Logo

Historisk overblik

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Historisk overblik

 

Borg og gård er de to centrale begreber for forståelsen af historien om vore slotte og herregårde. Det første henleder tanken på et befæstet anlæg, mens det sidste henviser til en landbrugsejendom. Begreberne er i tidens løb blevet noget udvandede. Men meget forenklet er borgen et magtmiddel, som kongemagten søgte at monopolisere. Borge blev til slotte, men det var stadig kongelige magtcentre. Over for dette stod gården, der, hvis den var ejet af en herremand, var en herregård; hvis der hørte bøndergods til, var det en hovedgård, og var stedet herremandens hovedsæde, var det en sædegård. Derimod var det på ingen måde selvfølgeligt, at herremanden befæstede sit gods.

 

Herom handler middelalderen:

Det var en lang magtkamp mellem konge, kirke og herremand om retten til at befæste sin ejendom.

 

Vikingetid og tidlig middelalder 980-1150

 

Historien om vore borganlæg i moderne forstand begynder i vikingetiden. Borgene var vejen til magten i et samlet rige. Da Harald Blåtand fra sit udgangspunkt i Sydjylland omkring Jelling indledte samlingen af riget i slutningen af 900-tallet, foregik det ved hjælp af nogle mægtige borganlæg. Hans vej mod øst er »brolagt« med de symmetriske borganlæg Nonnebakken ved Odins borg (Odense) og Trelleborg som brohoved på Sjælland. Tilsvarende udstrakte Harald sin magt til Nordjylland med to strategisk beliggende cirkulære borganlæg Fyrkat ved Hobro er bygget på det smalleste sted mellem Limfjorden og den lange Mariager Fjord, og som et brohoved til det notorisk fribårne Vendsyssel blev det mægtige Aggersborg placeret nær overgangsstedet, hvor Limfjorden er smallest. Tvangsborgenes levetid var, trods den fabelagtige ingeniørmæssige indsats, kort. På Jellingestenen, »Danmarks dåbsattest«, kundgjorde Harald for eftertiden, at han underlagde sig hele Danmark og gjorde danerne kristne. Med base i det samlede stærke rige koncentrerer hans efterfølgere sig om at få det frodige England med i kongeriget i begyndelsen af 1000-tallet.

 

Da den sidste vikingekonge Knud 6. søger at rejse penge og hær til et Englandstog i 1086, går det galt. Ledingsflåden skulle samles i Limfjorden, men i stedet rejser de oprørske vendelboere sig til kamp mod kongen. De befæstede kongsgårde Børglum og Aggersborg blev angrebet og brændt ned, og Knud led siden martyrdøden i en kirke. Det sidste er symbolsk: Knud troede åbenbart mere på beskyttelse bag kirkens skærmende mure end bag kongsgårdenes palisader.

 

Valdemarstiden 1150-1240

Vikingeborgene og den tidlige middelalders borganlæg var af træ. Det er kirken, der introducerer stenbyggeriet i Danmark. De første stenkirker var af granit og kalksten. I midten af 1100-tallet introduceres teglbrændingsteknikken i Danmark. Det er kirken, der med sine klostre og norditalienske bygmestre står i spidsen. Men kongen lærer hurtigt. Borgerkrigen mellem kongsemnerne Svend, Knud og Valdemar blev ført fra borge beskyttet af træpalisader, bl.a. Haraldsborg i Roskilde. Det afgørende slag stod dog i det åbne land, på Grathe Hede syd for Viborg i 1157. Efter blodgildet i Roskilde kappedes de to tilbageværende tronkrævere om at nå først frem til Viborgs beskyttende voldanlæg.

 

Historisk overblik

Hulvejen ved godset Katholm ved Grenå er en af landets smukkeste oldtidsveje. Herregårdenes omgivelser hører med til deres herlighedsværdi.

 

En byggeteknisk revolution var indtruffet, da sejrherren Valdemar den Store 25 år senere blev gravlagt i katedralen i Ringsted. Selve kirken var et afgørende symbol, bygget som den var af røde brændte teglsten. På Valdemars gravskift fremhævedes, at kongen havde opført Dannevirke og andre borganlæg af dette nye byggemateriale, teglstenen.


Perioden frem til midten af 1200-tallet benævnes Valdemarstiden. Det var en fremgangstid for landet, hvor kongemagt og kirke havde brug for hinanden i bestræbelserne på at sikre sig magten i øriget. Skønt vi allerede i 11 OO-tallet hører om en selvstændig og magtfuld herremandsstand, der på Sjælland slutter sig til kongen, er udgangspunktet landbrugsbedriften, gården. Hvidernes hovedkvarter i Fjenneslev var en granitkirke og et ubefæstet gårdanlæg. Andre af slægten opførte efter Bornholmsk forbillede en forsvarsindrettet rundkirke i Bjernede og det massive frådstenstårn ved Bastrup Sø i Nordsjælland, eller ombyggede en gammel tilflugtsborg fra folkevandringstiden til en privatborg: Pedersborg ved Sorø. Borgen blev dog allerede i begyndelsen af 1200-tallet overladt til klostret i Sorø, der snart nedrev det unødvendige private borganlæg, og Bastruptårnets funktionstid rakte næppe udover år 1200.


Kongen på sin side byggede borge i grænseegnene mod syd, men ellers var de kongelige anlæg indskrænket til kontrolsteder ved trafiklinierne som Næsholm i Odsherred og det kraftfulde voldsted Sjørring i Thy. Magten var i høj grad knyttet til borg-byerne, hvor især de sjællandske borganlæg Vordingborg, Tårnborg, Kalundborg og borgen ved Havn synes at have været byskabende. Jyske anlæg som Skanderborg og Sønderborg stammer ligeledes fra Valdemarstiden.

 

Historisk overblik

Det mægtige borganlæg Ravnsborg blev bygget af den holstenske greve Johan under borgerkrigene i 1300'eme. Borgen ligger på Lollands nordkyst nær øens højeste punkt. den 30 m høje Bavnehøj. Fra borgruinerne på det næsten 20 m høje voldsted er der en smuk udsigt mod Fejø og Femø.

 

Opløsningstiden 1240-1340

I hundredåret mellem Valdemar Sejrs død 1241 og Valdemar Atterdags genrejsning af riget efter 1340 var kongeriget hensat i en konstant tilstand af borgerkrig. Striden begynder som en ulykkelig kamp om magten mellem Valdemar Sejrs sønner, men snart er den fremvoksende herremandstand dybt involveret. Knudepunktet i magtkampen bliver herredømmet over borge, og borgerkrigen drejer sig om at erobre, besidde og måske ødelægge de nyopførte befæstede gårde. Arreskov på Sydfyn bliver således ødelagt to gange i anden halvdel af 1200-tallet.

 

Herremandspartiet sejrer ved Erik Klippings accept af Danmarks Magna Carta i borgen Nyborg i 1282. Håndfæstningen fastslår, at kongen ikke kan tvinge nogen til at bygge og istandsætte borge »undtagen i nødens stund«. Kun fire år senere, Sd. Cecilie Nat 1286, må kongen lade livet for morderhænder, ikke i en borg, men i en ussel lade: Endnu er rigets magtbaser så spredtliggende, at kongen ikke kan nå frem til beskyttende volde på en dagsrejse.

 

Under krigerkongen Erik Menved blomstrer borgbyggeriet, skønt kongen forsøger at forbyde stormændene at befæste deres gårde. Kongens krige føres uden for landet i Sverige og især i Nordtyskland, hvor Erik Menved underlægger sig flere af de hastigt fremvoksende Hansestæder, mens den danske herremandsstand på trods af deres feudale pligt til at yde krigsindsats har mest travlt med at sikre deres lokale magtpositioner. Hvad udad vindes, tabes indad.

 

Erik Menved dør barnløs og fra et land i opløsning. Det danske stormandsparti sætter dagsordenen ved broderen Christoffer (2 's) tiltræden i 1320. I håndfæstningen pålægges Christoffer at nedrive en række af Erik Menveds borge, bl.a. Kalø, og kongen må ikke bygge nye. Således berøvet sine magtbaser bliver Christoffer »konge uden land«, mens stormænd og panthavere i riget bygger på livet løs i »borgenes århundrede«. Efter at have været spærret inde på sin egen borg Ålholm, dør Christoffer i 1332 fra et pantsat rige.

 

På Lolland står det imponerende 18 m høje voldsted, Ravnsborg, som et symbol på den kongeløse tid. Borganlægget ved Lollands nordkyst var omgivet af massive teglstensmure og brede grave. Ravnsborg blev opført i 1330'erne af den holstenske greve, Johan af Plan, kaldet »den milde«. Johan var sammen med grev Gert hovedpanthaver i det danske rige.

 

Genrejsningen 1340-1400

På forunderlig vis bliver det Christoffers tredie og yngste søn med det forpligtende navn Valdemar og den senere tilføjelse Atterdag, der genrejser det splittede og pantsatte rige. Det begynder fredeligt på slottet Sønderborg, hvor Valdemar i 1340 bliver gift med Helvig, datter af den sønderjyske hertug. Med støtte fra den tyske kejser og store dele af den velstående danske kirke rykker Valdemar med sin hær til Sjælland. I de følgende ti år bølger borgerkrigen frem og tilbage foran borge og befæstede byer. I løbet af første halvdel af 1340'erne angribe og indtager Valdemar Vordingborg, København, Køge, Korsør, Kalundborg, Søborg, Næstved og i 1346 Vordingborg for anden gang.

 

I samme periode hører vi for første gang om de private sjællandske borge, der flere hundrede år senere optræder som herregårde. Padeborg på toppen af den midtsjællandske højderyg ved den vigtige nord-sydgående ældgamle landevej fungerer i begyndelsen af 1340'erne som en slags røverborg, hvor kirkens mænd holdes indespærrede og først løslades mod passende løsesum. Borgen indtages og ødelægges af Valdemar i 1345. I dag står renæssancegården Sparresholm på resterne af Padeborgs voldsted.

 

Gunderslevholm ved det strategisk vigtige overgangssted over Susåen nord for Næstved blev angrebet og ødelagt ligeledes i 1345. Den lokale herremand Jens Mogensen såvel som hans besætning blev »hugget ned«. Endelig blev forløberen for vore dages Skjoldenæsholm belejret af kongens tropper i 1348. Endnu i dag ligger det oprindelige motte-bailey anlæg ved en velbevaret middelaldervej som et imposant mindesmærke fra 1300-tallets borgtid.

 

Da Valdemar Atterdag i 1350 vendte sig mod Fyn og Jylland blev han ikke modtaget med åbne arme af de jyske stormænd. Sjællandske Krønike beretter under året 1351, at »borge befæstes, og der bygges kongelige ladegårde med stor bekostning ... Hr Bugge og flere andre herrer kom til kongen i Kalundborg for at slutte forlig, men de rejste hjem mere ilde stemte, end de var kommet. Da de var nået tilbage til Jylland, sluttede de sig til greverne og belejrede de borge, kongen havde der«.

 

Herefter gik det løs med kampe, forlig og skiftende alliancer. Fyn tilbagevindes tilsyneladende allerede i 1352 eller 1353. Vanskeligere var det med Jylland, hvor de jyske stormænd med Niels Bugge til Hald og Nørre Vosborg og Claus Limbæk til Boller og Kalø som ledere ikke ønskede en stærk kongemagt. I den kongeløse, men også retsløse tid, var de blevet vant til at opføre sig som småfyrster med udgangspunkt i deres nyopførte borganlæg. Først da det lykkedes at myrde Niels Bugge og hans medforhandlere efter et møde med kongen på Sjælland i 1358 vendte krigslykken.

 

Valdemar rensede sig nok med ed over for Niels Bugges søn Knud, men befriet for sin værste modstander kunne Valdemar nu gøre det op med privatborgene i Jylland, der en efter en blev erobret og i reglen ødelagt: »Frygt og skælven og lammelse greb alle, hvor han kom frem. Han tugtede nemlig alle voldsomt med jern, ild, fængsel og død, indtil de adlød hans vilje«.

 

Den 24. maj 1360 sluttes endelig »Landefred« i Kalundborg mellem kongen, de sønderjyske hertuger, rigets bisper og 64 riddere og væbnere. Riget er bortset fra Skåne atter samlet. En ny tid kan begynde. Skønt Valdemar før sin død fik underlagt sig hele kongeriget, nåede han dog ikke sit hovedmål Det kongelige monopol på fæstningsbyggeri var en gang for alle brudt. Selv grundlagde kongen borgen Gurre i Nordsjælland, en korsridderborg i miniature. Herfra regerede han i sine senere år, og her døde han i 1375.

 

Afviklingen af middelalderens borge 1400-1536

Kongedømmets succes med hensyn til kampen mod privatborge er til at overse. Ved sin tronbestigelse i 1375 må Margrethe symbolsk nok aflevere konfiskeret adelsgods tilbage til de tidligere ejermænd, således fynske Margård, som hendes fader havde konfiskeret fra Hvideslægten efter mordet på Niels Bugge og Stig Andersen Hvide i Middelfart i 1358.

 

I takt med sin stadig stærkere magtposition er det dog selvsamme Margrethe, der i 1396 forbyder herremændene at opføre deres herregårde som fæstninger.

Det geniale ved Kalmarunionen 1397 set fra et dansk synspunkt var, at den hastigt voksende adelsstand i Danmark fik plads til udfoldelse i Sverige og Norge. Det foregik selvfølgelig på disse rigers bekostning. Fra Margrethes regeringsperiode stammer landets mest intakte senmiddelalderlige herregårdsanlæg, Gjorslev på det nordlige Stevns. Bygherren, Roskildebispen Peder Jensen Lodehat, var en af dronningens fortrolige rådgivere, og som sådan fik han lov til at bygge den kraftfulde gotiske pragtborg, der mere demonstrerer biskoppens prestige end hans forsvarsbehov.

 

Historisk overblik

Lynderupgård ved Hjarbæk Fjord er opført i fornemt bindingsværk i midten af 7S00-tallet med vestfløjens senmiddelalderlige stenhus som kerne.

 

Historisk overblik

Rudbjerggård på det vestlige Lolland er opført i de første år efter 1600. Bindingsværksgården er et eksempel på, at der i den pragtlystne renæssancetid også blev opført mere beskedne herregårde i traditionelt dansk byggemateriale. Kun tårnet er stensat.

 

Borgene bliver til mægtige kongeslotte under Erik af Pommeren i begyndelsen af 1400-tallet. Københavns Slot og Krogen (det senere Kronborg) bliver grundlagt, København bliver hovedstaden, samtidig med at kongemagten udbygger sine sydjyske borganlæg til tidssvarende slotte. Med Erik af Pommerens afsættelse omkring 1430 baner det danske aristokrati vejen for 1500tallets adelsvælde. Det er adelen, der står bag ved oldenburgernes danske kongemagt med Chr. I.'s tronbestigelse i 1448, og sønnen kong Hans' håndfæstning fra 1483 giver for første gang herremændene ret til at befæste deres gårde: »Ligeledes skal vi ingen magt have til at forhindre og forbyde nogen gode mænd ... i at befæste og bygge deres gårde ... «.

Mægtige Spøttrup repræsenterer på flere måder overgangstiden mellem middelalderen og nyere tid. Borgen blev opført i 1480'erne af Viborgbispen, der nok så, hvad vej vinden blæste. Spøttrup blev forgæves angrebet af Skipper Clements oprørshær under borgerkrigen, grevens fejde, i 1 534. Ved reformationen to år senere måtte bispen dog overlade den stærke borg til kronen. Spøttrup er Jyllands eneste fuldstændigt bevarede middelalderborg.

 

Adelsvældet og renæssancen 1536-1660. Året 1536 er det store vendepunkt i Danmarkshistorien: Reformationen afslutter middelalderen og den katolske tid i Danmark. Danmarks sidste borgerkrig, grevens fejde 1534-36, ender med, at kirkegodset inddrages under kronen, og Chr. 3. sætter sig på tronen. Kongehuset søger at samle sine ejendomme i bestemte dele af lande, og i de følgende 100 år blomstrer slotsog herregårdsbyggeriet. Byggeboomet falder sammen med renæssancens indtog i Danmark.

Chr. 3. lagde med sin baggrund i hertugdømmerne naturligt nok særlig vægt på det sydlige Jylland, hvor bl.a. middelalderborgen Koldinghus blev udbygget til et veritabelt kongeslot. Fr. 2. fortsatte, hvor faderen slap, samtidig med at Nordsjælland ved en række mageskifter blevet kongeligt domæne med slottene Frederiksborg og Kronborg. Endelig fuldførte vor største byggekonge Chr. 4. forgængernes bestræbelser ved at samle store jordejendomme på Sydsjælland, Møn og Falster ved siden af hans omfattende slotsbyggerier med Rosenborg og Frederiksborg som mesterværkerne.

 

Historisk overblik

Borreby på Sydvestsjælland er opført af kansler Johan Friis omkring 1550. Den smukke bygning repræsenterer overgangstiden mellem middelalderens forsvarsanlæg og renæssancens pragthuse med vægt på det arkitektoniske udtryk.

 

Ved siden af kongehuset er adelsstanden den store sejrherre ved reformationen. Befordret af kongelige embeder og gunst og en økonomisk højkonjunktur i det meste af 1500-tallet rejses en lang række pragtgårde mere eller mindre inspireret af de kongelige byggerier. Mens bondestanden efter borgerkrigen synker hen i fæstevæsenets ulyksaligheder, og borgerstanden endnu ikke udgør nogen egentlig magtfaktor, markerer adelens pragtlystne nybyggerier de mere fredelige tider, hvor standen ikke længere behøver at opføre stærkt befæstede borganlæg med tilhørende upraktiske middelalderlige boliger.

To midtjyske renæssancegårde eksemplificerer udviklingen: Brejninggård i Vestjylland blev som konfiskeret bispegods i 1544 af kronen overdraget til adelsslægten Lange. Hans Lange opførte 1580 den nuværende renæssancegård med en enestående terracotta-dekoration. Ulstrup ved Gudenåen var oprindelig en mindre landsby, som Fr. 2. mageskiftede til rigsråd Christen Skeel i 1579. Skeel nedbrød landsbyens gårde. Hvad der skete med bønderne, vides ikke, men herregården Ulstrup med en af Jyllands smukkeste portaler rejstes i slutningen af 1500-tallet. Kort sagt: Det var kirken og bondestanden, der betalte prisen for renæssancens skønne bygningsværker.

 

Historisk overblik

Skønt flere gange nedbrændt i dette århundrede, fremtræder Næsbyholm ved Tystrup Sø syd for Sorø stadig som et stateligt renæssancehus fra den store byggeperiode i slutningen af 1500-tallet. Næsbyholm blev opført i 1585 af astronomen Tyge Brahes bror, rigsråd Sten Brahe.

 

Overalt i landet var de gamle herregårdsanlæg blevet mere eller mindre ødelagt under borgerkrigen 1534-1536. På Fyn rejste rigets regeringschef, kansler Johan Friis, landets første renæssancebygning, Hesselagergård, på tomten af sin afbrændte slægtsgård i årene 1538 til omkring 1550. På samme tid opførte landsdommer Axel Juul Villestrup i Himmerland med udgangspunkt i inddraget bøndergods. Endnu omgives herregårdene af voldgrave, og forsvarsanordninger indrettes, men udsmykningen og de arkitektoniske detaljer spiller nu en hovedrolle. Brødrene Brockenhuus, henholdsvis rigsadmiral og hærleder, opfører de fynske herresæder Nakkebølle og Egeskov formentlig med samme arkitekt i 1550'erne.

 

På Midtsjælland begyndte den senere rigshofmester Peder Oxe i 1540'erne opførelsen af sin pragtgård Gisselfeld, efter han ved proces havde vundet retten til den fædrene herregård. Da Fr. 2. i 1563 indledte sin nordiske syvårskrig, stoppede byggeaktiviteten for en periode. Adelen, der endnu var forpligtet af krigstjenesten, fik andet at se til. Symbolsk er de tre sidstnævnte bygherrers skæbne: Jacob Brockenhuus til Nakkebølle måtte allerede i krigens første søslag i 1563 overgive sig og tilbragte resten af krigen i svensk fangenskab, broderen Frands Brockenhuus til Egeskov faldt i et af krigens sidste slag foran Varberg i 1569, mens Peder Oxe var kommet i unåde i 1558 og havde rømmet riget. Han vendte siden tilbage og var hovedmanden ved genrejsningen af økonomien i 1570'erne.

 

De sidste 30 år af 1500-tallet blomstrede byggeriet atter. Et højdepunkt i den dekorative nederlandsk inspirerede renæssance nås på Sjælland med Lystrup fra 1579. På Fyn tilskrives en hel række smukke herregårdsanlæg fra århundredets sidste 20 år den italienske bygmester Domenicus Badiaz med Skovsbo, Juulskov og Ho/ckenhavn som højdepunkterne, og i Himmerland afløser Visborggård i 1575 og Lindenborg i 1583 de under grevens fejde delvist ødelagte herregårde. Som perler på en snor ligger renæssancegårdene i Djursland fra Rugård, Katholm og Sostrup på østkysten til Løvenholm, GI. Estrup og Jørgen Rosenkrantz' to herregårde Rosenholm og Skaføgård længere mod vest.

 

Kvinderne stod ikke tilbage for mændene, når det gjaldt den hektiske byggeaktivitet. Nogle af vore smukkeste renæssancegårde er opført af tidens stærke, byggeglade adelskvinder. Her skal blot nævnes Sæbygård og Voergård i Vendsyssel opført af henholdsvis Pernille Oxe i 1576 og Ingeborg Skeel omkring 1590, samt Lisbeth Friis' Berritsgård fra 1586 på Lolland og Vallø opført af Mette Rosenkrantz i 1580'erne.

1600-tallets første del frem til 16S0'ernes ulykkelige svenskekrige og statsomvæltningen 1660 falder sammen med Chr. 4.'s storhed og fald. Byggeaktiviteten tager langsomt af, men endnu i 1630'erne og 1640'erne bygges pragtgårde som Malte Juuls Løvenborg på Nordvestsjælland og Trolleslægtens sydsjællandske domicil, den senere Holsteinborg. På Fyn er Gyldensteen fra 1630'erne en ypperlig repræsentant for nedgangstidens opretholdelse af adelig pragtlyst. I så henseende udtrykker Chr. 4.'s »eqet« Ulriksholm opført for sønnen Ulrik Christian Gyldenløve i 1640'erne rigets tilstand: Et majestætisk bygningsværk, der under svenskernes besættelse af Fyn blev grundigt raseret. mens Gyldenløve udmærkede sig ved det heltemodige forsvar af København under belejringen i 1658.

 

Historisk overblik

Danmarks smukkeste forhal fra barok tiden findes på Gunderslevholm. Herregården ved Susåen nord for Næstved er opført i 1729 af CA. von Plessen.

 

Historisk overblik

Bramsløkke på det sydøstlige Lolland er opført i slutningen af 1600-tallet af generalmajor Joachim Schack. Det massive hus på et lille voldsted skiller sig ud fra baroktidens mere pompøse byggerier.

 

Historisk overblik

Den smalle langstrakte hovedbygning på Turebyholm syd for Køge er opført omkring 1750 af Amalienborgs arkitekt, hofbygmester Nicolai Eigtved. Stilen kan kaldes senbarok eller rokoko alt efter temperament.

 

 

Enevælden, barok og rokoko 1660-1760

1660 er det næste afgørende årstal i Danmarkshistorien. Nederlaget til det svenske voldsherredømme i slutningen af 1650'erne viste med al ønskelig tydelighed, at adelen som skattebegunstiget krigerstand og centralpolitisk magtfaktor havde udspillet sin rolle. Fr. 3. drog konsekvensen og gennemførte absolutismen ved en fredelig revolution i efteråret 1660. Med enevælden kom det fremvoksende borgerskab nærmere magten. Det var ikke længere forbeholdt adelen at eje hovedgårde, og adelsstanden mistede en række af privilegierne, herunder skattefriheden.

 

Udviklingen afspejler sig også inden for arkitekturen, hvor den borgerligt prægede barokstil snart holdt sit indtog på landet, markant symboliseret med Præstøborgmesterens herregård Nysø, et slags bypalæ på landet opført omkring 1670. I de fattige tider efter krigene holdt både Fr. 3. og hans søn Chr. 5. sig tilbage med mere storslåede byggeforetagender, men Charlottenborg og Sofie Amalienborg stammer dog fra tiden.

 

Det var den ny tids mænd, der byggede på landet, hvor ikke mindst den magtfulde Juelslægt førte an. Mens admiralen Niels Juel i 1680'erne genopførte det af svenskerne ødelagte Valdemars Slot i massiv barokstil, rejste hans bror med den smukke enevældige embedsmandstitel af geheimeråd Juellinge på Stevns i 1675 og det senere benævnte Christianssæde på Lolland omkring 1690. En anden af enevældens mænd, den tyskfødte officer Joachim Schack, opførte ligeledes omkring 1690 det herlige lille kompakte stenhus Bramsløkke på Lolland i barokkens massive stil.

 

Den tidlige barok gik uden om Fyn, men i Jylland træder nye borgerlige slægter ind på scenen som nyetablerede adelige bygherrer. I Sønderjylland er det feltherren Hans Schack, der ud over at reorganisere den danske hær efter moderne principper også fik tid til at ombygge Gram og Schackenborg i barokstil omkring 1670.

 

I 1690'erne gik murermester Ernst Brandenburger i gang med to afgørende byggeprojekter: Stensballegård ved Horsens opført for storkansler Griffenfelds svigersøn Frederik Krag og dernæst Clausholm opført for den tyskfødte geheimeråd Conrad Reventlow. Ernst Brandenburger blev siden kaldt til København, hvor han i begyndelsen af 1700-tallet indledte opførelsen af Frederiksberg Slot for den næste bygge- og kvindeglade monark, Fr. 4. Frederik fik siden både Clausholm og Conrad Reventlows datter, Anna Sophie. Med havearkitekten J.C. Krieger indledes under Fr. 4. en ny storhedstid inden for slotsbyggeriet. Først og fremmest gælder det Fredensborg, der i 1720 afløser et beskedent jagtslot fra Chr. 5.'s tid, men også de nordsjællandske sommerslotte Frydenlund og Charlottenlund stammer fra Fr. 4.'s tid og Kriegers hånd.

 

Med Chr. 6.'s magtovertagelse i 1730 træder to arkitektnavne af international klasse ind på scenen:

Eigtved står bag opførelsen af det første Christiansborg, der omkring 1740 afløser Erik af Pommerens kongeslot, og Laurids de Thurah opfører Eremitagen og Hørsholm Slot i 1730'erne for Chr. 6. Af periodens herregårdsanlæg skal særlig fremhæves Lindholm vest for Roskilde, et af de første danske eksempler på herregårdsbyggeri i sommerhusstil på fransk kaldet »Maison de plaisance«, på dansk lyststed. Under Fr. 5. involveres både Thurah og Eigtved i de officielle byggerier med Amalienborg fra 1750'erne som mesterværket, men deres hånd ses også bag ved rokokotidens svulmende sjællandske herregårdsbyggerier som Turebyholm, det ældste Bregentved, Ledreborg og Lerchenborg. De ombyggede vendsysselske klostre Dronninglund og Børglum er resultater af Thurahs kortvarige eksil i det nordjyske.

 

Den florissante periode. landboreformer og klassicisme 1760-1800

Senbarokken glider umærkeligt over i klassicismen. Anden halvdel af 1700-tallet er en økonomisk opgangsperiode. Tiden betegnes også som den florissante handelsperiode, hvor Danmark som altid profiterede af de gode krigskonjunkturer omkring os. Mens England og Frankrig indledte en verdenskrig om koloniherredømmet, handlede danske og udenlandske købmænd under dansk flag på livet løs på de verdensdele, som krigen gjaldt. Resultatet på kort sigt var en højkonjunktur, hvor uhyre formuer bragtes til landet og blev investeret i det mest sikre: jordegods.

 

En helt ny godsejerstand voksede frem, storkøbmændene, der med rod i Frankrig og Holland og international kulturel baggrund bragte klassicismen til Danmark. I kølvandet på velstandsforøgelsen fulgte også ønsket om at modernisere vort hovederhverv, landbruget. Allieret med den progressivt tænkende del af godsejerstanden iværksatte regeringen de berømte landboreformer, der i slutningen af 1700-tallet indebar en revolutionerende ændring i landbruget, hvor først og fremmest overgangen til en form for selveje og udskiftningen fra det middelalderlige dyrkningsfællesskab til fordel for selvstændigt dyrkede arealer i løbet af få generationer betød en enorm produktivitetsforøgelse.

 

Udviklingen afspejles inden for herregårdsbyggeriet. Stordriftsfordelene markeres med mægtige avlsgårdsanlæg omkring fornemme, stilrene hovedbygninger: Hofmansgave og Krengerup på Fyn, Moesgård ved Århus, Bidstrup i Midtjylland og vestjyske Ausumgård samt de sydsjællandske Lundbygård, Rosenfelt og Iselingen og mønske Marienborg og Klintholm, hvor det tidligere statslige ryttergods sælges til driftige landmænd, der som nyetablerede godsejere nok ved, at herregårdenes pragt er snævert forbundet med landbrugsudbyttet. På Lundbygård, Rosenfelt og Moesgård projekteres avlsgårdskomplekserne selvbevidst efter Amalienborgs ottekantede model.

 

Andre af klassicismens herregårde repræsenterer tidens nyvundne formuer. Det gælder industri manden J.F. Classens Korselitse på Falster, skibsrederen Peter Johansens dejlige Petersgård ved Kalvehave på Sydsjælland, Calmette-familiens indtagende sommerhus Liselund på Møn, den engelskfødte købmand C.J. Selbys engelskinspirerede Bækkeskov nord for Præstø, den hollandskfødte storkøb mand Fr. de Conincks mønstergård Dronninggård (Næsseslottet) ved Furesøen nord for København, kammerråd Chr. Madsens »hjemmestikkede« Hjortholm på Langeland, Købmanden Niels Rybergs stilrene Frederiksgave (Hagenskov) på Sydvestfyn, kaptajn J. Hansons regelrette Lyngsbækgård på Djursland og den pengestærke hollandske købmandsfamilie Marselis' Constantinsborg ved Århus. Alle de nævnte steder er opført mellem 1775 og 1801.

 

 

Historisk overblik

Bækkeskov på Sydøstsjælland er et unikt eksempel på engelsk inspireret klassicisme i det danske herregårdsbyggeri. Det smukke hus er opført i 1790'erne af den engelske købmand C.A. Selby

 

Historisk overblik

Meilgård på Djursland er opført i 1573, men renæssancegården blev i 1880'erne ombygget i en historisk, nygotisk stil, der har udvisket de fleste oprindelige træk. Den smukke beliggenhed omgivet af vandfyldte grave giver dog stedet megen charme.

 

Napoleon, empire og landbrugskrise 1800-1850

I længden lykkedes det ikke Danmark at holde sig uden for verdenskrigen. Vores væbnede neutralitet. som beskyttede de tungt lastede handelsskibe under dansk flag mellem kolonierne og Europa, bragte os på kollisionskurs med såvel Napoleons Frankrig som industristaten England. Det engelske angreb i 1801 med Slaget på Rheden klarede vi nogenlunde, men da englænderne i 1807 afprøvede D-dag på den nordsjællandske kyst ved Vedbæk og med 35.000 mand marcherede mod København, mens den danske hovedstyrke lå i Sønderjylland, gik det galt. København blev bombarderet og ved overgivelsen rendte englænderne med flåden. Danmarks tid som europæisk stormagt var omme. Statsbankerot, tabet af Norge, handelshusenes krak og landbrugskrise fulgte.

 

Enkelte optimistiske sjæle opførte endnu herregårde inspireret af klassicismen. Kærsgård på Nordfyn er et smukt eksempel på et stolt, men gældstynget herregårdsbyggeri fra 1815. Vor store byarkitekt C.F. Hansen opførte med afbrydelser af økonomiske årsager i lavkonjunkturårene 1813 til 1822 den beskedne men fornemme herregård, Pederstrup på Lolland, for den tidligere statsminister og hovedmand bag landboreformerne C.D. Reventlow, der i tide fik trukket sig tilbage fra de offentlige embeder.

 

I 1830'erne begyndte det atter at gå fremad. Politisk banes vejen for enevældens afskaffelse med stænderforsamlingerne, der mødes første gang i 1835. Et nyt liberalt borgerskab med empiretidens alvorsfulde værdier i ryggen opfører en række bastante herregårdsanlæg. Egebjerggård på Nordfyn fra 1830 udtrykker i al sin volumiøsitet tidens stil. Vennerslund på Falster, hvis hovedbygning fra 1845 ikke står meget tilbage for Egebjerggård, markerer alene i navnet de nye mere demokratiske tider. Og C.F. Hansens tyske svigersøn, G J. Hetsch, opfører i 1837 og 1845 smukke enkle borgerlige hovedbygninger, henholdsvis Klintholm på Møn og Egeløkke på Langeland.

 

Parlamentarisme, historicisme og nationalromantik 1850-1900

Det tredie store årstal i Danmarkshistorien er 1849. (hr. 8. dør i 1848, og efter trekvart års forhandlinger gennemføres junigrundloven den 5. juni 1849. For sin tid var grundloven enestående demokratisk ved at sikre de borgerlige frihedsrettigheder herunder ytringsfrihed og almindelig valgret, for mænd ganske vist. Junigrundloven indvarslede også nye tider for herremændene, idet den lagde op til afviklingen af de privilegerede lensbesiddelser, grevskaber og stamhuse. Skønt loven stadfæstede ejendomsretten som ukrænkelig trak den på samme tid tæppet væk under de fra enevælden nedarvede mægtige godser, der som len (lån) havde været i samme slægts besiddelse gennem generationer.

 

Svaret på denne trussel mod, hvad der blev opfattet som den private ejendomsret, var i første omgang et nyt byggeboom. Mangen en renæssancegård måtte lade livet for bygninger opført i respekt for den nyvundne indsigt i nationalhistorien. Tyskfødte G.F. Hetsch lagde for med veritable gotisk inspirerede borganlæg. På samme tid som han bygger den indtagende klassisk inspirerede tempellignende hovedbygning på Egeløkke, opfører han få km nordligere på Langeland Steensgård. Nok bevares de gamle røde mure, men »overbygningen« er en »rigtig« gotisk herreborg.

 

Inden andre tog over i den historiske stils hellige navn, nåede Hetsch at lægge linien med ombygningen af Broholm på Østfyn samt på Klintekongen Scavenius sjællandske besiddelser: Gjorslevs tilbygning og den fuldstændige nybygning af Basnæs.

 

J.D. Herholdt, den historiske stils store navn, begyndte sin karriere i det fynske. Hans debutværk er Erholm, et højdepunkt i den nygotiske arkitektur fra 1850. Værst er hans ombygning af det ærværdige middelalderkloster ved Næstved, der som Herlufsholm i 1860'erne blev berøvet enhver autencitet. Andre fulgte i kølvandet på Herholdt. Det gælder den dygtige A. H. Klein, der har bygget om og til på mange af landets herregårde, fx Skovsbo på Fyn og Meilgård i Jylland, og selvstændigt har opført Klintholms herlige nye hovedbygning i cement-renæssancestil i 1870'erne.

 

Blandt utallige eksempler fra den historiske stilforvirrings tid skal her kun nævnes nogle få eksempler fra hver landsdel. På Lolland blev middelalderborgen Alholm skamferet af professor ved Akademiet Hans J. Holm i 1889, mens Fuglsang blev opbygget fra grunden i maskingotik i slutningen af 1860'erne. På Sjælland er Bregentveds pompøse hovedbygning, opført i fransk inspireret slotsstil af Axel Berg i 1880'erne, et godt eksempel på en vellykket udbygning tilmed af et anlæg fra Thurahs hånd.

 

Midtsjællandske Giesegård fra 1873 leder tankerne hen på, hvad kendere vil erindre som Møllenborg, men dokumenterer mest af alt arkitekten J.Th. Zeltners internationale stil.

 

På Fyn skal særlig fremhæves den kgl. bygningsinspektør J V Petersens Holstenshus fra 1908 i nordfransk stil og samme arkitekts ny-renæssanceanlæg Skovsgård på Langeland fra slutningen af 1880'erne. Endelig fremstår arkitekten L.P. Fengers Tiselholt på Sydøstfyn fra omkring 1875 som et direkte plagiat af den sjællandske renæssancegård Lystrup. I Jylland har den uheldige Hans J. Holm virket ved bl.a. Højriis på Mors og Frijsenborg. Begge steder har andre dog modvirket de værste ødelæggelser, og Frijsenborg er Danmarks mest storslåede anlæg fra den historiske stils periode. Ferdinand Meldahls mesterværk er opført 1862-67 i en gennemført fransk inspireret slotsstil.

 

Historisk overblik

Charlottenlund nord for København blev opført i 1730'erne for Chr 6.'s søster Charlotte Amalie. Rokokobygningen blev i 1880 udvidet og ombygget til det nuværende udseende af den historiske stilforvirrings store arkitekt, Ferdinand Meldahl.

 

Det 20. århundrede »Bedre Byggeskik« og restaurering

Med landsudstillingen i Århus 1909 lanceredes begrebet" Bedre Byggeskik". Nyklassicisme og siden funktionalismen fulgte i kølvandet. Man kan dog ikke påstå, at vore herregårde er påvirket af det 20. århundredes arkitekturretninger. Herregårdene hører i princippet slet ikke til i vort århundrede. Endnu i begyndelsen af 1900-tallet opførtes dog moderne storgodser som Dronningborg ved Randers i 1907, Valnæsgård på Falster i 1910, Løndal i Midtjylland 1911-14, Kattrup på Sjælland i 1925 og CM. Smidts dygtige ombygning

 

af Torbenfeld på Nordvestsjælland i 1906. Bortset fra Torbenfeld er der ikke plads til narrestreger. Det er landbrugsvirksomheden, det gælder.

Med fredningsloven af 1918 bliver restaureringen af vor herregårdsarv det centrale. Her er de store navne Jens Ingwersen og Mogens Clemmensen i de tidlige år, og i efterkrigstiden træder et navn frem blandt en række fremragende restaureringsarkitekter: Hans Henrik Engqvist. Det er formentlig lettere at nævne de ganske få herregårde, hvor han ikke har sat sit fingeraftryk.

 

Historisk overblik

En lang række herregårde er i det 20. århundrede overgået til andre erhvervsformål end den oprindelige landbrugsvirksomhed Hindsgavl ved Middelfart er indrettet til hotel- og kursuscenter. Omkring den klassicistiske herregård breder en smuk have sig ned mod Lillebælt og det imponerende voldsted med rester af middelalderborgen Hindsgavl. I haven står dette særegne stråhus.

 

Herregårdene i det 20. århundrede

Vort århundrede har ikke ansporet til herregårdsbyggeri. I 1919 gennemførtes den allerede i 1849 indvarslede lensreform. Det førte til nedlæggelse af en række herregårde, og store jordtilliggender blev udstykket til husmandsbrug. Dygtige herremænd kom dog også over dette indgreb i deres rettigheder. Og da fredningsloven året forinden havde foregrebet begivenhedernes gang, var ulykkerne set fra et nationalt synspunkt i første omgang begrænsede.

 

Et langt større problem er vor tids misforhold mellem bolig, arbejdskraft og produktion. De historiske herregårde er skabt til stordrift med udgangspunkt i boligen og et betydeligt folkehold. Men ved udgangen af det 20. århundrede ser realiteterne unægteligt anderledes ud. Stordrift er rigtignok mere end nogensinde blevet nøgleordet på godt og ondt Men arbejdsstyrken er ikke fulgt med. I det omfang den er nødvendig, opererer landbrugets arbejdere uafhængigt af godsejendommen, og for godsejeren selv er herregården blevet en anakronisme, der nok værnes om af historisk- og slægtsbevidste gamle adelsfamilier, men i realiteten er en unødvendig byrde, der sagtens kunne erstattes af et moderne velfungerende parcelhus.

 

Heldigvis er Danmark endnu et land, hvor der i brede kredse hersker forståelse for vore nationale mindesmærker. Herregårdene er beskyttet af en fredningslov, der ganske vist i disse år er under angreb. Fredningen betyder, at de lykkelige mennesker, der ejer en fredet herregård, dels har fuld skattefradragsret på alle bygningsmæssige tiltag, dels er omfattet af en pulje, der via fredningsmyndighederne yder direkte tilskud til restaurering og forbedring af de historiske ejendomme.

 

Det er ikke let at være herremand og -frue op mod årtusindskiftet. Det kræver først og fremmest indsigt i det moderne land- og skovbrug. Og samtidig en enorm indsats for at bevare bygninger, der er skabt i andre tider til et ganske andet produktionsmønster. Som de følgende sider vil vise, har mange herregårdsejere været særdeles opfindsomme, når det gælder at finde alternative indtægtsmuligheder med udgangspunkt i den historiske arv, de bestyrer.

Alt er ikke lige heldigt, og tivoliseringen af en række herregårde er direkte misforstået.

 

Mest betænkeligt er dog, at vi i disse tider, hvor vores kulturarv er mere truet end nogensinde, tilsyneladende har en amerikansk tro på, at kultur kan gøres til genstand for indtægtsdækket virksomhed. Det kan kultur naturligvis ikke. Kultur er og bliver et spørgsmål om vilje, vilje til bevaring af vore fælles værdier. Det må vi alle betale for, og kun med en national bevidsthed om, at herregårdene hører til vore fornemste kulturværdier, er der en fremtid for disse på en gang majestætiske, men også folkelige mindesmærker fra en svunden tid.

 

Historisk overblik

Heldigvis hører der stadig velfungerende landbrug til hovedparten af vore historiske godser. Her er det godset Juelsbergs afhøstede marker nord for Nyborg med en støvende traktor på den smukke herregårdsalle.

 


 

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 731 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• HermeEn søjle eller en pilaster, hvori indgår overkroppen af en menneskelig figur hvilende på...
• Jungshoved Slot og voldstedJungshoved voldsted rejser sig på spidsen af et næs godt 50 meter syd for den ensomt...
• DanstedDanstedgaard er en lille sædegård, som nævnes første gang i 1447, som en landsby, gården...
Afstemning
Hvilket slot er Danmarks flotteste?





Afstemning
Hvilken byggestil synes du bedst om?




Foreslå nyt svar
Afstemning
Hvilket slot har du set indvendigt?




Foreslå nyt svar

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvilken herregård er Danmarks flotteste?







Fortæl dine venner om os