Logo

Tranekær Slot

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Tranekær Slot

 

• Region Syddanmark, Langeland Kommune, 13 km nord for Rudkøbing

• Adresse: Slotsgade 84, 5953 Tranekær. Telefon: 62 59 10 12

• Offentlig adgang til park og museum samt slotsmøllen, 2 km nord for Tranekær Informationstavle.

   Kaffepavillon ved park og kro i tidligere herskabsstald

• Grev Ahlefeldt-Laurvig

• I alt 1.863 ha

• Opført i 1200-tallet. Ombygget 1722. Ændringer og tilføjelser 1859-63. Restaureret 1948-49


Flot ser det ud, når man, efter at have passeret den veltilrettelagte Tranekær by møder den højtliggende okseblodsfarvede »middelalderborg«. Borgen er egnens altfavnende midtpunkt omgivet af vidtstrakte marker mod vest, herregårdsalle og mølle mod nord, park og skov mod øst og herregårdens egen by og kirke mod syd.  

 


Tranekær Slot

Tranekær Slot

Tranekær Slot stolt knejsende i aftensolen.


Tranekær Slot

Tranekær Slot - set fra landevejen

 

• Bygningen

Hovedbygningen, som ligger på en høj, stejl borg banke, består af to vinkelbyggede fløje. Mod gårdspladsen er fløjene forbundet med et spirprydet ottekantet indgangstårn. Anlægget, i to etager under tegltag og med kamtakkede gavle og kviste, fremstår i dag i en stærk rød farve. Nordfløjen, eller portfløjen, har portgennemkørsel i bygningens østlige del. Indtil 1722 var Tranekær et firfløjet anlæg med lave bindingsværkslænger mod øst og syd. Et middelaldertårn var allerede blevet nedrevet omkring år 1600, og i 1722 fulgte de da forfaldne østog sydfløje.

 

Tranekær nævnes ofte som »det ældste beboede hus i Danmark«. Rigtigt er det, at såvel nordsom østfløjen indeholder middelalderligt murværk og gotiske kældre. Men bygningerne er stærkt præget af arkitekten N.s. Nebelongs historicistisk inspirerede restaurering i 1860'erne: Den tidligere fritstående port blev forhøjet og bygget sammen med nordfløjen. I vinklen mellem de to fløje opførtes det nygotiske tårn med vægtergang og skoldehuller. Nebelong forlængede den korte vestfløj til det dobbelte, og kamtakkede blændingsprydede gavle og kviste blev påsat. Trods de kraftige mure, den blodrøde farve og det tilstræbte middelalderpræg virker anlægget, når man kommer (for) tæt på, snarest som en kopi af en Rhinborg.

 

Tranekær Slot

 

• Interiør

Der er kun offentlig adgang til hovedbygningen ved særlige arrangementer. Indretningen er præget af den ruminddeling, som blev resultatet af Nebelongs restaurering. Men en del ældre inventar og slægtsmalerier er bevaret. Efter at have været ubeboet i første halvdel af 1900-tallet blev borgen efter en gennemgribende istandsættelse i 1948-49 indrettet til bolig efter nutidens krav, men med respekt for stedets historie.

Neden for borgen på vestsiden af landevejen ligger gårdens gamle vandmølle i en høj bindingsværksbygning. Møllen er indrettet som »slotsmuseum« med en permanent udstilling om Tranekærs ejere og bygningshistorie samt om parken og byen illustreret med et udvalg af originale genstande fra Tranekær.


Tranekær Slot

På den spiralsnoede trappe i tårnet hænger opsatser fra dyr, skudt på Langeland af lensgreve Benedict Ahlefeldt-Laurvig. 


Tranekær Slot

Stuerne på Tranekær er møbleret i forskellige stilarter, der vidner om slottets tidligere beboere. Klunketidens interiør med den røde plyssofa er typisk for midten af forrige århundrede. I baggrunden et portræt af den navnkundige og særdeles ''produktive'' Christian Ahlefeldt, kaldet Knudegreven. Han beskyldes for at have sat 91 illegitime børn i verden. Det store venezianske spejl er fra Murano.


Tranekær Slot

Bag det veldækkede bord i den lille spisestue ser vi en lille samling af Chien-Lungskåle fra 1736-1795, som stammer fra den tid da Preben Ahlefeldt-Laurvigs bedstefar var ambassadør i Kina.


Tranekær Slot

Det japanske skab, som har en forunderlig historie, kom til Tranekær engang i 1700-tallet; man ved ikke hvordan. I 1800 købte general Frederik Ahlefeldt en negerdreng, Anthony, i Nyhavn. Han kom til Tranekær og blev oplært som taffeldækker, blev siden frigivet og gift med en fynsk pige. Han blev kroholder og en holden mand. Derimod gik det ikke så godt for den gamle general, og da han døde, var der kun en rigsdaler i godsets kasse. Hans indbo blev solgt på auktion, hvor Anthony købte skabet, og da han døde omkring 1850, stod der i hans testamente, at skabet skulle tilbage til Tranekær.


Tranekær Slot

 

• Omgivelser

Ridebanen ved foden af borgbanken er omgivet af flere interessante velbevarede bygninger:

Teaterbygningen med et flot mansardtag, herskabsstald og vognlade er opført i de første år af 1800-tallet, muligvis med Andreas Kirkerup som arkitekt. De herskabelige, grundmurede bygninger udtrykker bygherrens forsøg på at omdanne herregårdsområdet og landsbyen til en midteuropæisk inspireret, veltilrettelagt slotsby for herremanden og hans undersåtter.

 

Borgbanken har tidligere været omgivet af vand på alle sider, dels af voldgrav, dels af det naturlige sølandskab med den smukke Borgsø nord for hovedbygningen. Uden for privathaven på borgbankens sydøstvendte skråninger omgives Tranekær af en af landets største offentligt tilgængelige herregårdsparker: en dyrehave på 150 tdr. land.

 

Skønt gæsten umiddelbart får indtryk af et ureguleret selvgroet skovog sletteområde, er parken en meget gennemtænkt engelsk inspireret landskabshave. Parken er anlagt i begyndelsen af 1800-tallet og blev gennemgribende restaureret i 1880'erne af den engelske havearkitekt A Milner Her finder man både mægtige gamle danske træer og yngre indførte træsorter. Fremhæves skal det sjældne løvfældende kinesiske nåletræ, den smukke vandgran (Metaseguoia glyptostroboides), opdaget så sent som 1941. Botanisk Have i København modtog sammen med en række botaniske haver verden over de første meta seguoia-frø fra Kina i 1947. Stiklinger herfra har siden 1950 udviklet sig til Tranekærs store knudrede vandgraner med de karakteristiske »arrnhuler«. De vigtigste træer er diskret afmærket med numre (70 i alt), hvortil der hører en folder, som udleveres ved indgangen til haven.

 

Tranekær Internationale Center for Kunst og Natur (TICKON) opstillede i 1993 14 skulpturelle naturkunstværker udført af danske og udenlandske kunstnere i parken. Siden er flere værker kommet til. Denne fremragende ide har tilføjet parken en ekstra dimension. Den såkaldte »land-art« blander sig på overraskende og ofte »mystiske« steder med de historiske og eksotiske træer.

Fra indgangen sydøst for borgen kan man med afstikkere spadsere hele Borgsøen rundt og afslutte med kaffen i den »kinesiske tepavillon« fra 1860'erne ved søbredden neden for borg bankens nordside.

 

Tranekær Slot

Udsigt mod Tranekærs park fra den høje borgvold. Herregårdsparken er en af landets største. I den offentligt tilgængelige park, der nærmest er en dyrehave, findes en række skulpturelle naturkunstværker af høj kvalitet.

 

Tranekær Slot

 

VIGTIGE ÅRSTAL

1231 Hovedgård tilhørende kongen ifølge kong Valdemars jordebog.

1287 De sønderjyske hertugers hoved borg for deres fynske besiddelser.

1358 Valdemar Atterdag erobrer borgen efter belejring siden 1355 og 14 dages kamp om den »stærke fæstning«.

1659 Tranekær afstås til Frederik Ahlefeldt.

1672 Lensgrevskabet Langeland oprettes med Tranekær som hovedsæde og Frederik Ahlefeldt som rigsgreve.

1765 Stamhuset Ahlefeldt oprettes.

1785 Chr. Ahlefeldt arver grevskabet Laurvig (larvik) i Norge.

1928 Fra grevskab til fri ejendom.

 

• Historie

Tranekær kan føre sine rødder tilbage til sagntiden, til næssekongen på det nordlige Langeland, kong Tran. Sikkert er det, at borgen slottet i første halvdel af 1200-tallet tilhørte kongemagten. Da Valdemar Sejrs rige blev splittet ved den ulykkelige arvedeling mellem hans tre sønner i 1241, tilfaldt Langeland med Tranekær ligesom de øvrige øer i det sydfynske hertugen af Sønderjylland, Abel, og dennes efterkommere. Tranekær Slot kom derved til at indgå i de følgende århundreders kamp om herredømmet i Danmark. Da Erik Klipping blev myrdet i 1286, sandsynligvis efter et komplot med forbindelse til den forsmåede sønderjyske hertug, forskansede Abels efterkommere sig på Tranekær og tiltog sig kongelige beføjelser Den 29. september 1287 tog hertug Valdemar Abelsøn således Svendborg under »sin beskyttelse« ved et brev »givet i Tranekær i det Herrens år 1287 på Mikkelsdag i nærværelse af såre mange vidner«.

 

Der skulle gå næsten 1 00 år, før Valdemar Atterdag tilbageerobrede Tranekær i slutningen af 1350'erne efter flere års mere eller mindre konstant belejring af den stærke borg. Fra da af indgik Tranekær som led i forsvaret af det sydlige Danmark og som administrationscenter for krongodset på Langeland.

 

Det middelalderlige kongeslot Tranekær blev endelig ødelagt under svenskekrigene i 1650'erne. Og længe varede det ikke, før det forfaldne krongods var afhændet til en af de få trofaste adelige, Frederik Ahlefeldt. Han blev året efter enevældens gennemførelse udnævnt til den magtfulde position som statholder i København (1661) og dannede sammen med Peter Schumacher (Griffenfeld) og Ulrik Fr. Gyldenløve Fr. 3.'s første egentlige regering efter 1660. Efter tronskiftet i 1670 blev Ahlefeldt i 1672 ophøjet til lensgreve. I 1676 udnævntes han til storkansler og besad således rigets højeste embede. Tranekær gods med hele Langeland blev tildelt Ahlefeldt som arvelen med ret til eget våben, og dermed blev øen udskilt fra det middelalderlige fællesskab med Sønderjylland. I 1765 oprettedes stamhuset Ahlefeldt, fra 1785 gennem arv forenet med det norske grevskab Laurvig. Generalløjtnant Frederik Ahlefeldt-Laurvigen arvede i 1791 Tranekær og Laurvigen i Norge. Det sidste gods afhændede han klogeligt nok til staten i 1805 få år før Norges selvstændighed. For de tjente penge opførte den teaterinteresserede general de smukke bygninger omkring ridebanen neden for hovedbygningen.

 

Tranekær bys regelmæssige og planlagte bebyggelse af solide bindingsværkshuse skyldes i høj grad generalens virke, idet han efter midteuropæisk forbillede og med indkaldelse af nordtyske håndværkere søgte at skabe en driftig slotsby. Slægten Ahlefeldt (AhlefeldHaurvig) har ejet Tranekær i over 300 år siden 1672.

 

Tranekær Slot

Tranekær Slot - ældre kobberstik

 

Ejere og ansvarshavende på Tranekær

(1200-1645) Kronen henholdsvis de slesvigske hertuger 1241-1375

efter 1524 Otte Krumpen

(1618–1621) Lensherre Enevold Kruse

(1645-1663) Rigsgreve Christian Rantzau

(1663) Margrethe Dorothea Christiansdatter von Rantzau, gift med Frederik Ahlefeldt

(1663-1686) Frederik lensgreve Ahlefeldt

(1686-1708) Frederik lensgreve Ahlefeldt

(1708-1722) Carl lensgreve Ahlefeldt

(1722-1773) Frederik lensgreve Ahlefeldt

(1773-1791) Christian lensgreve Ahlefeldt-Laurvig

(1791-1832) Frederik lensgreve Ahlefeldt-Laurvig

(1832-1856) Christian Johan Frederik lensgreve Ahlefeldt-Laurvig

(1856-1889) Frederik Ludvig Vilhelm lensgreve Ahlefeldt-Laurvig

(1889-1917) Christian Johan Frederik lensgreve Ahlefeldt-Laurvig

(1917-1947) Frederik Ludvig Vilhelm lensgreve Ahlefeldt-Laurvig

(1947-1970) Kai Benedict lensgreve Ahlefeldt-Laurvig

(1970-1995) Preben Vilhelm Gustav lensgreve Ahlefeldt-Laurvig

(1995-) Christian Benedict greve Ahlefeldt-Laurvig

 

LIBERTINEREN, GENERALEN OG EXCELLENCEN

Ahlefeldterne har deres egen kongerække.

De første Ahlefeldter på Tranekær er kendt som den tidlige enevældes fødselshjælpere. Magtfulde mænd, der i deres samtid også var berømte for deres bedrifter inden for kærlighedslivet. Slægten stammede fra en ret beskeden sønderjysk herregård, Søgård. I 1656 forelskede Frederik Ahlefeldt (1623-1686) sig i den 15-årige Margrethe Rantzau, datter af Christian Rantzau, der havde Tranekær i pant for lån til kongehuset. Ud over hendes legemlige og åndelige fortrin var hun arving til en af de største formuer i Danmark indbefattet flere langelandske godser. Far Rantzau billigede imidlertid ikke forholdet til den lidet velstående jyske bejler fra det ukendte Søgård.

 

En vinternat i 1657 tog Frederik Ahlefeldt sagen i sin egen hånd og »bortførte« den villige unge pige. Parret blev gift i en landsbykirke på Ahlefeldts hjemegn. Og med Ahlefeldts gode forbindelser på højeste sted måtte også grev Rantzau anerkende ægteskabets lovformelighed og dermed Frederik Ahlefeldt som arving til bl.a. Tranekær.

 

Generalen, Frederik AhlefeldtLaurvig(en), overtog Tranekær i 1791. Han var en herre med vidtfavnende interesser og store ambitioner på hele egnens vegne. Ambitioner der dog sjældent stod mål med de økonomiske resourcer i de vanskelige år omkring Danmarks involvering i Napoleonskrigene. Den livsglade greve lod omkring 1800 opføre en teaterbygning ved ridebanen neden for slottet. Og selve landsbyen lod han indrette som en herregårdsby med kønne og solide ensartede huse. Det hele var tænkt i en helhed, hvor sund foretagsomhed, lærdom og underholdning gik hånd i hånd i Tranekær »slotsby« fra teatret til Danmarks første sukkerfabrik, og fra et lærerseminarium til en landbrugsmaskinfabrik. Det var stort tænkt, men for stort til Langeland og Danmark. Ved generalens død i 1832 var Tranekær gods på fallittens rand. De følgende generationer måtte hellige al indsats på genopbygningen af økonomien på godskomplekset.

 

I 1856 overtog kammerherre Fr. L. V Ahlefeldt-Laurvig Tranekær. »Excellencen« kaldtes han af lokalbefolkningen. Den kompentente økonom og godsejer bragte godset på fode. I 1859 igangsatte han ombygningen af Tranekær til, hvad man dengang anså for en korrekt historisk stil. Den udvalgte arkitekt N.s. Nebelong er især berømt (og berygtet) for sin »restaurering« af Viborg Domkirke, hvilket fortæller en del om autenciteten i Tranekærs hovedbygning. Men Nebelong er trods alt sluppet bedre fra ombygningen af Tranekær end fra ødelæggelsen af en af vore fornemste romanske domkirker.

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (3 stemmer)
Siden er blevet set 8.957 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvor tit spiser du fisk til aftensmad?



Effektiv reklame - klik her