• Sydvestsjælland, Næstved Kommune, 15 km syd for Sorø.
• Adresse: Næsbyholm Alle 9, 4171 Glumsø. Telefon: 31 21 01
04
• Plejehjem. Offentlig adgang til parken i sommersæsonen
• Baron Karl Mogens Howden-Rønnenkamp Holck
• Godserne Bavelse og Næsbyholm er tilsammen omkring 1.700 hektar.
• Opført 1585. Hovedbygning genopført efter brande 1932 og
1947
Næsbyholm er en herregård, der oprindelig lå i landsbyen Næsby,
og nævnes første gang i 1388 som Næsbygaard og kaldet Næsbyholm fra 1585.
Gården ligger i Næsby Sogn i Næstved Kommune. Hovedbygningen er opført i 1585
ved Hans van Steenwinckel den ældre og ombygget i 1861 ved Christian Hansen.
Den er nedbrændt i 1932 og genopført ved G.B. Hagen – og igen delvist nedbrændt
i 1947 og genopbygget ved Ole Hagen.
Den smukt beliggende renæssanceborg er opført 1585 af rigsråd
Sten Brahe, astronomen Tyge Brahes bror. Man antager gerne, at Fr. 2.'s
bygmester Hans v. Steenwinckel (d. æ.) har medvirket ved byggeriet. Desværre er
det store renæssancehus brændt to gange med kort tids mellemrum, men begge
gange opført i den oprindelige stil. Det er far og søn, G.B. Hagen og Ole
Hagen, der i henholdsvis 1932 og 1947 har stået for genopbygningen med
anvendelse af de gamle røde mursten. Bedst bevaret er tilsyneladende bygningens
sydøstlige del.
Anlægget er formet efter den hollandske renæssances
principper med en to etager høj hovedbygning med to korte sidefløje. Bygningen
er opført i røde sten med teglhængt sadeltag, kurvehanksbuede vinduer og
naturligvis svungne sandstensornamenterede gavle. Facaderne er fremhævet med
tre vandrette profilbånd i sandsten, og under tagskægget markeres hovedgesimsen
med et tandsnitsmønster. Over den østvendte havedør er indsat en latinsk
affattet inskriptionstavle, der fortæller, at Birgitte Rosenkrantz, der havde
arvet Næsbyholm, og hendes mand Sten Brahe opførte den nuværende bygning i
1585. Havefacaden er prydet med bygherrernes initialer i murankre.
Næsbyholm står på et højt nærmest kvadratisk voldsted
omgivet af vandfyldte grave på alle sider. øst for voldstedet ligger en dejlig
park, der forener sig med det kuperede skovlandskab på østsiden af
Tystrup-Bavelse Sø. Parken blev anlagt i 1700-tallet, men fremtræder nu som en
landskabshave formet af Erik Erstad Jørgensen i 1918 med fritstående og sjældne
træarter, kanaler og søer, broer og alleer, skulpturer i bronze, solur, brønd
og springvand.
Ejere af Næsbyholm
(1388-1410) Anders Olufsen Lunge
(1410-1447) Jep Andersen Lunge
(1447-1460) Slægten Lunge
(1460-1483) Laurens Axelsen Thott
(1483-1509) Slægten Thott
(1509-1513) Torben Oxe
(1513-1525) Otto Holgersen Rosenkrantz
(1525-1557) Otto Ottosen Rosenkrantz
(1557-1575) Birgitte Ottosdatter Rosenkrantz gift Brahe
(1575-1620) Steen Brahe
(1620-1651) Otte Brahe
(1651-1663) Otto Christopher Ulfeldt
(1663-1683) Edel Ulfeldt gift Bielke
(1683-1709) Christian Frederik Bielke
(1709-1716) Kronen
(1716-1720) Petra Sophie Reedtz-Thott
(1720-1756)
Christian Sigfred von Plessen (f. 1696)
(1756-1763) Johan Ludvig Holstein
(1763-1775) Christian Frederik Holstein
(1775-1795) Carl Adolph Raben
(1795-1804) Frederik Sophus Raben
(1804-1823) Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe
(1823-1824) Slægten af Danneskiold-Samsøe
(1824-1837) Den Danske Stat
(1837-1867) Christian Rønnenkamp
(1867-1872) Enkefru Jessy Caroline Howden gift Rønnenkamp
(1872-1881) Enkefru Jessy Caroline Howden gift Rønnenkamps
dødsbo
(1881-1930) Christian Howden-Rønnenkamp
(1930-1948) Jessy Howden-Rønnenkamp gift Holck
(1948-1975) Mogens Preben Christian-Eiler Howden-Rønnenkamp
lensbaron Holck
(1975-20xx) Karl Mogens Howden-Rønnenkamp baron Holck