Logo

Vosnæsgaard

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Vosnæsgaard

 

Vosnæsgaard

Vosnæsvej 9

8541 Skødstrup

Telefon 86 99 11 29

http://www.vosnaes.dk

Region Midtjylland. Aarhus kommune

Offentlig adgang: Ingen oplysninger

Ejer: Adam K. greve Knuth

Hovedgård: 386 ha. Godset: 752 ha

Vosnæsgård indgår i Vosnæs Gods, som desuden indbefatter Studstrupgården

Forbindelser til Kvelstrup, Haraldskær, Isgaard, Rolsøgaard, Rosenholm

 

Vosnæsgaard blev beboet af gårdens adelige ejere allerede omkring 1600-tallet og muligvis også tidligere. Gården må altså have haft en standsmæssig hovedbygning allerede på dette tidspunkt.

Den første kendte hovedbygning er fra 1700-tallet.

Området omkring Vosnæsgaard rummer endnu mange af de tidligere funktionærboliger.

 


Vosnæsgaard

 

Ejerhistorie
Vosnæsgaard tilhørte i 1486 adelsmanden Oluf Jepsen. Kort tid efter blev gården omkring år 1500 imidlertid ejet af Ebbe Strangesen Bild, hvis efterkommere ejede Vosnæsgaard i over hundrede år.

Blandt de mest bemærkelsesværdige af Vosnæsgaards tidlige ejere var Karen Strangesdatter, der ejede gården omkring år 1600. Efter sin ægtefælle Christen Juels død spillede hun en afgørende rolle i afsløringen af et forsøg på at bedrage boet for en mindre formue. Karen Strangesdatter markerede sig dermed som en af de mange begavede og stærke adelskvinder, der i denne periode desuden talte så markante skikkelser som Anne Krabbe og Sophie Below.

 

Efter Karen Strangesdatters død blev Vosnæs opdelt på en række arvelodder, der bl.a. overgik til medlemmer af familien Friis fra Haraldskær.

 

Stiftsamtmand Ebbe Gyldenstierne, der havde part i Vosnæsgaard efter sin far, samlede inden 1665 gården på sine egne hænder og lagde byerne Vosnæsgaard og Indrup under herregården Vosnæsgaard. Kort tid efter solgte han i 1668 gården til Erik Rosenkrantz til Rosenholm. Erik Rosenkrantz, yngste søn af den lærde Holger Rosenkrantz, var en dygtig godsejer, der bevidst arbejdede på at samle fæstegodset omkring Vosnæsgaard. Han havde gjort det samme måde omkring en anden af hans herregårde, Rosenholm. At hans indsats blev kronet med succes, viste sig i 1688, hvor gården - i forbindelse med Christian V's Matrikel - blev anslået til at være 66 tdr. hartkorn. En gennemsnitlig herregård var til sammenligning på 42 tdr. hartkorn.

 

Erik Rosenkrantz' enke Margrethe Krabbe overtog i 1682 Vosnæs, hvor hun boede frem til sin død. Efter morens død solgte Iver Rosenkrantz i 1719 gården til Joachim Gersdorff.

Gersdorff tilhørte som Erik Rosenkrantz én af periodens magtfulde adelsfamilier. Hans farfar, Joachim Gersdorff var en af sin tids mest indflydelsesrige adelsmænd og var tæt knyttet til kongemagten. Hans far besad også indflydelsesrige poster hos Christian V som rentemester og senere amtmand over Kalø Amt.

 

Joachim Gersdorff arvede fra sin far både herregården Isgaard og posten som amtmand over Kalø. Han erhvervede sig desuden Rolsøgaard, Vosnæsgaard og Kvelstrup og konsoliderede derved familiens besiddelser på Djursland.

 

Joachim Gersdorffs barnebarn, Poul Rosenørn Gersdorff, arvede Vosnæsgaard i 1760 og forbedrede den meget i de gode år i slutningen af 1700-tallet.  I 1808 solgte han imidlertid Vosnæsgaard til et konsortium, som blandt medlemmerne talte Jørgen Mørch Secher til Skaføgaard. Konsortiet udstykkede en stor del af godsets jorder og solgte i 1811 hovedparcellen til tyskeren Ditmar Frederik Ladiges.

 

Ladiges´ søn solgte i 1835 gården til kaptajn Johan Wilhelm Cornelius Krieger, der havde udmærket sig i Englandskrigene 1801-1814. Krieger var politisk aktiv og blev i 1842 udnævnt til deputeret i den nørrejyske stænderforsamling. Det var under Krieger, at størstedelen af Vosnæsgaards fæstegods blev frasolgt.

 

Efter Kriegers død købte jægermester Saxtorph i 1859 gården, som i 1869 blev videresolgt til greve Adam Carl Vilhelm Knuth til Lilliendal. I 1881 forpagtede Adam Knuths søn, Gebhardt Knuth, gården, som han overtog i 1889.

 

Indtægterne i det danske storlandbrug var ganske betragtelige i slutningen af 1800-tallet, og i Gebhardt Knuths ejerperiode blev såvel Vosnæsgaards bygninger, som dens drift, gennemgribende moderniseret.

 

Ved Gebhardt Knuths død i 1927 tilfaldt gården den endnu umyndige nevø, Torben Christopher Knuth, der dog først overtog ansvaret for gårdens drift i 1940. Torben Knuths overtagelse faldt sammen med den tyske besættelse, der også ramte Vosnæsgaard. Gården blev således overtaget af den tyske besættelsesmagt, der i krigens sidste år bl.a. brugte herregården som militærskole.

Torben Christopher Knuth søn, Adam Knuth, arvede i 1966 Vosnæsgaard, som han fortsat ejede i 2013.


Vosnæsgaard 


Hovedbygning

Kort tid efter overtagelsen af Vosnæsgaard opførte Joachim Gersdorff i 1725 en ny trefløjet hovedbygning i bindingsværk.

Da Cornelius Krieger trådte tilbage fra flåden og bosatte sig fast på Vosnæs, lod han opføre en ny hovedbygning i grundmur. Ligesom Gersdorffs hovedbygning var denne trefløjet.  

Gebhart Knuth satte efter sin overtagelse af Vosnæsgaard gang i et omfattende byggeri, herunder også en gennemgribende ombygning af Cornelius Kriegers hovedbygning.

 

Under ledelse af arkitekten August Klein lod Gebhardt Knuth i 1897 opføre den nuværende hovedbygning i tilnærmet renæssance-stil.

Hovedbygningen er et grundmuret, hvidkalket anlæg i tre fløje og med tegltag. Hovedfløjen er i to stokværk over en kælder og har et fremspringende midtparti. I midtaksen er der en gennemgående gavlkvist, der mod haven flankeres af to mindre kviste.

Begge sidefløje var oprindeligt i én etage. Den østlige fløj blev i 1917 forhøjet med en etage. Denne etage blev dog fjernet i 1945 i forbindelse med en gennemgribende renovering, og sidefløjene står i 2013 i deres oprindelige form.

Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.


Vosnæsgaard


Vosnæsgaard


Vosnæsgaard


Vosnæsgaard 


Andre bygninger

Som led i en omfattende modernisering af Vosnæsgaard nedrev Gebhardt Knuth den gamle avlsgård og lod arkitekten August Klein opføre en ny lade og moderne staldbygninger længere væk fra hovedbygningen. I dag adskilles avlsgård og hovedbygning af en offentlig vej.

Den animalske produktions betydning for landbruget - herunder ikke mindst smøreksporten til England - var også tydelig på Vosnæsgaard, hvor der under Gebhardt Knuths ejerskab opførtes en mejeribygning på godset.

Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.


Vosnæsgaard

 

Omgivelser

Under Gebhardt Knuth blev der opført bl.a. hestestald og skovriderbolig såvel som flere andre forpagter-og funktionærboliger.

Rundt i Vosnæsgaards umiddelbare nærhed findes endnu sporene efter Gebhardt Knuths byggeaktivitet. Således ejer godset endnu en række funktionærboliger, såvel som en skovriderbolig og flere forpagterboliger.

Endvidere er en række af godsets ældre økonomibygninger og arbejderboliger bevaret og vidner med deres placering og udtryk om tilknytningen til godset.

Vosnæsgaards have rummer endnu spor af det 1700-tals haveanlæg, som Joachim Gersdorff lod anlægge.


Vosnæsgaard 


Ejerrække

(1486-1497) Oluf Jepsen

(1497-1507) Ebbe Strangesen Bild

(1507-1513) Claus Strangesen Bild

(1513-1571) Otte Bild

(1513-1542) Maren Bild, gift 1) Holck og 2) Svendsen

(1542- ) Godske Holck

(1553-1574) Morten Svendsen

(1571- ) Dorte Daa, gift 1) Bild og 2) Juel

(1583-1599) Ove Juel

(1603- ) Karen Bild, gift Juel

( -1608) Christen Juel

(1608- ) Karen Bild, gift Juel

(1622-1641) Lisbeth Albertsdatter Friis

(1622- ) Sophie Albertsdatter Friis, gift Munk

(1622- ) Margrete Albertsdatter Friis, gift Gyldenstierne

(1622- ) Karen Albertsdatter Friis, gift Bryske

(1622- ) Anne Albertsdatter Friis, gift Rosenkrantz

( -1661) Truid Bryske

( -1655) Laxmand Gyldenstierne

( -1624) Iver Munk

(1651-1665) Ebbe Gyldenstjerne

(1665-1681) Erik Rosenkrantz

(1681-1716) Margrethe Krabbe, gift Rosenkrantz

(1716-1719) Iver Rosenkrantz

(1719-1745) Joachim Gersdorff

(1745-1757) Christian Gersdorff

(1757-1760) Boet efter Christian Gersdorff

(1760-1808) Poul Rosenørn Gersdorff

(1808-1811) Jørgen Mørch Secher

(1811- ) Ditmar Frederik Ladiges

( -1835) Heinrich Ladiges

(1835-1857) Johan Wilhelm Cornelius Krieger

(1857-1859) Anne Sophie Rawert, gift Krieger

(1859-1869) J.V. Saxtorph

(1869-1889) Adam Carl Vilhelm Knuth

(1889-1927) Gebhard Frederik Hermann Knuth

(1927-1966) Torben Christopher Knuth

(1966-20xx) Adam Kristian Knuth


Vosnæsgaard

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (4 stemmer)
Siden er blevet set 2.435 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Har du prøvet Kviz.dk?



Effektiv reklame - klik her