Fra at have tilhørt Hundslund kloster og Kronen kom Nørre Ravnstrup
siden på et væld af hænder.
Fra midten af 1800-tallet begyndte frasalget af bøndergodset
og jorden, så det i løbet af et halvt århundrede kun blev den nærmeste jord,
der tilhørte gården.
Hovedbygningen ligger som et enkelt stuehus syd for de mange
avlsbygninger på den store bondegård.
Stuehuset, der er opført i 1860, er den ældste bygning på
gården.
Nørre Ravnstrup
Bjørnbækvej 12
9320 Hjallerup
Region Nordjylland - Brønderslev kommune
Offentlig adgang: Ingen oplysninger
Ejer: Christian Larsen
Telefon 98 28 23 88
Godsets størrelse: 207 ha + 2 ha
Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug
Forbindelser: Ravnstrup
Hovedbygning
Nørre Ravnstrup har store, grundmurede, hvidpudsede
bygninger med tegltag og trappegavle. Den enkeltfløjede hovedbygning, der er
opført i 1860, ligger mod syd til en landskabelig have, som den har karnap og
frontgavl vendt mod. Mod gården og nord er der to mindre frontspidser. Under
hele huset er der kælder.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Avlsbygningerne består af tre sammenbyggede fløje med tag af
pandeplader: Den østlige fløj har desuden en tilbygning. Også vestfløjen
har en tilbygning og en gennemkørselsport. Mod nord er der yderligere
tilføjet fire bygninger.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Omgivelser
Nørre Ravnstrups jorde er samlet om gården, den udtørrede
mølledam blev til en eng med dyb tørvejord og sydvest for gården ligger en
smule skov.
I Ørum sogn var der i sidste halvdel af 1800-tallet flere
teglværker, som nu er nedlagt, bl.a. tæt ved Nørre Ravnstrup.
Sønder Ravnstrup var allerede i middelalderen adskilt fra
Nørre-Ravnstrup, men hørte også under Hundslund kloster.
Ravnstrup Mølle hørte under Nørre-Ravnstrup indtil 1847, men
eksisterer ikke længere.
Ejerhistorie
Nørre Ravnstrup er sandsynligvis hovedparcellen i den gamle
herregård Ravnstrup, som allerede bliver nævnt i 1503. På det tidspunkt købte
Hundslund klostergården, men efter Reformationen i 1536 kom Nørre Ravnstrup til
Kronen, der overtog alt kirkegods. Den følgende tid begyndte Kronen at skille
sig af med det nyerhvervede gods, og i 1578 blev gården solgt til Peder Munk
Lange. Hans enke giftede sig senere med Malte Sehested, som købte Ravnstrup
mølle af Kronen. Dermed var herregård og mølle hos samme ejer og fulgtes ad
indtil 1847.
Siden ejede bl.a. Bille- og Kjærulf-slægterne Nørre Ravnstrup,
og gården skiftede hyppigt hænder. Gården var ukomplet, hvilket ville sige, at
den ikke havde tilstrækkeligt antal fæstegårde underlagt gården til at kunne
opnå skattefrihed. I 1730 blev Nørre-Ravnstrup, møllen og et par huse solgt
videre uden fæstegods, som den hidtidige ejer beholdt. Ved det følgende
ejerskifte i 1757 havde Nørre-Ravnstrup dog igen fæstegods underlagt.
I 1847 kom Nørre-Ravnstrup, Ørum kirketiende og bøndergods
til Peder Rold Lundbye efter hans far, mens stedmoren, Anna Marie Møldrup,
beholdt møllen. Dermed blev gård og mølle for første gang i 250 år skilt igen.
Året efter giftede hun sig igen, og møllen gik derfor til hendes nye mand Søren
Jensen Casper.
Peder Rold Lundbye begyndte at sælge fæstegodset til
bønderne, så de blev selvejende. Da han døde i 1865, fortsatte hans enkes nye
mand Hans Holm Bredstrup, og han bortsolgte resten af fæstegodset inden sin død
i 1878. Sønnen solgte da Nørre Ravnstrup med det resterende jordtilliggende til
forpagteren Frederik Hasselbalch. I 1907 udstykkedes dele af gården, da
Hasselbalch solgte 44 hektar ager og eng til nogle naboer, samtidig med at han
solgte Nørre Ravnstrup med hovedparcellen til hestehandleren Jørgen R. Nielsen;
godset var altså nu svundet meget ind. Gården ejedes endnu i 1930erne af Jørgen
Nielsen og siden af hans søn.
Ejerrække
(1500-1536) Hundslund kloster
(1536-1578) Kronen
(1578-1623) Peder Munk Lange
(1623- ) Sophie
Pedersdatter Brahe, gift 1) Lange, 2) Sehested
( -1647) Malthe Sehested
(1647-1678) Lage Bille
(1678-1682) Albert Bille
(1682-1689) Maren Mortensdatter Kjærulf, gift Simonsen
(1689-1704) Thomas Stephansen Brøndum
(1704-1711) Henrik Sørensen Kjærulf
(1711-1713) Anne Nielsdatter Kjærulf, gift Brøndum
(1713-1717) Morten Clausen Kjærulf
(1717-1720) Otte Arenfeldt
(1720-1725) Jesper Pedersen Lykke
(1725-1730) Jakob Frandsen Hjort
(1730-1757) Jakob Christensen Rind
(1757-1758) Helmike Margrethe Lassen, gift 1) Ermandinger,
2) von Hobe
(1758-1766) Jes Poulsen Dytschou
(1766-1772) Carl Frederik Hagstrøm
(1772-1775) Wulf Eliasen
(1775-1776) Andreas Skeel
(1776-1777) Johannes Meller Valeur
(1777-1781) Carl Frederik Hagstrøm
(1782-1783) Jørgen Gleerup
(1783-1800) Peder Mikkelsen Rold
(1800-1847) Jens Mogensen Lundbye
(1847-1864) Peder Rold Lundbye
(1864-1867) Ida Kirstine Ilum, gift 1) Lundbye, 2) Bredstrup
(1867-1878) Hans Holm Bredstrup
(1878-1901) Jens Christian Bredstrup
(1901-1907) Frederik Hasselbalch
(1907- ) Jørgen R. Nielsen
(1982- ) Christian Larsen