engelke Schaffalitzky de Muckadell

(1905-1939) Albrecht Christopher Carl Ludvig Schaffalitzky de Muckadell

(1939-1941) Dødsboet efter Albrecht Christopher Carl Ludvig Schaffalitzky de Muckadells

(1941-1963) Erik Engelke Schaffalitzky de Muckadell

(1963-1980) Michael Schaffalitzky de Muckadell

(1980-       ) Erik Engelke Schaffalitzky de Muckadell / Jacob Schaffalitzky de Muckadell

 

Gelskov Gods

 

Gelskov er en gammel sædegård, som første gang nævnes i 1440'erne. Gelskov er nu en avlsgård under Arreskov Gods. Gården ligger i Hillerslev Sogn, Sallinge Herred, Ringe Kommune. Hovedbygningen er opført i 1917 ved Viggo Dahl.

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (4 stemmer)
Siden er blevet set 4.697 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Når du spiser take-away, hvad er det så?
Effektiv reklame - klik her