Logo

Kokkedal Slot

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Kokkedal Slot

 

Det trefløjede gotisk prægede anlæg stammer fra senmiddelalderen. Ældst er vestfløjen, der er opført omkring år 1450. De to andre fløje er rejst i første halvdel af 1500-tallet. Borgen, der åbner sig mod den flade Limfjordsmarsk mod øst, ligger på et middelalderligt voldsted omgivet af vandfyldte grave på alle fire sider. Efter senest at have fungeret som skolehjem under Socialministeriet er Kokkedal i 1988 blevet indrettet som et eksklusivt hotel.

 

• Nordjylland, Hanherred, Brovst Kommune, 37 km vest for Ålborg

• Kursuscenter, hotel og restaurant

• Læge Ann Vibeke og direktør Gorm Lokdam

• 15 ha (skov)

• Vestfløjen opført omkring 1450. Nord- og sydfløj ca. 1500-1550. Tårn omkring 1600.

   Ombygninger omkring 1740, 1820 og 1950

 

Kokkedal Slot

Kokkedal Slot


• Bygningen

Kokkedals trefløjede anlæg fremtræder i dag hvidpudset i to etager under et rødt tegl hængt sadeltag. Den ældste fløj, vestfløjen, er opført i gule munkesten omkring 1450. Det middelalderlige stenhus fremhæves af kamtakkede gavle, hvor især den sydvendte gavls smukke, gotiske blændingsdekorationer understreger Kokkedals middelalderlige oprindelse.

 

Sydfløjen med portgennemkørsel er opført i midten af 1500-tallet i en skæv vinkel på den oprindelige vestfløj. Den er som stenhuset bygget af gule sten og forsynet med kamtakkede gavle og blændingsdekorationer. Den rundbuede port fremhæves med et tårnlignende murfremspring, der afsluttes af en kamtakket gavl. Under sydfløjens tagudhæng bemærkes en dekorativ konsol båren buefrise.

 

Nordfløjen er rejst i 1500-tallets midte i en ret vinkel på vestfløjen. Hen imod år 1600 er fløjen blevet forlænget mod øst, og modsat de øvrige gavle afsluttes nordfløjen med en tidlig renæssancegavl. I den snævre borggårds sydvesthjørne rejser det kvadratiske trappetårn sig. Tårnet med kobbertækket lanternespir er opført omkring 1600.

Anlægget var oprindelig firfløjet, men den gotiske østfløj blev nedrevet i 1870.

 

VIGTIGE ÅRSTAL

1441 Kokkedal hærges af bondeoprøret mod Christoffer af Bayern.

ca. 1450 Vestfløjen opføres af den nordjyske Bannerslægt som et fritstående stenhus.

1546 Chr. 3. besøger sin marsk Erik Banner på Kokkedal.

1738 Hovedbygningens indre ændres til rokokostil.

1950 Kokkedal indrettes som skolehjem.

1988 Kokkedal omdannes til hotel og kursuscenter.

 

• Interiør

Kokkedals indre er præget af senere tiders ændringer. Fra det oprindelige bygningsværk er bevaret smukke krydsog tøndehvælvede kældre under vestfløjen. Det indre blev i 1740'erne ombygget i rokokostil, hvorfra paneler, enkelte døre og vestfløjens stukloft i stueetagen er bevaret med den daværende ejers spejlmonogram.

 

Hovedbygningen blev omkring 1952 indrettet til skolehjem af arkitekt Thomas Havning. Efter hjemmets nedlæggelse er Kokkedal atter overgået til private ejere, der har indrettet bygningen med udstillings- og foredragsfaciliteter samt til hotel- og kursusvirksomhed og ikke at forglemme en stemningsfuld vinkælder i de middelalderlige rum under vestfløjen.

 

• Omgivelser

Borgen er omgivet af vandfyldte grave på alle sider. Det 9 m høje voldsted er af middelalderlig oprindelse. Kokkedal ligger markant på en bakkeskråning omgivet af skov mod vest og mod øst med udsigt mod det flade udstrakte marskland på Limfjordens nordside.

 

• Historie

Kokkedal tilhørte i begyndelsen af 1400-tallet den gamle adelsslægt Stenbrikke, hvis mandslinie uddøde 1450. Under den nordjyske bondeopstand i 1441 blev Kokkedal hærget og ødelagt af oprørerne. Efter Christoffer af Bayerns nedkæmpelse og voldsomme afstraffelse af hovedmændene tilfaldt Kokkedal Gods den magtfulde nordjyske adelsslægt Banner til Asdal.

 

Kokkedals ældste bygning, vestfløjen, er rejst af Anders Nielsen Banner kort efter overtagelsen af godset. Til dette stenhus har formentlig hørt udlænger i bindingsværk. De to tilføjede udløberfløje, syd- og nordfløjen, er opført af den senere rigsmarsk Erik Eriksen Banner, der ejede Kokkedal fra 1490 til sin død i 1554.


Chr. 3. besøgte sin marsk på Kokkedal i 1546, og det er det nærmeste, Kokkedal har været på at kunne kaldes slot, selvom prins Erik ejede herregården 1917-1923. På det tidspunkt var udstykningen af jordtilliggendet i fuld gang. Under besættelsen blev Kokkedal beslaglagt af den tyske hærkommando. Efter krigen indrettedes bygningerne til skolehjem. I 1988 overtog direktør i Rumænsk Vinimport, Gorm Lokdam, Kokkedal, som han sammen med sin kone har indrettet til hotel og kursuscenter.

 

Kokkedal Slot

Kokkedals jordtilliggende blev udstykket i 1900-tallets første halvdel. På nord- og østsiden af voldstedet er de stemningsfulde herregårdsalleer bevaret.

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (6 stemmer)
Siden er blevet set 4.840 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Når du skal lave mad, hvad bruger du så?





Effektiv reklame - klik her